Naturen gemmer på mange fantastiske oplevelser.

I denne guide finder du 18 fantastiske naturoplevelser i Danmark.

Læs videre og bliv inspireret til, hvad du kan opleve i den danske natur.

 

Hvor vil du opleve naturen?

 

Naturoplevelser i Østjylland

Ganske vist ligger byerne tættere i Østjylland end mange andre steder i landet, og nogle af byerne i området hører da også til de største i Danmark, men derfor fylder naturen nu alligevel en stor del. Havet og bugterne grænser op til denne landsdel, og prøver du naturoplevelser i Østjylland, er det ofte med havkig enten helt tæt på eller som et blåt blink i horisonten. Se nu bare her.

 

1. Vildmarksgourmet

God mad & en tur i vildmarken kan sagtens kombineres.

Hvad er vildmarksgourmet, tænker du måske, og det korte svar er: 50% vildmark og 50% gourmet. Nuvel, det kræver måske en uddybende forklaring, men en vildmarksgourmet tager dig med ud i naturen for at lære dig, hvordan du kan bruge den; hvilke urter skal med ind i køkkenet, hvilke skal blive ude i naturen, og du hører om, hvordan mælkebøtter, skvalderkål og andet ukrudt faktisk er lækkert i madlavningen

Efter sanketuren, det kaldes sådan en tur, hvor man samler ting ind fra naturen, bliver der lavet mad i vildmarkskøkkenet. Der er gang i bålene, men du kan godt glemme de svedne snobrød og de rå pølser fra spejdertiden, for maden her er virkelig gourmet.

 

2. Smagen af Mols

Tag en bid af Mols.

Det er ikke kun for at høre molbohistorier, at du skal besøge Mols, selvom de historier selvfølgelig også er hyggelige. Tag i stedet med på en smagstur gennem Mols Bjerge, hvor frokosten er lavet af lokale råvarer, og hvor cowboykaffen laves over bålet, mens der fortælles historier om vikingerne fra Aros.

Mens du spiser dig vej gennem de stejle bakker i landskabet, fortælles der historier om bugtens dyreliv, om de spiselige ting du møder på din vej og om områdets kultur fra ældre tid og til nu.

 

3. Eventyr på Aarhusbugten

Gode historier & fart  – af sted mod Aarhusbugten!

Der er ikke mange, der ved det. Ikke en gang dem, der er ”ægte” aarhusianere, og som har boet i byen i mange år. Så måske kommer det også som en overraskelse for dig, at der er sæler i Aarhusbugten. Du skal et lille stykke fra land, før de dukker op, men så finder du dem også i fuld gang med solbadning på en lun dag eller med at kigge op fra vandskorpen.

Der er et rigt dyreliv i Aarhusbugten og foruden sælerne, kan du også spotte marsvin, hvis du er heldig. Eventyret på Aarhusbugten foregår i RIB-båd, og mens I leder efter dyrene, bliver der fortalt om bugtens historie og dyrelivet.

 

Naturoplevelser i Sønderjylland

I den allersydligste del af Jylland, hvor du aldrig går helt galt i byen ved at sige mojn, når du møder de lokale, er der nogle gange langt mellem byerne, og derfor får naturen let ved at blomstre og brede sig. Vadehavet og marsken er en del af den sønderjyske natur, men der er også mange andre naturoplevelser i Sønderjylland, som du ikke må gå glip af. Se bare på disse oplevelser.

 

1. Sort sol

Der kan være op mod 1 million stære i flokkene.

Fra Aarhusbugten går turen videre til Sønderjylland på jagt efter Sort Sol. Du har nok hørt om fænomenet med stærene, der samler sig i store flokke på op til 1 million fugle, som flakser rundt i en vild dans, før de finder det sted, hvor de vil sove om natten, og stille og roligt lander.

Sort Sol kan opleves om efteråret og om foråret, når fuglene er på træk, og flyver ind over Danmark for at gøre et stop i det sønderjyske, hvor de spiser af den store tag-selv-buffet, som marsken er.

 

2. Rundtur i Nationalpark Vadehavet

Der er et rigt dyreliv ved Vadehavet.

Vadehavet er et helt specielt stykke natur, der strækker sig over 600 kilometer fra Blåvandshuk i Danmark til Helden i Holland. Vadehavet tiltrækker millioner af fugle, der går på jagt efter mad, og det er ikke så mærkeligt, for vandet indeholder ti gange flere dyr end en almindelig havbund.

Vil du derfor gerne have nogle spændende naturoplevelser, hvor du kommer tæt på dyrene i deres naturlige omgivelser, så skal du besøge Vadehavet og nationalparken.

 

3. Sælsafari

Kom tæt på sælerne.

Den spættede sæl er den mest almindelige i de danske farvande, og selvom den ser sød ud, skal du ikke lade dig narre. Sælen er nemlig Vadehavets største rovdyr. Man mener, at der er omkring 35.500 sæler i Vadehavsområdet, og når sælerne ikke boltrer sig i vandet, er de temmelig glade for at krybe på land for at sole sig.

På turen rundt i Vadehavet for at se sælerne, vil der blive fortalt historier om dyrelivet i området, og der vil blive mini-trawlet efter østers, rejer, krabber, søstjerner og småfisk, som både kan spises og undersøges nærmere.

 

Naturoplevelser i Vestjylland

Vestjylland er kendt for sit barske klima, den hårde vind, det brusende hav og sandet, der hvirvles ind over land og by og ender i alle sprækker og revner. Søger du naturoplevelser i Vestjylland vil du derfor opleve den råstyrke, som også findes i naturen, men på klare og rolige dage er det svært ikke at få øje på skønheden midt i alt det rå. Det kan du opleve på de her naturoplevelser.

 

1. Østersjagt

Du kan både samle østers i Vadehavet & i Limfjorden.

Østersjagt er en af de naturoplevelser, hvor naturen kommer rigtig tæt på, og hvor du skal have hænderne op af lommen. Du skal nemlig selv på jagt efter dem. Østers bliver anset som en delikatesse, men det er samtidig en spise, som bogstaveligt talt deler vandene: dem, der synes, at det er verdens lækreste spise og dem, der mener, at østers ligner – nå ja – en snotklat, og som derfor ikke har lyst til at spise den.

Har du nu fået smag for skaldyret, er det med at tage på østersjagt for at samle alle de østers, du kan spise. Der er nemlig noget særligt over at samle en østers op fra havbunden, åbne den og spise den på stedet.

 

2. Fisketur

Knæk & bræk.

Det kan jo være, at du har det bedst med at blive oven vande, når du skal på fisketur, så vi gemmer harpunen væk lidt, og vender os mod den klassiske fiskestang, for den kan nu også noget.

Her mærker du vinden i ansigtet, hører mågernes skrig og bølgernes klukken, mens der bliver tid til at udveksle et par bemærkninger med makkeren og drikke en kop kaffe. Når du står der, og småsludrer, kan du jo dele dine lystfiskerhistorier, og samtidig finde nye vinkler til dine egne, hvis du nu ikke får bid.

 

3. Ravsafari

I den nordiske mytologi er rav gudinden Frejas tårer.

Rav er størknet harpiks, der efter mange, mange år i havet skylder på land, men desværre er det nordiske guld, som ravet bliver kaldt, utrolig svært at finde.

Du har måske allerede forsøgt og på din tur langs stranden samlet den ene gule klump op efter den anden blot for at konstatere, at det var en sten. Igen. På ravsafarien er der ravgaranti, så der kommer du ikke til at gå tomhændet hjem, men du får også gode råd til, hvor og hvornår der er gode chancer for at finde rav på egen hånd. Så forhåbentlig vender ravlykken snart.

 

Naturoplevelser i Midtjylland

Midten af Jylland er et stykke af fastlandet, som man hurtigt kan komme til at krydse uden at standse op og undersøge, hvilke oplevelser, der gemmer sig her, fordi man hurtigt skal videre mod nord, syd, øst eller vest. Det må vi hellere lave om på nu, for der er mange naturoplevelser i Midtjylland, som sagtens kan måle sig med dem, du finder andre steder i landet. Se selv her.

 

1. Klatring i naturen

Op, op, op i trætoppene!

Nu bevæger vi os væk fra vandet et stykke tid og søger ind mod skovene, hvor der skal klatres i træerne. Der skal selvfølgelig være styr på sikkerheden, når man bevæger sig til tops, så først skal der tjekkes hjelm, seler, reb og karabinhager. Tjek, tjek, tjek, tjek. Og så kan turen begynde.

Det er ikke nødvendigvis det nemmeste i verden sådan at få styr på teknikken og koordinere hænder og fødder men efter et par forsøg, finder du ud af, hvor det er bedst at gribe fat, og hvordan du skal bruge armene. Og lad det være sagt med det samme: Du kan godt risikere at få sved på panden og ømme armmuskler.

 

2. Ballonflyvning

Se verden fra et nyt perspektiv i en luftballon.

En ballonflyvning er en naturoplevelse, som er lidt ud over det sædvanlige, men det er en oplevelse, som bare må prøves. Selvom adrenalinen muligvis pumper i blodet, så er tempoet alligevel roligt. Det er kun på de helt gode og stille sommerdage, at luftballonen bliver sendt til vejrs. Der er altså god tid til at tale om de ting, man ser, mens man flyver afsted.

Hele oplevelsen tager omkring 3-4 timer, heraf er der cirka 1 times flyvning. Efter flyvningen er der bobler og lidt godt til ganen, der er nemlig tradition for at holde en kort ceremoni efter flyvningen, hvor I får overrakt et ballonflyvningsdiplom.

 

3. Svæveflyvning

Svæv væk fra bekymringerne for en stund.

Hvis ballonflyvning er lige vildt nok til jer, så kunne det være, at I skulle booke en tur i en svæveflyver i stedet for? Når det kommer til svæveflyvning, så afhænger turens længde blandt andet af måden I bliver sendt op i luften på. Man arbejder med enten spilstart eller flyslæb. Ved flyslæb får man en længere tur en spilstart, da man kommer højere op i luften. 

Ved ankomsten får I en sikkerhedsbriefing og en introduktion til selve flyvningen. Derudover får I en gennemgang af flyets funktion og orientering om, hvordan svæveflyvning foregår, samt klargøring og flyvning. Så I kommer altså hjem med meget mere viden omkring svæveflyvning efter denne oplevelse i luftens tegn. 

 

Naturoplevelser i Nordjylland

Så er vi nået til toppen af Danmark, Nordjylland, der har ry for at være en lille smule tættere på himlen. I hvert fald er det nordligste Jylland kendt for sit særlige lys og sine mange solskinstimer, så der er nok god chance for, at naturoplevelser i Nordjylland er med solskin som baggrundstæppe. Det ville i hvert fald være dejligt, hvis det rent faktisk forholdt sig sådan, men selvom der ikke er solskinsgaranti, så er det alligevel værd at se nærmere på de her naturoplevelser.

 

1. På oplevelse i en RIB-båd

Der er fart på, når RIB-båden sejler afsted.

Forestil dig en gummibåd, en temmelig stor gummibåd, som har fastspændt to motorer med hver 300 hestekræfter. Hvis du kan forestille dig det, så har du nok en idé om, hvordan en RIB-båd ser ud.

Bådene kan sejle op til 110 km/t., så der er smæk på, når de sejler ud over vandet. Men hvad så med naturoplevelsen, når det går så stærkt? Sådan kunne man spørge, men bådene sejler ikke med topfart hele tiden, så der bliver masser af tid til at kigge ind mod land, opleve dyrelivet og se de andre skibe eller vindmøllerne tæt på.

 

2. Windsurfing i Klitmøller

Fart, vand og vind i håret.

Modvind på cykelstien. En paraply, der vender vrangen ud på sig selv. En jakke, som bare aldrig er tyk nok. Er du en af dem, der er træt af, at det altid blæser i Danmark, og ikke rigtigt kan se, hvad vinden kan bruges til? Så tag turen til Klitmøller, spring på windsurfingboardet og mærk, hvordan vinden bærer dig hen over bølgetoppene. Måske kommer du endda til at ønske dig flere vindblæste dage?

 

3. Sanketur med aftensmad i Madsmedjen

Naturen ved Jammerbugten er barsk, og vinden stryger med jævne ryk ind over landskabet og rusker op i den sandede jord. Men det betyder ikke så meget, for trods de hårde betingelser gror de spiselige planter og urter fint, og sankekurvene kan hurtigt fyldes og tages med tilbage til Madsmedjen. Her kan planter og urter omsættes til mad i de brændefyrede ovne, og når duftene stiger til vejrs, og maden skal spises, bliver du bænket på foran plankebordene og den brændefyrede ovn.

 

Naturoplevelser på Sjælland

Der er mange, som har den opfattelse, at Sjælland er storbyernes ø. Her rulles asfalten ud som et tæppe og græsset, markerne og naturoplevelserne er forvist til det mørke Jylland. Den opfattelse skyldes nok primært, at hovedstaden København bliver synonym med Sjælland for dem, der ikke bor på øen, og det er jo en skam, for Sjælland har mange naturoplevelser at byde på. Lad os se på et par stykker her.

 

1. Undervandsjagt

Drop fiskestangen & tag på jagt med harpunen.

Vi skal tilbage til havdyrenes domæne, men denne gang bliver det iført våddragt og med en harpun i hånden. Det er nemlig noget helt andet at jage under vand, end det er at stå på havnemolen med fiskestangen.

Når du jager fiskene på deres hjemmebane under vandet, skal du ikke vente på, at fiskene svømmer forbi fiskesnøren, og bider på krogen, men i stedet er du den aktive, der opsøger fiskene. Spørgsmålet er bare, hvor de gemmer sig? Heldigvis er instruktørerne garvede undervandsjægere så mon ikke, at de videregiver et par fifs, så der kommer fisk på bordet om aftenen.

 

2. Tangsafari

Hvordan smager tang?

Træk i badetøjet eller lån et par waders og kom med ud i vandet. Tang har i flere år været en eksklusiv råvare blandt de bedste restauranter rundt om i verden og her i lille Danmark. Det er bare ikke alt for meget viden, vi danskere har om havets spiselige grøntsager, men det er fremtiden og nutiden, så du kan lige så godt hoppe med på beatet og lære omkring de forskellige typer og smagsindtryk. Og så finder du endda ofte tang i din tandpasta og øl, som begge dele er noget, mange sætter stor pris på.

 

3. Havkajak

Sejltur i kajak er både udfordrende & afslappende på samme tid.

I Danmark har vi mere end 7000 kilometer kystlinje, og du er mere end velkommen til at udforske dem nærmere. Du har sikkert allerede gået ture langs stranden, men hvor tit ser du egentlig udsigten fra den anden side – altså fra havet og ind mod land?

Havkajakken tager dig med ud på åbent vand, og når du sejler rundt, mærker du tydeligt, hvordan bølgerne vugger eller hvilken vej strømmen trækker. Små ting som du ikke altid opdager på land, men som er med til at forstærke oplevelsen af at være tæt på naturen.

 

Mere inspiration til oplevelser i naturen

Unikke overnatninger i Norge

Læsetid: 6 min.

Faldskærmsudspring

Læsetid: 6 min.

Naturoplevelser i Danmark

Læsetid: 13 min.