Skal du en tur til Toppen af Danmark? Nordjylland kan noget helt særligt med frodige, oldgamle skove i syd til det berømte nordjyske lys i nord.

Her kan du få inspiration til nogle af de mange aktiviteter og oplevelser i Nordjylland.

 
 
 

Himmerland

Aktiviteter & oplevelser i Himmerland

Himmerland er det nordjyske område fra Aalborg i nord til Hobro og Mariager Fjord i syd.

Her finder du gamle og unikke skovområder som Rold Skov, golfophold på diverse resorts, vandreture, vikingehistorien på for eksempel vikingmuseet på vikingeborgen Fyrkat og smukke Mariager, som er kendt som Rosernes By.

Du kan også forkæle dig selv med en tur i spa på for eksempel HimmerLand, hvor spaafdelingen er fuldstændig nyrenoveret.

 

Aalborg

Aktiviteter & oplevelser i Aalborg

Aalborg, den gamle vikingeby, ligger ved Limfjorden. Ved den nye havnefront slår både lokale og besøgende sig ned til hyggesnak, is og en svømmetur i havnebadet. Du kan også nyde vandet i den hyggelige bådehavn i den vestlige del af byen.

Gå på opdagelse i Aalborgs mange aktiviteter fra de gamle, snoede gader til moderne kunst på Kunsten og lyden af løvernes brøl i Aalborg Zoo.

Du kan også tage en slentretur ned gennem Algade eller Bispensgade, hvor butikkerne og caféerne trækker folk ind til shopping og afslapning med god kaffe og mad.

 Maden spises på Aalborg Street Food, der har retter fra hele verden på menukortet, og hvor duften af krydderier blander sig med velkendte indslag som burger med fritter.

Kultur

Der er masser af kultur i Aalborg indenfor alt fra moderne kunst på Kunsten til live musik fra hele verden hos spillestedet og baren 1000Fryd.

Nordkraft er et kulturhus beliggende i et gammel kraftvarmeværk i den østlige del af byen, som før i tiden var fyldt med tung industri. Her finder du spillestedet Skråen, restauranter, biografen med de smallere film Biffen og meget andet kultur.

På havnefronten ligger  Musikkens Hus, hvor musikere og personligheder fra hele verden holder store kulturarrangementer. Ved siden af ligger Utzon Center, der har udstillinger om arkitektur og den lækre Restaurant Jørn. Stedet er opkaldt efter bysbarnet arkitekten Jørn Utzon, som blandt andet tegnede operahuset i Sydney.

Mad

Aalborg kan sagtens være med, når det kommer til mad i verdensklasse – og du finder spisesteder for alle lyster og pengepunge.

I vestbyen ligger Aalborg Street Food, der har retter fra hele verden på menukortet. Duften af krydderier blander sig med mere traditionelle dufte som friture fra boderne med burger med fritter.

tabu, restauranten på Vesterå i hjertet af Aalborg, er anbefalet i Michelinguiden for sit fokus på lokale råvarer i højeste kvalitet.

Du kan finde meget mere inspiration til spisesteder i Aalborg i vores madguide til byen.

 

Oplevelser i Aalborg

 

GoBoat med sandwich & kaffe

Hvis I har lyst til en anderledes oplevelse og til at se Aalborg fra en anden vinkel, kan I prøve de populære GoBoats.

Her sejler I selv rundt på Limfjorden og hygger jer i de miljøvenlige både.

Der er et bord i midten af båden, så det er et oplagt spot til at spise lidt frokost – for eksempel en sandwich fra den aalborgensiske, klassiske kæde Nadia’s , der har flere butikker, så det er nemt at tage med.

GoBoat er en oplevelse for hele familien, men er også sjovt for vennegruppen eller måske som en del af en polterabend i Aalborg.

 

Brunch på Penny Lane

I hjertet af Aalborg ligger caféen Penny Lane, hvor I kan nyde deres populære luksusbrunch i de hyggeligste rammer.

Penny Lane er en god blanding af café, konditori og bageri.

Derudover er indretningen sjov og uformel med mange ting at kigge på og fordybe sig i.

Luksusbrunchen er bestemt også klar til din fordybelse, så tag det gode selskab med og nyd nogle gode timer på Penny Lane. Velbekomme.

Oplevelser hos Penny Lane

 
 
 

Læsø

Aktiviteter & oplevelser på Læsø

Et godt stykke ude i Kattegat ligger Læsø som en grøn ø midt i det blå. Læsø Færgen skærer sig igennem bølgerne for at fragte indfødte og andre frem og tilbage mellem øen og fastlandet i Frederikshavn.

Rundt om Læsø ligger sandstrandene hvide og bløde, og skibene tøffer jævnligt ind for at lægge til kaj i Østerby og Vesterø, der er havnebyerne her på den største ø i Kattegat.

Det flade landskab, der kendetegner Læsø, fragter dig gennem hede, klit og mose og viser en varieret natur, hvor tranerne yngler, brune bier brummer og jomfruhummerne trækkes op af Kattegats kolde vand.

Tag rundt på Læsø til fods, på cykel eller på ryggen af en islandsk hest for at opleve den særlige natur på øen og de mange aktiviteter med saltsydning, kurbade og tangtage.

 

Læsø Kur med saltvand & saunagus

I Vesterø Havnekirke er lyden af orgelmusik erstattet af lyden fra det klukkende vand.

I dag er Vesterø Havnekirke nemlig blevet til Læsø Kur. Læsø Kur er Nordjyllands svar på Det Døde Hav, hvor behandlinger og bade er baseret på saltens gavnlige indvirkning på huden på grund af det høje indhold af mineraler og alger.

Læsø Kur tilbyder 3 forskellige saltbade, koldtvandskar, saunagus, udendørsspa med udsigt over Kattegat med mere.

Du kan læne dig tilbage i hvilestuen og i solhaven eller tage turen til toppen af kirketårnet for at slappe af, mens du spejder ud over havet.

 

Saltsydning som i gamle dage

Der er blevet sydet salt siden 1100-tallet på Læsø, og i dag er det stadig en af de helt store oplevelser, der forbindes med øen.

Salten sydes på samme måde i dag, som da produktionen begyndte i Middelalderen, for vandet til sydningen hentes stadig fra Rønnerne, og fremgangsmetoden er også den samme.

Det er gratis at opleve saltsydningen og høre saltsyderne fortælle, og det er uden tvivl en af de mest specielle oplevelser i Nordjylland, du kan prøve.

 
 

Skagen

Aktiviteter & oplevelser i Skagen

Skagen er charmerende med sine gule huse og røde tegltage med hvide kitninger.

De små gader snor sig ind og ud mellem gågaden og havnen, og bærer dig igennem byen.

Snyd ikke dig selv for de røde pakhuse på havnen til et frisk stjerneskud, friskbrygget øl og en Bryggerburger på Skagen Bryghus eller middag på det historiske Brøndums Hotel, hvor de berømte skagensmalere slog sig løs for 100 år siden.

 

Skagens Museum & skagensmalerne

Over for Brøndums Hotel ligger Skagens Museum, hvor skagensmalernes kunst er udstillet. Her kan du opleve de verdensberømte malere P.S. Krøyer, Anna og Michael Ancher og Holger Drachmann og deres helt særlige kunst med det smukke Skagenslys i hjertet af motiverne.

På museet kan du opleve de kendte værker og samtidig gå på opdagelse i de malerier, der ikke er nået ud i den brede befolkning, men som stadig har et kraftfuldt udtryk. Om sommeren kan det anbefales at drikke kaffe og spise en hjemmelavet bolle i museets hyggelige have, hvor også P.S. Krøyers atelier kan opleves.

Og så er det virkelig en oplevelse at overnatte på Brøndums Hotel, hvor familien Brøndum, som var store støtter for Skagensmalerne, da kunstnerkolonien samledes i Skagen i slutningen af 1800-tallet, boede og holdt til.

 

Grenen på toppen af Danmark

Hvad er det, der gør Grenen til noget særligt? Jo, det er her, at Kattegat og Skagerrak mødes.

Det er her, at de to have skyller ind mod land og lader deres bølger brydes i en kraftfuld styrkeprøve. Det er spidsen af Danmark. Så kommer du ikke længere nordpå, hvis du stadig vil være landfast og inden for den danske grænse.

Udsigten over det uendelige blå hav må siges at være essensen af Skagen, og selvom turisterne går tæt på en sommerdag, er et besøg på Grenen alligevel en af Nordjyllands største oplevelser.

Du vælger selv, om du vil gå derud fra parkeringspladsen eller tage Sandormen, som er en vogn trukket af en traktor, der tager dig direkte til det smukke naturvidunder.

 

Den tilsandede kirke

På toppen af Danmark er det vinden, der bestemmer. Selv på de stille dage smyger den sig omkring dig.

Træerne bøjer sig for vinden og vender vrangen ud på grenene, mens sandflugten buldrer ud over hedelandskabet og dækker alt på sin vej.

Det er den tilsandede kirke et bevis på. Her står kun kirketårnet tilbage som et stædigt monument. Resten af kirken er blevet gemt under sandet. Det er et helt særligt syn – både fra jorden og fra kirketårnet.

 
 

Hirtshals

Aktiviteter & oplevelser i Hirtshals

 

I Hirtshals på den nordligste vestkyst af Danmark flyder havet, havnen og byen sammen og bindes sammen af skulturen Trappen.

Hirtshals er en fiskerby, og duften af havvand skyller jævnligt ind over byen, hvor tørfisk hænger side om side, mens kutterne glider ind i havnen for at losse dagens fangst. Mågerne kredser omkring skibenes master, og restauratørerne sender lange blikke mod kasserne med fisk, for det er de kasser, der afgør, hvad der skal på aftenens menu.

Hirtshals Fiskehus køber fisk på auktionen om morgenen, så du om aftenen kan sætte dig til bords og spise en helt frisk, stegt rødspætte med smørssovs og persille.

Et andet sted i byen er det også de friske fisk, der er omdrejningspunktet, men hos Restaurant Abstrakt er der skruet lidt på alle knapper, så du kan få en ægte gourmetoplevelse her i det nordligste Jylland med minimum 20 serveringer.

Sikkert er det i hvert fald, at Hirtshals byder på oplevelser og aktiviteter med udgangspunkt i Nordjyllands maritime liv.

 

Nordsøen Oceanarium - på dybt vand

Havet, fiskene og det maritime liv spiller en stor rolle i Hirtshals, så derfor giver det god mening, at Nordeuropas største akvarium ligger her.

Nordsøen Oceanarium er kendt langt ud over Hirtshals’ bygrænse for det store Oceanarium, hvor Nordsøens fisk kan opleves i naturlige stimer, så du uden at få den mindste vanddråbe på tøjet kan gå rundt blandt sild, torsk og en enkelt klumpfisk.

Når du har set sælerne blive fodret og fulgt stimerne rundt i akvariet, er der mulighed for at spise medbragt mad eller købe i caféen, før turen igen går ned under havets overflade.

 

Hirtshals Fyr med udsigt over Skagerrak

Langs de danske kyster lyser fyrtårnene op i landskabet, så skibene kan navigere og trække væk fra land.

Hirtshals Fyr ligger ikke langt fra centrum, så det er en fin tur på gåben op til fyret, der ligger med udsigt over Skagerrak.

Har du meget energi i benene, kan du tage turen til toppen af fyret, hvis lys kan ses 25 sømil fra land.

I sommerperioden er der kaffe på kanden og hjemmebagt kage, der kan købes for en skilling hos fyrmesteren, som også gerne fortæller om fyrets lange historie.

 
 

Overnatning i Nordjylland

Der er mange oplevelser og aktiviteter i Nordjylland, men for at have energi nok til at kunne opleve det hele, kan det være godt at have et sted, man kan trække sig tilbage.

 

Hvalpsund Færgekro med gastronomi & natur

Hvalpsund Færgekro ligger med udsigt over Limfjorden, og der er kun få minutters gang til vandet, hvor du kan gå ture i strandkanten eller tage en svømmetur, hvis ikke vandet er for koldt.

Restauranten på Hvalpsund Færgekro sætter fokus på de lokale råvarer, så når du sætter dig til bords her, er det en bid af lokalområdet, der præsenteres på tallerkenen.

 

HimmerLand

Fra HimmerLand, hvor der er golf- og sparesort, er der kun 45 minutters kørsel til Aalborg, så det er oplagt at kombinere dit besøg med bylivets puls og afslapning i naturen.

Her kan du fordybe dig i Himmerlands vilde natur eller spille golf på den prisvindende golfbane, lige som du også kan bruge tid i spaafdelingen eller udfordre venner og familie til et spil bowling.

Der er mange aktiviteter, du kan give dig i kast med, hvis du tager en overnatning i Nordjylland på HimmerLand.

 

Hotel Amerika

Hotel Amerika ligger i Hobro, som er den mest sydlige del af Nordjylland.

Hotellet kan danne ramme om et besøg i den fantastiske natur i området, et besøg på den gamle vikingeborg Fyrkat eller en tur på golfbanen.

På selve hotellet skal du ikke snyde dig selv for en gourmetmiddag på hotellets lækre restaurant.

 

Se flere oplevelser i Nordjylland

 

Mere inspiration

Aktiviteter & oplevelser i Nordjylland

Læsetid: 11 min.

Polterabend i Aalborg og Nordjylland: 5 idéer til ham og hende

Læsetid: 11 min.

5 lækre weekendophold i Skagen

Læsetid: 8 min.