Vi skal på en lille tur gennem året fra januar til december for at finde ud af, hvilke indendørs aktiviteter, der passer til hver enkel måned. Vintermånederne er dvaletid, når frosten og kulden hænger i luften, og vi bliver nødt til at holde os indendørs. Det kalder på hyggelige aktiviteter og gerne med noget lunt at drikke til.

Men lige pludselig begynder foråret at røre på sig, planterne og dyrene titter frem fra deres skjul, og det samme gør vi, men der er stadig dage, hvor forårssolen svigter, og sommerferien svømmer over i regnvejrsdage, så vi må blive indenfor. I stedet for at kigge på regndråberne, der lander på ruden, kan tiden heldigvis fordrives med indendørs aktiviteter til solen igen, beslutter sig for at skinne.

Sommer. Efterår. Vinter. Forår. Der er noget charmerende ved hver årstid, og selvom nogle årstider sådan rent vejrmæssigt godt kan lægge en dæmper på de udendørs oplevelser, kan det også være hyggeligt at rykke indendørs i godt selskab. Tag med på en tur gennem de fire årstider og find ud af, hvilke oplevelser, der passer til de forskellige måneder.

 
 

Vinter – Indendørs aktiviteter i kulden

Vinteren byder på korte dage og lange nætter, så derfor rykker vi indenfor, mens kulden suser forbi. Tænder lys ude og inde, mens vi overbeviser hinanden om, at det kun er et spørgsmål om tid, før vintergækkerne og erantisserne igen titter frem fra jorden. De fleste af os håber at se sneflokke komme vrimlende, men de har det med at udeblive. Til gengæld rammer temperaturen frysepunktet dagligt og med en isnende vind, sender chillfaktoren kuldegraderne helt i bund mens de tykke jakker findes frem og kælkene køres i stilling.

December

Vinteren starter med årets sidste måned, når grangrenene og lyskæderne begynder at dukke op på matriklerne for at give lidt farve midt i alt det grå. Udenfor er det hele gået i dvale, så de indendørs aktiviteter for voksne og børn blomstrer i denne måned, når der skal klippes, klistres og bages, inden juleaften melder sin ankomst.

Julebag og hjemmebag er noget af det, de fleste forbinder med december. Mormors klejner, farmors pebernødder, mors æbleskiver og fars glögg. Nogle ting er bare klassikere, som man ikke skal lave for meget om på. Kringle, roulade og lagkage er også klassikere, som de fleste har et tæt forhold til på den ene eller den anden måde, så på et kagekursus lægges julebaget lidt til side for at gøre plads til de klassiske kager, som kan spises hele året rundt.

 

Januar

Januar er opkaldt efter den romerske gud Janus, der med sine to ansigter – et gammelt, et ny – kan se både frem og tilbage i tiden. Udenfor ligger jorden enten brun og smattet hen eller glimter af frost på træer og buske. Der sker ikke meget derude, så når du har hængt fuglekuglerne op, er det med at komme ind i varmen og få gang i nogle indendørs aktiviteter.

Nyt år, ny måned, ny start. Mange vælger at begynde året med kure, detox eller hård træning for at komme godt i gang. Men det er mindst lige så vigtigt at give kroppen en pause og lade musklerne slappe helt af. En lækker massage løsner spændinger, giver ny energi og sørger for, at kroppen er klar til alt det, du vil byde den i det nye år.

 

Februar

Solen begynder at stå højere på himlen i februar og med solens genkomst på himlen efter lang tid i skjul, kan man høre foråret kalde i næste måned. I jordbunden begynder de første grønne planter at bryde frem, stærene vender hjem efter deres solferie i syden og sanglærken begynder igen at nynne i trætoppene. Men det er stadig hundekoldt, så de indendørs aktiviteter trækker stadig mest, med mindre sneen ligger som et tykt tæppe over jorden og kalder på sneboldkampe!

Vintermånederne er lange og kolde, så varme er noget af det, man trænger allermest til, når vinteren går på hæld. På Ystad Saltsjöbad kan du få en forsmag på sommerens varme, for spaafdelingens varme bassiner sørger for at jage vinterkulden væk, og er du stadig lidt kuldskær efter et par timer her, kan du krybe sammen foran pejsen med en varm kop kakao eller en drink og nyde udsigten over Øresund.

 

Forår – Indendørs aktiviteter inden solen kommer

Foråret tør vintersneen og isen væk, og frosten begynder at løsne sit tag i jorden, som begynder at tø op og gøre plads til blomsterne i jordbunden. Kigger du op, begynder fuglene at flyve omkring i trætoppene, som skyder og sætter knopper, der kan springe ud når som helst.

 

Marts

I marts begynder fuglene at synge koncerter i trætoppene, og både hornugler, gråspurve og andet med næb hilser foråret velkommen. Det er også nu, at haveejerne begynder at kunne spottes rundt omkring i villahaverne, når de med stor entusiasme drømmer om nyklippede græsplæner og sommerblomster i krukker. Men det er endnu for tidligt at finde maskinerne frem, for der er stadig meget vand i jorden, så det er på med gummistøvlerne, hvis du skal ud.

Gummistøvlerne bliver der ikke brug for, hvis du kaster dig over denne indendørs aktivitet: destiller din egen gin! Det er noget, der kan tage tid, så kast dig over projektet i god tid, så du kan nå at få lavet en lækker portion gin!

 

April

Der er ikke lang tid til sommer, og du kan sikkert mærke, at solen nu begynder at have kraft og varme, hvis du vover sig ud på terrassen til en hurtig kop kaffe. Solbrillerne skal findes frem, haven skal gøres klar og dyrelivet begynder for alvor at røre på sig derude i naturen, hvor alting ikke længere er en sort/hvid stumfilm.

Noget andet, der også begynder at røre på sig i april, er lysten til at lære noget nyt. Foråret giver energi, og det er nu, at tankerne om nye oplevelser og små hverdagsforkælelser for alvor begynder at spire. Hvorfor ikke gribe chancen og dykke ned i kaffens verden? På et kaffekursus kan du lære at brygge som en barista, få styr på mælkeskum, espressoteknik og smagsnuancer – og samtidig nyde en dag i hyggeligt selskab. Byd foråret velkommen med duften af friskkværnet bønner og nye kaffekundskaber.

 

Maj

Maj er mild, sommeren kan næsten ikke komme tættere på, og dagene er lyse og lange. Fra sit vinterhi begynder pindsvinet at titte frem, og i skumringen sidst på aftenen kan du høre, hvordan det snøfter rundt på jagt efter snegle og biller.

Hvad kunne være mere oplagt end at trække stikket og nyde et ophold i en hyggelig trætophytte? Her får I mulighed for at glemme hverdagen og vågne til fuglesang og solopgang højt oppe blandt bøgetræernes kroner. Skulle vejret drille, er der også plads til indendørs aktivitet i hytten – hvad enten det er et brætspil, en god bog eller en god snak over en kop kaffe.

 

Sommer – Indendørs aktiviteter i regnen

Når sommeren er bedst, er den fyldt med lange, lyse dage, der indbyder til badeture ved havet, kroket i haven og grillaftener på terrassen og i parken. Fortovscaféerne fyldes op med gæster, der bestiller iskaffe og kolde drikke og på de ekstra varme dage, laves der isvafler i boderne, hurtigere end isen kan nå at smelte ned ad armen.

Juni

Den første sommermåned! Så er det tid til at komme udenfor, og især for de artige – og emsige – haveejere, der holder hårdt på, at hækken skal klippes inden Skt. Hans i slutningen af måneden, er juni velkommen. Desværre er sommer jo ikke ensbetydende med, at regnen ikke kigger frem en gang imellem, så når hækklipningen drukner i vand og gode undskyldninger, venter de indendørs aktiviteter på dig.

På regnvejrsdage er det godt at være beskæftiget med maling og pensel og give sig tid til at udforske malerteknikker på keramik. Her kan I lege med farver, mønstre og detaljer, mens I skaber jeres egne unikke kopper, skåle eller vaser. En hyggelig aktivitet, der giver ro og fordybelse – og et helt personligt minde at tage med hjem.

 

Juli

Juli er krybdyrenes måned, for nu har solen varmet jord og sten så meget op, at de kommer frem fra deres skjul for at sole sig. Fuglepar har nok at se til med at fodre deres sultne unger, og sommerferien begynder at have et godt tag i Danmark. Der er stille på arbejdspladserne i juli, og du glæder dig sikkert til, at det bliver din tur til at få ferie.

Læs også Weekendophold

Det kan næppe blive mere klassisk end at tage på badehotel i sommerferien, hvis du vil have den helt rigtige sommerferievibe. Gå en tur langs stranden, tag på opdagelse i sommerlandet eller svøm en tur i havet. 

 

August

Det er tid til at få høsten i hus, hvis du er bonde eller haveejer, så der skal krydses fingre for, at regnen ikke falder så tungt i denne måned. Fra slutningen af august fornemmer du sikkert også, hvordan efteråret begynder at rykke tættere på og en tur i skoven vil afsløre, at tiden for kantareller er kommet igen.

Tomaterne står solmodne og røde rundt omkring i haver og drivhuse, og krydderurterne sender deres dufte rundt i luften. Det er oplagt at plukke store håndfulde af det hele og gøre klar til et ordentlig måltid, som kan deles med venner og familie. Træk i forklædet og få inspiration til, hvordan årets høst kan omsættes til lækre retter på et madkursus.

 

Efterår – Indendørs aktiviteter i blæsten

Nu begynder bladene at gulne og falde af træerne, men før de giver slip på de mørke grene, viser de et flammende farveshow i gule, brune og røde farver, der lyser op i landskabet. Nogle dage er lune og sommerlige, andre står himmel og hav i ét i en rasende efterårsstorm, hvor den sidste rest af sommer jages på flugt.

September

Septembers himmel er så blå, og der kan godt gå et stykke tid, før måneden har fanget, at den er en efterårsmåned. Det bliver langsomt koldere, men der er også plads til at sidde ude i solens stråler. På himlen begynder fugleflokkene at samle sig i flokke, for det er tid til at trække mod varmere himmelstrøg igen.

September er den måned, hvor sommeren skal på glas. Alle de gode ting fra haven skal samles ind og forarbejdes, så du midt i den kolde vinter, kan åbne et glas marmelade, en krukke med syltede agurker eller en flaske rød saft og pludselig stå med duften af sommer i køkkenet. 

 

Oktober

Haveejerne er krøbet ind i varmen igen, og dyrene er begyndt at gå i hi og spise af deres vinterforråd. Nattefrosten begynder så småt at kigge frem, og dagstemperaturene søger langsomt mod nul, så nu må de indendørs aktiviteter findes frem igen. Vover du dig en tur i skoven, vil du høre kronhjortene brøle, og er du jæger, er det også tid til at finde jagttingene frem igen.

De mørke vinteraftener indbyder til hygge med film og spil derhjemme, men kan du løsrive dig et øjeblik, kan du faktisk selv træde ind i en nervepirrende thriller. I The Psychotic Janitor bliver du og dit hold sendt tilbage til 1985 under den kolde krig med en mission: at finde en harddisk med hemmelige NATO-dokumenter, gemt et sted i kælderen. I har kun 60 minutter, og imens lurer varmemesteren et sted i bygningen. Kan I holde hovedet koldt, løse gåderne og slippe ud i tide – eller bliver I fanget?

 

November

I november mærker man for alvor, at dagene bliver kortere, og mørket trænger sig på tidligere og tidligere. Decembers julelys er stadig langt væk, men vi begynder alligevel at rykke tættere sammen omkring de indendørs aktiviteter. Uden for sker der alligevel heller ikke det store, for naturen er klar til sin vintersøvn.

Så udnyt endelig, at efteråret ikke lokker med solskin, og giv dig selv lov til at forsvinde ind i en helt anden verden. Hos Limitless VR er det ikke længere nok bare at kigge ind i en skærm – her bliver hele kroppen en del af spillet. Med deres avancerede VR-trædemøller, Virtualizers, kan du bevæge dig frit i 360 grader og mærke adrenalinen pumpe, mens du kæmper side om side med dine venner. Uanset om I bekæmper en zombiehorde eller udfordrer hinanden i bueskydning, er taktikken, samarbejdet og jeres egne færdigheder afgørende for, hvem der står som vindere til sidst.

 

Hvad kan man lave på en regnvejrsdag?

Nogle har en yndlings måned eller en yndlings årstid, som de altid ser frem til, fordi der sker noget specielt på den tid. En fødselsdag måske eller de første varme solstråler eller måske årets første kop varme kakao, når efteråret banker på døren.

Mangler du mere inspiration? Find flere indendørs aktiviteter i Aarhus her og indendørs aktiviteter i København her.

Her i indlægget har vi kun udvalgt en lille brøkdel af de indendørs aktiviteter, vi har i kataloget, og står du stadig og mangler den helt rigtige oplevelse, synes vi, at du skal gå på opdagelse blandt alle vores indendørs aktiviteter, som du finder lige her. Her finder du indendørs aktiviteter for voksne og børn, så du lige gyldigt hvilken aldersgruppe, du mangler en oplevelse til, finder et stort udvalg

Nå ja, der er selvfølgelig også mange oplevelser, som skal prøves udenfor, og dem kan du selvfølgelig også finde hos Truestory.

Indendørs aktiviteter for voksne – Top 5

Vejret er ikke altid til at regne med her i landet, og lige som man havde planlagt en picnic under åben himmel, begynder skyerne at hænge faretruende lavt og før, man får set sig om, vælter regnen ned, så picnic ikke rigtigt er en mulighed længere. Skulle det ske, får du her vores top 5 over de mest populære indendørs aktiviteter til voksne. Måske det kan være et plaster på såret?

God fornøjelse!

1.  Prøv et kaffekursus hos La Cabra 

2. Tag på ølsmagning hos Taphouse

3. Start dagen med en luksusbrunch

4. Bliv mesterbager på et macaronkursus

5. Spis en anderledes middag til Dinner in the dark

Indendørs aktiviteter for børn – Top 5

Det kan være at sidde stille, når man er barn, og kan man ikke komme ud for at bruge noget energi under åben himmel, kan det hurtigt blive kedeligt. Især, hvis der er udsigt til regnvejr det næste lange stykke tid. For at få ventetiden til at gå lidt hurtigere, får du her vores top 5 over indendørs aktiviteter til børn. Så er der også noget at lave på en regnvejrsdag.

God fornøjelse!

1. Løs gåderne i et escape room

2. Prøv virtual reality

3. Få ømme armmuskler til klatring

4. Lav dine egne flødeboller på et flødebollekursus

5. Vær kreativ og mal din egen keramik 

 

Læs også

Oplevelser til vinteren

Læsetid: 3 min.

Oplevelser i efteråret

Læsetid: 3 min.

Byvandring & rundvisninger i Danmark

Læsetid: 9 min.