Guide til 6 danske øer
Overnatning, oplevelser & spisesteder
Hvis du vil gentage succesen fra de sidste par år og holde ferie i Danmark, så besøg de mange danske øer.
Vi guider dig igennem vores bud på seks smukke danske øer, som vi synes, du skal besøge.
Guiden indeholder alt fra praktiske informationer om transport og overnatningsmuligheder til sjove seværdigheder og lækre spisesteder.
Udover guiden til nogle af de danske øer, så kan du også finde inspiration til dit næste ø-hop eller blive klogere på, hvad et ø pas er nederst på siden.
Samsø
Samsø er en af de danske øer, som er et attraktivt feriemål, hvilket kan skyldes øens spisekammer, der stammer fra økologisk landbrug og i høj grad Samsø kartoflerne. Samsø er også kendt som solskinsøen, da der både er mere solskin, højere temperaturer og færre dage med nedbør end i resten af Danmark. Så hvis du tager på ferie på denne ø, så husk at medbringe solcreme!
Samsø er også helt unik, da det er Danmarks vedvarende energi ø, hvilket betyder den er selvforsynende af energi fra solceller og vindmøller. Derudover har øen et helt særligt iværksættermiljø.
Samsø færge
Den mest oplagte transportmulighed er selvfølgelig at tage færgen til Samsø. Der afgår to ruter mod øen, som sejler løbende.
Kom til Samsø ved at sejle fra Kalundborg til Ballen på Sjællandsruten. Overfarten tager 90 minutter.
Det er også muligt at sejle fra Hou til Sælvig på Jyllandsruten. Overfarten tager 60 minutter.
Hvis du ejer en båd er det også muligt selv at sejle til Samsø og lægge til i en af de tre lystbådehavne, der er på øen. Du kan lægge til i Ballen, som er øens største lystbådehavn og hvor der altid er liv. Du kan også lægge til i Langøre Havn, som ligger på den nordlige del af Samsø. Den tredje mulighed er Mårup Havn, som ligger i det nordvestlige hjørne af øen.
Det er endda også muligt at flyve til den solrige danske ø.
Seværdigheder på Samsø
Der findes et hav af ting man kan lave på Samsø, som passer til enhver smag!
Cykel- og vandreruter
Hvis du gerne vil være aktiv mens du er på ferie, så er der en række forslag til cykelruter og vandreruter du kan tage på.
Falkecenter Samsø - Bliv klogere på rovfugle
Eskevej 4, Permelille, 8305 Samsø
Hvis rovfugle fascinerer dig skal du ikke misse chancen for at se dem helt tæt på hos Falkecenter Samsø. Her har du mulighed for at se ørne, ugler, falke og høge på nært hold, samt en lærerig formidling af de forskellige rovfugle. Det er en aktivitet, der fanger alle uanset alder og køn.
Samsø Jazzfestival
Du har nok hørt om Danmarks hyggeligste festival bedre kendt som den populære Samsø Festival, hvor folk stimler til øen i uge 29. Men hvis du er til de lidt mindre forsamlinger, så skal du deltage i Samsøe Jazzfestival. Her står programmet på højt kunstnerisk niveau og stilistisk diversitet fra etablerede navne og yngre talenter fra øen.
Gode lokale råvarer
Samsø Hallen, Marsk Stigsvej, 8305 Samsø
En kartoffelmad er ikke bare en kartoffelmad på Samsøe. Der afholdes nemlig en konkurrence “Samsøs bedste kartoffelmad”, hvor en række af øens restauranter dyser om at lave den bedste kartoffelmad af øens råvarer, som bedømmes af et dygtigt dommerpanel. Du har mulighed for at opleve samsk hygge og samvær kombineret med kogekunst på højt plan. Du kan med fordel også selv tage et smut forbi de spisesteder, som deltog i konkurrencen fra 2019, og selv bedømme om det var den rigtige kartoffelmad der vandt.
Sams Island Distillery
Du har også muligheden for at opleve Samsø på flaske hos Sams Island Distillery, hvor de tilbyder rundvisning og smagsprøver. På rundturen kan du blandt andet blive klogere på hvordan man laver gin, hvordan man arbejder med de lokale råvarer samt røverhistorier fra de to iværksættere.
Overnatning på Samsø
Samsø Shelters - Sov under åben himmel
Toftebjerg Hovedgade 4, 8305 Samsø
Hvis du drømmer om at cykle eller vandre den danske ø rundt med Trangiasæt og sovepose, så er det også muligt at sove under en stjerneklar himmel hos Samsø Shelters. Udover Samsø Shelters, så findes der tre andre udendørs overnatningspladser på øen, som du kan se på udinaturen.dk ved at zoome lidt ind på kortet.
Vesborg Fyr - Bølgebrus og havudsigt
Hvis du vil vågne op til bølgebrus og havudsigt så langt øjet rækker, så har du en unik mulighed for at leje en charmerende feriebolig ved det historiske Vesborg Fyr. Det er muligt at leje Udsigtspavillonen, Fyrassistents Bolig, Fyrmesterhuset i stuen eller på 1. sal.
Yduns Have - Få lidt skidt under neglene
Hvis du har brug for et afbræk fra den travle hverdag i bybilledet, så tag på bondegårdsferie i en af de seks træhytter som Yduns Have udlejer. Yduns Have er et lille økologisk landbrug på Samsø, hvor der dyrkes mere end 100 forskellige sorter af grøntsager, som også sælges i gårdbutikken. Du vil være omgivet af økologiske marker, god plads til at boltre sig, røg fra bål og rendyrket landidyl. Træhytterne er nærliggende Stavns fjord og placeret centralt på øen.
Ballen Badehotel
Hvis du vil se en ildrød solopgang over stranden i Ballen hver morgen, så skal du tjekke ind på Ballen Badehotel. Der er både mulighed for at leje værelser, lejligheder og huse samt spise i Restaurant Behrnt, der serverer en menu med lokale råvarer. Derudover byder Ballen på den største lystbådehavn og masser af restauranter, butikker og indkøbsmuligheder.
Gode spisesteder på Samsø
Samsø er en madø og der er derfor rig mulighed for at finde et væld af gode spisesteder på den danske ø.
Samsø Madsnedkeri
Et af stederne er Samsø Madsnedkeri, som deltog i konkurrencen “Samsøs bedste kartoffelmad” i 2019. Prøv deres hjemmelavede fritter, hvor kartoflerne er dyrket på den lokale Langemarksgaard. Du har også mulighed for at få en bid af Samsø med hjem eftersom Madsnedkeriet har et bredt sortiment af delikatesser fra Samsø Landkøkken.
Casa Tua - Bliv nedkølet i sommervarmen
Hvis du har brug for en pause på en varm dag på solskinsøen, så kig efter et lille lyserødt ishus, Casa Tua – divine ice cream, ved Nordby Landevejen. Her kan du få velsmagende og hjemmelavet is.
Yduns Have - Lokalt og økologisk
Hvis du selv vil stå for madlavningen, så handel fra de små lokale boder som de øvrige samsinge. Yduns Have har også en gårdbutik, hvor de sælger stor variation af økologisk hjemmeavl.
Kort over Samsø
Hvis du vil vide mere om Samsø eller se et kort over den danske ø, så find det her.
Endelave
Du har måske hørt nogle slynge ud, at Endelave også går under navnet “Intet at lave”, men der tager de grueligt fejl! Endelave blev kåret til Årets Ø i 2020 og der er et væld af aktiviteter og liv på øen.
Endelave er kendt for sine vilde kaniner og i de perioder, hvor der er flest, kan man se dem overalt, og det sætter et særligt præg på øen.
Endelave færge
Det mest oplagte transportmulighed til øen er med færgen. Endelave færge sejler dagligt mellem Endelave og Snaptun færgehavn. Overfarten tager ca. 60 minutter.
Seværdigheder på Endelave
Kulinarisk Tangsafari med Nordisk Tang
Endelave Havn 1, 8789 Endelave
Tag med Nordisk Tang på en kulinarisk tangsafari, hvor du vil opleve, at tang altså ikke bare er tang. Hos Nordisk Tang bruger de kun tang fra Norden, og tangen bruges i alt fra pesto, til øl til sennep. Tang kan tilføre retter både smag, salt, konsistens og hjælpe til at fremhæver andre smagsoplevelser. Alle disse smagsnuancer kan du stifte bekendtskab med på denne kulinariske tangsafari, hvor du efter en intens jagt på de bedste planter i vankanten, går i køkkenet og kokkererer en tanggourmet. Så træk i gummistøvlerne og tag med på kulinarisk tangsafari i vandkanten langs kysten.
Snapserute
Tag på kryddersnapserute og oplev den smukke natur på den danske ø. Du vælger selv den rute du vil vandre eller cykle rundt, hvor du undervejs kan plukke vilde planter til fremstilling af din egen kryddersnaps. Du kan let downloade en folder, så du sikre dig at undgå de giftige planter, samt finde snapseopskrifter og gode råd om snapseurter.
Kaninoen
Du har måske hørt om den lange pilgrimsrute Caminoen i Spanien. På Endelave kan du gå Kaninoen, opkaldt efter de mange vilde kaniner på øen. Du kan gå fire af de afmærkede vandreruter, hvor den længste er 21 km og den korteste rute er 3 km – ligemeget hvilket rute du vælger skal der nok være garanti for at se nogle af de vilde kaniner.
Overnatning på Endelave
Louises Pensionat - Hyggeligt bindingsværk fra 1777
Hvis du vil vågne op i det charmerende, gule bindingsværkshus med stråtag, som ligger centralt i Endelave by, så skal du booke værelse på Louises Pensionat. Pensionatets motto er; genbrug, socialt engagement og kvalitet der taler til hjertet.
Endelave Kro og Gæstgiveri
Hvis du ønsker at blive vartet op og smage på hjemmelavede pølser, leverpostej og rugbrød, som dine bedsteforældre måske lavede det, så skal du leje et værelse på den hyggelige gamle kro.
Kærhuset - Plads til hele familien
Hvis du skal afsted med at større flok af venner eller familie, så er der masser af plads at boltre sig på hos Kærhuset.
Gode spisesteder på Endelave
Restaurant Os - Menu der skifter, som vinden blæser
Oplev Nordisk gastronomi og lækre naturvine hos Restaurant Os i Lægeurtehaven på den danske ø. De har ikke et fast vinkort, men fokuserer på sjove og skæve vine med den rigtige historie bag fra små producenter. Menuen består af lokale råvarer i sæson og hvad der nu ellers kan sankes på Endelave – så du kan godt forvente at se hyldeblomst, ramsløg, strandbeder og strandkål indgå i menukortet.
Kort over Endelave
Hvis du vil vide mere om Endelaves mange kaniner eller se et kort over øen, så find det her.
Rømø
Rømø er en af de danske øer, som er forbundet med fastlandet via Rømø-dæmningen. Øen er kendt for sine mange naturoplevelser med det storslåede Vadehav, hvor der findes oplevelser for enhver smag. I Vadehavet finder du alt fra Vadehavsøsters, sæler og det smukke syn af Sort Sol.
Transport til Rømø
Det er muligt at køre i bil eller med bus til øen via den 9 km lange Rømø-dæmning. Hold dig opdateret på busafgangene med Rejseplanen.
Seværdigheder på Rømø
Strandsurfing med OurStuff - Vind i kinder og sejl
Der findes næppe nogen bedre måde at nyde den danske strandsæson på end med vind i sejlene, fart i hjulene og udsigt til perfekte, brede sandstrande! Så tag til strandsurfing, en aktivitet for hele familien. Alle kan være med, uanset om du er 3 år eller 70 år. Med strandsurfing for 2 personer kan I nemlig være en voksen og et barn på strandsurferen. Tempoet styrer I selv, og de dygtige instruktører sikrer jer en tryg og sjov dag på stranden.
Sælsafari i Vadehavet med Sort Safari
Det største rovdyr i Vadehavet er sælen, og kombinationen af sælernes fredning og den enorme mængde liv i Vadehavsområdet har sørget for, at der i der er omkring 35.500 spættede sæler i hele vådområdet. Kom tæt på de solslikkende sæler på sandbankerne, når du stiger ombord på Rømø-Sild færgen og sætter kursen mod en af Vadehavets perler. På turen vil der også blive mini-trawlet efter krabber, rejer, østers, søstjerner og småfisk, der både kan ses, røres og smages.
Læs mere og book oplevelserne her
Østerssafari med Sort Safari - Rømøs spisekammer
Når tidevandet trækker sig tilbage, og den rislende lyd af vand har fortaget sig, åbnes Vadehavets bug, og for en tid får du lov til at gå på jagt i det overdådige spisekammer. Østersene finder du i overflod, og de kan spises direkte fra havbunden. Hvis du har mod på det, kan du også gå på jagt efter både sandmusling, knivmusling og hjertemusling.
Oplev Sort Sol
Skærbækcentret Storegade 46-48, 6780
Blot 12 minutters kørsel fra Nørre Tvismark på Rømø kan du mødes med en erfaren guide, som tager dig med ud på en magisk naturoplevelse med solnedgang.
De flyver og basker, dykker og stiger, danner ringe og formationer og pludselig falder de til ro og solen vender stille tilbage, indtil den synker ned i horisonten. Det er sort sol, der flyver ind over landet, og imens det står på, er det næsten som om, at solen bliver formørket. Stærenes ’godnatdans’ er en naturoplevelse, som ikke kun ornitologer bør unde sig selv.
Overnatning på Rømø
Rømø Familie Camping
Hvis du skal nyde sommeren sammen med familien på den naturskønne ø, så kan I bo på Rømø Familie Camping, hvor der er masser af aktiviteter for både store og små. På campingpladsen finder du en række faciliteter såsom campingvogne eller hytter til udlejning, minigolf, legeplads, TV-stue og meget mere. I højsæsonen på øen bliver der arrangeret snobrød med børnene omkring bålstedet, som er ganske gratis. Det er også muligt at medbringe egen hest efter aftale.
Danhostel Rømø - charmerende kommandørgård
Hvis du vågne op hver morgen til duften af hjemmebag i morgenbuffeten, så skal du leje et værelse på Danhostel Rømø. Det har været vandrerhjem siden 1948, samme år som Rømø-dæmningen blev bygget og er indrettet i en gammel kommandørgård fra 1700-tallet. Danhostel Rømø er omringet af naturskønne omgivelser med gåafstand til vandet og tæt på Havneby.
Gode spisesteder på Rømø
Cafe Fru Dax
Lakolk Butikscenter 7, 6792 Rømø
Næsten ligegyldigt hvilken tid på døgnet det er, så kan du smutte ind på Cafe Fru Dax og få et lækkert måltid. De har nemlig et bredt udvalg af både morgenmad, brunch, frokost og aftensmad, som er veltilberedte med friske råvarer og tilsat hjemmelavede ingredienser. Der er tilmed også et stort udvalg af glutenfri og vegetar venlige retter. I 2019 fik cafeen prisen som Danmarks Bedste ishus.
Hattesgaard Cafe Antik & Genbrug
Hvis du skal have lidt til den søde tand på den danske ø, så sving forbi Hattesgaard Cafe Antik & Genbrug. Her kan du få et overdådigt sønderjysk kaffebord med alt fra kæmpe marengs, rugbrødslagkage, cheesecake, jordbærtærte til kiksekage – og selvfølgelig også friskmalet kaffe eller velduftende the, som skænkes i gammeldags porcelænskopper. Cafeen er indrettet med antik og brugskunst, men du kan også nyde omgivelserne på terrassen med udsigt over vadehavet.
Kort over Rømø
Hvis du vil vide mere om Rømø eller se et kort over øen, så find det her.
Læsø
Læsø er en af de danske øer, som er velsignet med råvarer fra både havet, skoven og marken. Læsø er kendt for sine mange smagsoplevelser, som du både selv kan sanke eller få serveret.
Øens rigdomme består blandt andet af sydesalt som produceres efter samme principper som i middelalderen, svampeparadis med kantareller, friskfanget fisk året rundt og ikke mindst Læsøs jomfruhummere.
Læsø færge
Kom til øen ved at sejle med færgen fra Frederikshavn til Læsø. Overfarten tager 90 minutter.
Seværdigheder på Læsø
Jomfruhummerfestival
Læsø er ikke kun kendt for salt og solskin, men også for jomfruhummere. På øen afholdes der sågar en Jomfruhummerfestival som du ikke må gå glip af, hvis du befinder dig på Læsø i den første lørdag i august måned, hvor festivalen årligt afholdes. Deltagerne konkurrerer individuelt og ideen er at Jomfruhummeren skal være hovedingrediens og de øvrige råvarer er lokale fra den danske ø.
Læsø Kur
Vesterø Havnegade 28, 9940 Læsø
Nyd en dag i selvforkælelsens tegn med wellness og spa i Læsø Kur. Kurstedet holder til i den tidligere Vesterø Havnekirke, som i dag er ombygget til kurbad. Her baseres bade og behandlinger på den salt, som Læsø er så berømt for, og lægger sig samtidig i forlængelse af historien om det moderne, nordiske kurbad.
Læsø Saltsyderi - Hvidt guld
Læsø salt er et værdsat gastronomisk krydderi, der udvindes ved inddampning af salt grundvand. Læsø Saltsyderi tilbyder foredrag i Sydehytten, hvor du kan høre mere om hvorfor øens salt er helt unikt. Du har også muligheden for selv at syde dit eget Læsøsalt og tag endelig et smut forbi Saltboden, hvor du blandt andet kan købe et håndlavet og unikt saltkar, som brændes med salt fra øen.
Overnatning på Læsø
Østergård Kultur B&B
Hvis du drømmer om et sted i høj kvalitet med ro til at være dig selv og afslapning, samt at spise morgenmad i et stort orangeri, hvor værtinden kommer dig smilende i møde og spørger om du ønsker et blødkogt æg, så skal du overnatte på Østergård Kultur Bed & Breakfast. Her består morgenbordet af lækre hjemmelavet boller, pålæg, honning fra øen og alt andet der gør en buffet til en oplevelse.
Hotel Havnebakken - Havgus og Havnestemning
Havnebakken 12, 9940 Vesterø Havn
Hvis du vil følge med i fiskerne som sejler ude i horisonten, Læsøfærgen der kommer og går og de flotte solnedgange mens du du drikker et glas vin, så skal du indlogere dig på Hotel Havnebakken. Hotellet ligger et stenkast fra færgelejet og få minutters gang fra en af øens bedste familievenlige strande.
Gode spisesteder på Læsø
Læsø Is - Frisk hjemmelavet is så fuglene synger
Få en god smagsoplevelse og bliv samtidig nedkølet i varmen hos ismageriet Læsø is i Storhaven. De elsker at eksperimentere i ismageriet med nye råvarer fra øen og smagsvarianter, så det er ikke ualmindeligt at du kan købe en kugle tangis med lokal tang, hybenrose sorbet eller Lakridsis med læsø salt. Foruden is, så er Storhaven en oplevelse for alle, hvor der også er en hyggelig gårdbutik, café og søde klappedyr.
VesterØL - En gastronomisk oplevelse
Havnepladsen 5, 9940 Vesterø Havn
Hvis du vil prøve en smagsoplevelse lidt ud af det sædvanlige med lokale råvarer fra Læsø, så skal du reservere bord hos VesterØL. Her bliver der serveret en ny menu hver uge med kreative smagssammensætninger og farverigt blomsterdrys på alle retter, samt surgærede øl og naturvine.
Kort over Læsø
Hvis du vil vide mere om Læsø eller se et kort over den danske ø og hvilke seværdigheder der ellers er, så find det her.
Nekselø
Nekselø er en af de fredet danske øer med blot 16 indbyggere og en længde på 6,7 km. Øen er kendt for sine klokkefrøer, som er blandt de mest truede dyrearter i Nordeuropa. På en lun sommeraften kan du ikke undgå at høre den karakteristiske dybe syngende klokkelignende lyd over søerne.
Så hvis du vil tage en pause fra hverdagen eller blot på en endagstur, så egner Nekselø sig bestemt til dette.
Nekselø færge
Nekselø færge sejler fra Havnsø, som ligger ca. 1 times kørsel fra København. Overfarten tager ca. 20 minutter.
Seværdigheder på Nekselø
Vandreruter
Du skal ikke regne med at støde på en kro, et museum eller lignende på den danske ø. Nekselø er en oplevelse i sig selv med en helt unik natur med sjældne blomster og rigt fugleliv. Så hop i vandreskoene og følg enten den brune eller grønne natursti rundt om den idylliske ø.
Rundtur - Barndommens ø
Det er også muligt at komme på en rundtur med Gitte Slots, der er vokset op på øen, som kan fortælle alt om Nekseløs historie, flora og fauna.
Lydfortællinger
Hvis du selv drager på eventyr på Nekselø kan du for en kort stund tage en pause fra fuglefløjten og lytte til de tre lydfortællinger om øen, fortalt af nekseløboerne selv. Her finder du en fortælling om et historisk emne, én om naturen og én om folkesagn der egner sig til børn.
Overnatning på Nekselø
Færgebo - Stilhed og bølgebrus
Hvis du ikke kan få nok at Nekselø og har lyst til at nyde samvær på den stille ø, så er der mulighed for overnatning i Færgebo.
Gode spisesteder på Nekselø
Der er ingen spisesteder eller indkøbsmuligheder på Nekselø, så du skal selv huske at medbringe en frokostkurv. Offentlig toilet og drikkevand findes ved havnemolen.
Kort over Nekselø
Hvis du vil vide mere om Nekselø eller se et kort over øen, så find det her.
Drejø
Drejø er en af de danske øer med en stor naturoplevelse med frodige marker, blomsterflor og et rigt fugleliv. Grundet det lave vand samt ålegræs engene omkring Drejø, er der gode betingelser for fisk og derfor også gode chancer for fangst med en fiskestang.
Drejø er blandt andet kendt for den store brand der udbrød under Sankt Hans aften i 1924, hvor kun ganske få bygninger ikke brændte ned til grunden. En af de ældste gårde på øen, som overlevede branden, giver et indblik i hvordan Drejø by så ud inden den fatale Sankt Hans aften.
Drejø færge
Sejl til den danske ø med færgen fra Svendborg til Drejø, kun afbrudt af et kort stop på Skarø. Overfarten tager 75 minutter.
Seværdigheder på Drejø
Gl. Elmegaard - Ægte Morten Korch stemning
Gammel Elmegaard var en ud af to gårde, som overlevede branden på Drejø i 1942. En stor del af gården er egnsmuseum, hvor du kan komme med på rundvisning og blive klogere på livet på Drejø, samt se hvordan byen så ud inden branden.
Den gamle Smedie - Rundtur i traktor
Den Gamle Smedie ligger nede ved Drejø mose, hvor du på en stille sommeraften kan høre de tusindvis af frøer, som næsten lyder som om det er træerne der synger. Det er også herfra du kan tage på traktortur, hvor du vil se det meste af Drejø, samt gøre holdt flere af stederne og få en lille fortælling med på vejen. Du kan både komme med på et hel- og halvdags arrangement.
Gammel Havn
Gammel Havn er den oprindelige gamle handels- og fiskerihavn på Drejø. Midt på havnen står et rødt skur, hvor verdenssituationen vendes i ny og næ over en kold øl. Havnebassinet har en dybde på kun 2 meter og de fineste forhold til sejlere og kajakker.
Wellness Glamping & Rundflyvning over Danmark
Vornæs Skovvej 14 & Flyvervej 35
Hvis du vil se Drejø oppefra, så har du mulighed for det i Tåsinge. Oplevelsen ligger ca. 1 ½ times transporttid fra Drejø.
Overnatning på Drejø
Shelterpladsen - Drejøs bedste badested
Hvis du er heldig og vil opleve at få uventet besøg af Drejøs vilde dådyr, så skal du slå telt op eller booke en overnatning i et af de mange shelters for enden af Bækskildevej. Ikke langt fra shelterpladsen er der den fineste strand med badebro og på shelterpladsen er der adgang til brænde og bålplads.
Få et samlet overblik over hvilke andre shelter- og teltpladser der er på Drejø.
Gode spisesteder på Drejø
Gl. Elmegaard - Ægte Morten Korch stemning
Efter en rundvisningen på Gammel Elmegaard kan du sidde i skyggen af en parasol i den smukke rosenhave, mens du nyder en kop kaffe og kage ved de rødternede duge.
Kort over Drejø
Hvis du vil vide mere om Drejø eller se et kort over øen, så find det her.
Ø hop til de danske øer
Du behøver hverken at tage til Thailand eller Grækenland for at tage på et fantastisk ø hop, for det kan også lade sig gøre i Danmark, hvilket mange danskere fik øjnene op for i sommeren 2020 – og hvis det bliver 25 grader og solskin, så bliver det da ingen sag at gøre det til sommer igen!
Der er 72 beboede danske øer, hvor man selv kan tage færgerne rundt på de forskellige øer, men det er også muligt at at købe en billet til et ø hop.
Det sydfynske øhav - Den mest typiske ø hop rute
Start ø hoppet i enten Rudkøbing, Svendborg eller Faaborg
Tag på ø hop i det sydfynske øhav, hvor skibet Sea Hawk henover sommerferien forbinder de syv øer; Strynø, Bjørnø, Lyø, Avernakø, Skarø, Drejø og Hjortø. Det er også muligt at sejle med de andre færger fra hver af de danske øer.
For at tage på ø hop bestiller du blot en billet, så du kan besøge så mange øer du lyster i det Sydfynske øhav. Billetten gælder i op til 7 dage og det er muligt at købe tillægsbillet, hvis du ønsker ø hoppet forlænget.
Ø hop billet & priser til det sydfynske øhav
-
Voksen koster 240 kr
-
Barn koster 120 kr
-
Medbragt cykel koster 40 kr
Source: Læs mere om tillægsbillet
Det østjyske øhav - Planlæg selv et ø hop
Guiden har allerede berørt to af de danske øer, nemlig Samsø og Endelave, men du kan også besøge de andre nærliggende øer i det østjyske øhav. Der er tale om de tre andre danske øer; Tunø, Alrø og Hjarnø. Planlæg selv dit ø hop med færgerne fra fastlandet til øerne.
Læs selv mere om kæmpe tarteletterne på Alrø, det kombinerede kirke- og fyrtårn på Tunø og hvordan du kan tage cykelfærgen fra Hjarnø til Alrø.
Den jyske vestkyst - Planlæg selv et ø hop
Hvis du gerne vil besøge Danmarks største nationalpark, Vadehavet, med storslået naturområder, så er det oplagt at besøg Vadehavsøerne. Der er tale om fire øer, som ligger på den Jyske vestkyst; Rømø, Fanø, Mandø og Langli. Planlæg selv turen med færge til Fanø, Mandø og Langli, mens du kan køre til Rømø.
Du kan også læse guiden om de danske nationalparker, hvor du kan finde inspiration til dit næste besøg ved Vadehavet.
Læs også Guide til de danske nationalparker
Ø hop i Limfjorden på Puch Maxi
Fabjergkirkevej 47, 7620 Lemvig
Du kan også tage på et anderledes ø hop i Limfjorden på Puch Maxi. Turen er ca. 80 km lang og byder på himmel, hav, hedesletter, frokost og forfriskninger. Turen går til Venø, hvor I skal med landets kortest færgetur. Undervejs kommer I forbi Danmarks mindste kirke og Venø Kro, hvor I kan smage den udsøgte egnsret “Venø-bøffer”. Efterfølgende går turen mod Humlum Camping, som er kendt for Danmarks største is. Når isen er spist, kan maxierne fortsat trille rundt i landeste nyeste UONESCO certificeret “geopark Vestjylland”, hvor udsigten og landskabet bestemt ikke fejler noget. Herefter går turen tilbage til fastlandet i højeste gear.
Ligegyldigt hvilken ø hop rute du vælger til de danske øer, så er det oplagt at få fat på et ø pas!
Ø pas til de danske øer
Mange kender til rejseguiden “Turen går til (indsæt selv drømme destination)”, når man drager mod nye eksotiske rejsemål. Men har du hørt om ø passet?
I ø passet, som fungerer som en mini guide, finder du oplysninger om 39 danske øer, hvor du kan læse alt om færgeruter, antal beboere, øernes størrelse og meget mere. Det er den perfekte følgesvend når du begiver dig ud på ø hop eller blot vil se nærmere på hvilke ø perler der er i Danmark.
I ø passet kan du samle på stempler i form af små “ø silhuetter”. En perfekt anledning til at konkurrere lidt med familien eller venner om hvem der har besøgt flest af de danske øer.
Du kan let selv bestille et ø pas.
Ferie i Danmark
Læs mange af de andre guides for at finde inspiration til hvad du kan lave, hvis du holder ferie i Danmark.