Til den ene side kaster bølgerne sig ind mod kysten med et sønderrivende brøl, viser tænder med hvide toppe, trækker sig tilbage, frem igen, tilbage. Vinden suser om ørerne, river en måge omkuld, og sender sandflugten ind over landet. Til den anden side skvulper bølgerne blidere i strandkanten og ruller i bløde bevægelser ind over landet. En vibe flakser rundt under åben himmel, og sender sine skrig ud over landskabet, mens landmanden kører over marken, vender plovfurerne, sår kornet og høster de gyldne aks.

Thy er kontrasternes egn. Her mødes Vesterhavets rå natur med Limfjordens smulte vande, sandede klitter med grønne fortidshøje, vinterkulde med bløde strejf af sommer. Men det er, når kontrasterne samles, at Thy træder tydeligst frem.

Under de lyse nætter.

Begyndelsen

⭐ 3-stjernet hotel

🏠 32 værelser

🚗 Gratis parkering

I 1882 skar skinnerne sig stålblanke gennem Thy og førte med kul og damp moderniteten med tog direkte til Hurup. Ved stationen på Jernbanegade rejste sig hurtigt en kro, der åbnede dørene for de togrejsende, og som godt og vel 30 år senere blev til Hurup Missionshotel. Indtil 2004. Med ambitionerne om at samle Thys kontraster på ét sted købte Michael Thinggaard det gamle hotel og begyndte at bygge Hotel Thinggaard op.

I dag folder de mange fortællinger, muligheder og oplevelser, som er med til at male billedet af egnen, sig ud på Hotel Thinggaards palette af ophold i Thy. Kunst og kultur. Spa og wellness. Naturoplevelser. Gastronomi. Aktive oplevelser med høj puls. Hotel Thinggaard giver sine gæster mulighed for at opleve områdets kontraster, der samler sig under de lyse nætter – selv på de råkolde vinterdage.

Mødet med kontrasterne

Lyset vælter pludselig ind, når de gamle historielag bliver skrællet af, og fortiden med et træder frem i nutiden. Sådan var det også, da Michal Thinggaard overtog det gamle missionshotel, for overalt kiggede kuriøse detaljer frem, der fortalte historier fra en svunden tid.

Det var derfor en fin balancegang at istandsætte hotellet, der trods alt var ét af egnens ældste, for Hotel Thinggaard skulle både leve op til de moderne forventninger, man har, når man tager på et ophold i Thy, men samtidig måtte der også tages højde for den nostalgi, der lå i lokalerne. Hovedbygningen på Hotel Thinggaard er fredet, så der har været mange overvejelser i renoveringsprocessen – men det lykkedes.

I dag slynger trappen sig fra første sal og fortæller én historie, de høje, hvide paneler en anden, lofterne med lysekronerne en tredje og sildebensparketten sætter et fjerde fodaftryk på vejen gennem hotellet. Et ophold på Hotel Thinggaard er derfor også et møde med kontrasterne, der træder frem i sammensmeltningen af det eftertragtede moderne og fortidens nostalgi.

Kom tæt på kulturen

💥 42 km. til Bunkermuseum Hanstholm

🎨 7 km. til Doverodde Købmandsgård

⛺ 47 km. til Thylejren

Fra Hotel Thinggaard er det muligt at komme rundt i alle afkroge af Thy på en halv time, og netop derfor er et ophold på Hotel Thinggaard et godt udgangspunkt for dem, der gerne vil opleve Thy og have tegnet billedet af områdets konstraster – fra det vindomsuste Vesterhav til den blide Limfjord længere inde i landet.

På samme måde som historien løber gennem gangene på Hotel Thinggaard, findes kulturarven også i det omgivne samfund. For de kunst og kultur-interesserede byder Thy på oplevelser, der både kan kaste lys over fortidens fortællinger og samtidig vise en moderne og nutidig kunstscene her langt fra metropolerne.

💥 Bunkermuseum Hanstholm

Det kan være svært at forestille sig lydene, lugtene og stemningen, der har været i bunkernes underjordiske gange, men på Bunkermuseum Hanstholm får man en fornemmelse af, hvordan de tyske soldaters hverdag har været her i Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. verdenskrig. Fra museet kører også det originale ammunitionstog, der giver et godt indblik i, hvor ambitiøst et projekt anlægget har været. Olsen Banden i Jylland er desuden optaget på museet, og mellem støvletramp og krigsførelse fortælles også den historie.

🎨 Statens Museum For Kunst på Doverodde Købmandsgård

I de gule bygninger, der kendes som Doverodde Købmandsgård, rykker Statens Museum For Kunst ind i 2020 og giver kunstelskere uden for København mulighed for at opleve højdepunkterne i den danske kunsthistorie. Indtil kunstmuseet fylder lokalerne op, afholdes der jævnligt kunstudstillinger og kulturevents i den gamle købmandsgård, men stedet skal også besøges for sin beliggenhed. Fra det 42 meter høje tårn er der nemlig et enestående view over Limfjorden, hvor Limfjordens største ø Mors kan ses i horisonten.

⛺ Thylejren

Et socialt eksperiment, er Thylejren blevet kaldt, og selvom lejrens indbyggere ikke lignede alle de andre thyboer, den gang de rykkede ind i Frøstrup i 1970, så er de stadig en del af bybilledet i Thy den dag i dag. Thylejren er en vestjysk pendant til Københavns Christiania, og selvom livet leves radikalt anderledes i lejren end i det omgivne samfund, er tonen venlig og i mødekommende. Thylejrens beboere åbner gerne deres døre for dem, der gerne vil opleve den særlige stemning i lejren.

Lyden af stilhed

Det første man bemærker, er roen. Lyden af fugle, der kvidrer, træer, der svajer i vinden, en kat, der mjaver i baggrunden. Lyden af stilhed. Michael Thinggaard fortæller, at mange af dem, der tager på et weekendophold i Thy, og slår sig ned et par dage på Hotel Thinggaard, bliver overraskede over den ro, de bliver mødt af både på hotellet og i den omgivende natur.

Roen står nemlig i skarp kontrast til de større byer, mange af gæsterne kommer fra, og for dem er det ren wellness at stå af ræset og tage imod hyggen og varmen i receptionen, hvor de bydes velkommen af thybomålets dialekt, der selv på rigsdansk ikke fornægter sig.

Wellness er mange ting. Det er afslapning i et kurbad, god mad og smuk natur. På Hotel Thinggaard forenes alle tre ting, og netop den kombination får stedet til at stå tydeligt frem med en mission om at give de travle danskere et mentalt pusterum. Et rum, hvor der bliver plads til at slappe så meget af, at tiden sættes ud af spil et øjeblik. For når det sker, opdager mange, hvordan lydene kommer igen. Hvordan verden pludselig vælter ind. Hvordan de lyse nætter ser ud.

Slap af med wellness

💦 200 m. til Sydsthy Kurbad

🍴 0 m. til restauranten

🏊 6 km. til badestrand

Først og fremmest definerer wellnessbegrebet en følelse af ro og afslapning. Tiden til at koble af, læse en god bog, gå en tur, spise mad og læne sig tilbage i et kurbad. Wellness er oplevelsen af Thy.

💦 Sydthy Kurbad

Stjernehimlen blinker fra loftet over massagebassinet, og den rolige lyd af rindende vand giver genklang i rummet. Et gisp bryder stilheden, da vandet fra koldtvandskaret rammer den varme krop, men hurtigt bliver der stille igen. I kurbadshaven slappes der er i hængekøjerne eller også sættes kursen mod saunaen med glasbund, der giver udsyn til guldfiskene, som svømmer i søen under. I en lille by som Hurup er det helt unikt at have adgang til et kurbad, og Hotel Thinggaard vil gerne give mange mulighed for at opleve den afslappende ro, der kan opleves her. Derfor udbyder de spaophold og wellnessophold, så gæsterne kan kombinere et ophold i Thy med spaoplevelsen få minutters gang fra hotellet.

🍴 Lokal mad

Gang på gang peger anmeldelserne på, at der laves virkelig god mad på Hotel Thinggaard. For Michael Thinggaard, der selv er udlært kok, var det netop en ambition at give Thy et godt køkken, der serverede mad, alle kunne spise – både gourmeter og gammelsultne. I begyndelsen stod Michael Thinggaard selv bag gryderne i køkkenet, men nye kokke kom til med tiden, og siden 2018 har det været køkkenchef og medejer Maj-Brit Christensen, der har ledet slagets gang.

Maden, der serveres på Hotel Thinggaard, er smagen af Thy for råvarerne, der bruges, er hentet i lokalmiljøet. Det var nemlig vigtigt for Michael Thinggaard at tage afsæt i de råvarer, der dyrkes i oplandet, og derfor startede han for 6 år siden foreningen Regional Madkultur Thy-Mols. Foreningen samarbejder om at gøre lokale råvarer fra Thy synlige og tilgængelige og samtidig sætte fokus på en høj, bæredygtig kvalitet.

For Hotel Thinggaards gæster betyder det, at de kan møde kvinden fra Tanges Grønt, der har dyrket kartoflerne, se gallowaykvæget fra Gården Gyrup eller opleve ølproduktionen på Thisted Bryghus før eller efter, at de spiser en middag i restauranten. Derfor er det ikke kun god mad, Michael Thinggaard serverer på Hotel Thinggaard. Han serverer også en vigtig historie, der er med til at danne et billede af Thy.

Det er også en af grundene til, at gourmetopholdet på Hotel Thinggaard er så populært, for begejstringen for de gode smagsoplevelser breder sig langt ud over Thys grænser.

🏊 Kystvejen

Kystvejen slynger sig fra området ved Hotel Thinggaard til Hanstholm, og ruten snor sig tværs gennem Nationalpark Thy med kig til Vesterhavet, udsigtspunkter og mulighed for at opleve den vestjyske natur. Når de lyse nætter lægger sig over landet, og sommeren blusser op, er det fristende at tage en svømmetur i Vesterhavet på vej op eller ned ad Kystvejen, men det er også muligt at hoppe på cyklen og køre de 6 kilometer fra Hotel Thinggaard til den nærmeste badestrand, når sommervarmen trykker.

Stemningsbilleder fra Thy

Lyset glider ned gennem træernes grene og falder i glitrende og flimrende mosaikker på skovbundens knækkede grene og grønne mos. Fodaftryk afslører, at en flok krondyr tidligere har gået her i lysningen, og et sted i trætoppene flyver en skovdue kurrende på lette vinger ud over det flade landskab. Når varmen tager til i styrke, modnes hyben på de stikkende hybenbuske og kigger frem med røde kinder. Timian kryber langs jorden, lyngens lilla farver lægger sig som et tæppe over heden, mens slåen, tormentilrod og malurt finder vej op mod lyset, der lander på jorden.

Hotel Thinggaard er døren ind til Nationalpark Thy, for der er kun 0,3 km. til, at fødderne kan plantes i Danmarks første nationalpark. Det har naturligvis indflydelse på Hotel Thinggaard, der benytter sig af råvarer fra nationalparken i madlavningen.

Michael Thinggaards favorit på menukortet, kronvildtet, har gået i nationalparken, og der er derfor tale om ægte vildt og ikke opdræt, som serveres. Der er en fylde og en dybde i kødet, der ikke fornægter sig, og kombineret med urter fra skoven skabes et smukt billede af nationalparkens essens. Både på en kold vinterdag, hvor kødet serveres med kantareller, og på aftener forud for de lyse nætter, hvor kronvildtet møder nye kartofler eller friskhøstet grønt.

Udforsk Nationalpark Thy

🔦 15 km. til Lodbjerg fyr

🐦 15 km. til Agger tange

🎣 25 km. til Landingspladsen Stenbjerg

Nationalpark Thy er en af områdets største turistattraktioner, og siden parken åbnede i 2008, har mange kombineret et ophold på Hotel Thinggaard med oplevelserne i nationalparken. Med sin centrale placering tæt på nationalparken er det nemt at komme til og fra Hotel Thingggaard, der står klar med middag i restauranten og en blød seng til natten efter en dag med oplevelser i Thys natur.

🔦 Lodbjerg Fyr

Lodbjerg Fyr rejser sig i det flade landskab og kan ses på lang afstand. Netop derfor får man et godt udsyn over den sydlige del af Nationalpark Thy fra toppen af fyret; de store klitheder, søerne og de grønne enge breder sig for fyrets fødder. Hist og her dukker hvide pletter op i landskabet og afslører, at sandflugten stadig spiller en stor rolle i Thy.

🐦 Agger Tange

Fugleflokkene trækker ind over Agger Tange. Nogle lander, andre fortsætter ud i verden. Der yngles, spises, soves her på tangen, hvor fuglene stimler sammen for at holde pauser mellem de lange træk. Agger Tange markerer grænsen mellem Vesterhavet og Limfjorden, og herfra kan fortælles mange historier om stormfloder, der bryder igennem, om sandflugtens hærgen og thyboernes kamp for at sikre kysten.

🎣 Stenbjerg Landingsplads

I begyndelsen af 1900-tallet opførte fiskerne de små redskabshuse, hvor de kunne have deres garn og grej. Skurene, som stadig bruges af fiskere i dag, er siden deres opførsel blevet synonym med Stenbjerg. Gå på opdagelse i livet ved vestkysten på temacenteret ved landingspladsen og oplev, hvor barskt Vesterhavet kan være – specielt i en tid, hvor moderne udstyr ikke fandtes.

En palette af ophold i Thy

Skyerne skilles et øjeblik, og strålerne spiller livligt i vandspejlet, der uroligt vugger frem og tilbage. Naturen i Thy indbyder til, at man kaster sig ud i den enten på behøring afstand med et kulturelt syn på den, med velvære og ro som udgangspunktet eller med det formål at bruge energi i den. Der er mange muligheder for oplevelser i Thy, og netop det er med til at sætte området på danmarkskortet som et sted, hvor alle kan være med.

Det er også derfor, at Hotel Thinggaard udbyder en bred palette af weekendophold i Thy, hvor udgangspunktet tilpasses den enkelte gæsts ønsker. I receptionen står personalet altid klar til at dele ud af lokale erfaringer, der hjælper gæsterne med at finde lige præcis de oplevelser i Thy, som skal danne rammen omkring deres ophold, så de kan opleve egnens kontraster i lyset af Thy.

Oplevelser ved vandet

🌊 32 km. til Klitmøller

⛳ 1 km. til golfbanen

🚤 25 km. til østerssafari

Den store diversitet i landskabet er baggrunden for de mange forskellige oplevelser i Thy. Dem, der søger action, kan tage mod Vesterhavet. Dem, der søger roligt vand, kan tage mod Limfjorden. Dem, der ikke er vandhunde, kan mødes i skovene, i engene og på hederne. Men det, der binder alle kontrasterne og alle oplevelserne sammen – både de rolige og de aktive – er de lyse nætter, der folder sig ud under den åbne himmel – fra Hotel Thinggaard til hver en afkrog af Thy.

🌊 Surfing i Klitmøller

Klitmøller er kendt som Cold Hawaii og Surfers Paradise, for her tager vinden ekstra fat og sender konstant bølgerne ind mod stranden. Der er en grund til, at stedet her er udnævnt til at være en af Danmarks bedste surfspots, og i byen pulserer en afslappende stemning med langt hår, slippers og våddragter på hvert gadehjørne. Hos Westwind udbydes der dagligt introduktioner til surfing, hvad enten man har lyst til at prøve kræfter med SUP-surfing, kitesurfing, windsurfing eller almindelig surfing.

⛳ Golf

Sydthy Golfklub lægger sig mellem Vesterhavet og Limfjorden, og netop denne placering skaber et let kuperet terræn, der grænser op til skoven og skaber plads til blå søer midt i alt det grønne. Hotel Thinggaard tilbyder golfophold for dem, der gerne vil prøve kræfter med banens 18 huller, og efter en dag på greenen venter middagen i restauranten. Næste dag er der også dækket op til morgenmad, så der skal ikke tænkes på andet end at præstere på golfbanen.

🚤 Østerssafari

Under Limfjordens vandspejl gemmer der sig nogle af verdens bedste østers. Vandet i Limfjorden er rent og fint, og netop det gør, at østers trives her. På en østerssafari går turen gennem vandkanten på jagt efter østers med den friske fjordduft blæsende i luften. Undervejs fortælles der om østers og den omkringliggende natur, og efter endt jagt tilberedes der østers over grill – serveret med et glas champagne.

Skal der mere fart på? Så prøv en tur i RIB-båd på Limfjorden. Her serveres ikke østers, men til gengæld er der fortællinger fra Limfjorden og mulighed for at se sælerne sole sig på bredden.

Oplev de lyse nætter på et ophold i Thy

🌙 0 m. til de lyse nætter

Aftenluften blæser let ind over Jernbanegade. Den kommer ude fra de store vidder, hvor havet brusene møder fjorden, og den bærer dagens lyde og lugte med sig. Lyden af en kronhjort, der brøler mod himlen og et pindsvin, som snøfter i krattet. Vinden bærer den salte duft og en fugtig fornemmelse fra skovbundens jord med sig ind i byen. Blander de gule og røde farve på himlen og løfter månen op som en lysende lygte. Stjernerne kigger frem, danner billeder og fortællinger, der er ældre end landet og et øjeblik står alting stille.

Thy trækker vejret tungt.

Det er nu, kontrasterne samler sig. I de lyse nætter. Lige her fra Hotel Thinggaard.