Danmark er en østat og danskerne et søfolk – vi er omgivet af vand!

Næsten alle områder i Danmark ligger nær kysten og på intet tidspunkt er du mere end 52 kilometer væk fra havet.

Ifølge Geodatastyrelsen udgør længden af de danske kyster omkring 8.754 kilometer. Det gør, at vi ligger på 17. pladsen i hele verden over lande med længst kystlinje, ifølge Danmarks Naturfredningsforening.

Derfor er vores kyster oplyst af forskellige flotte og historiske fyrtårne. Her får du 8 bud på, hvilke fyrtårn du skal besøge på din tur rundt i det danske land.

8 fyrtårne der er et besøg værd

 
 

1. Bovbjerg Fyr

 Bovbjerg Fyr, Lemvig

Bovbjerg Fyr er bygget i 1877 som et af de første fyr på vestkysten.

Fyret skulle hjælpe skibene finde vej på et tidspunkt for at undgå tidens mange skibsforlis.

Det er kalket rødt for at undgå forveksling med kirketårnene i de omkringliggende byer Ferring og Trans. 

Fyrtårnet står på en klint 41 meter over havet. Tårnet selv er 26 meter højt. Fyret blev automatiseret i 1965, og de sidste fyrfolk forlod stedet i 2003. 

Fyret er stadig i funktion, men i dag er det kun den øverste del af tårnet med selve lanternen og maskineriet, der ejes af Søfartsstyrelsen. Resten fungerer som kulturhus drevet af frivillige.

Du kan besøge den lille café, hvor der er hjemmebag, friskbrygget kaffe og frokost takket være de frivillige. Der kan være travlt i køkkenet, men så er der bare mere tid til en lille snak og lokal historie.

Du kan besøge fyrtårnet på ryggen af en Puch Maxi. På oplevelsen Kyst til Kyst på Puch Maxi med Maxitours er en del af programmet nemlig frokost på Bovbjerg Fyr.

 
 
 
 

2. Lyngvig fyr

Søndervig, Vestjylland

Lyngvig Fyr eller Nørre Lyngvig Fyr blev bygget i 1906 og er beliggende på Holmsland Klit mellem Søndervig og Hvide Sande i Vestjylland.

Fyret er 36 m højt og har 228 trin op til toppen.

Når trinene er besteget, kan I nyde udsigten ud over Ringkøbing Fjord, Vesterhavet og Vestjylland fra toppen af Lyngvig Fyr. 

Der er en masse aktiviteter ved fyret, som for eksempel mulighed for at rappelle ned fra fyret. Du kan se alle oplevelserne her.

Fyret drives af Ringkøbing-Skjern Museum.

 
 

Oplevelser i området

 
 

3. Rubjerg Knude Fyr

Lønstrup, Nordjylland

Rubjerg Knude Fyr er en hel særlig oplevelse. Fyret var i årevis dækket helt til af sand blæst ind over tårnet, før det langsomt dukkede op igen.

Fyret blev bygget i 1899, men på grund af enorm sandflugt, hvilket vil sige at sand flyttes med vind i store mængder, blev man nødt til at slukke fyret i 1968, da man ikke længere kunne se lyset fra vandet.

Hjørring Kommune valgte i 2018 at flytte fyret, da det var i risiko for at vælte i havet. Fyret blev sat på en slags kæmpe vogn og flyttet cirka 70 meter ind i landet.

Fyret ligger i klitlandskabet Rubjerg Knude, som er den højeste del af Lønstrup Klint. Det er en cirka 15 km lang kystskrænt mellem Lønstrup og Løkken.

 
 

Oplevelser i området

 
 

4. Sletterhage Fyr

Mols Bjerge, Djursland

Sletterhage Fyr ligger på den sydvestlige del af halvøen Helgenæs på Mols.

Fyret blev opført 1872, men det nuværende fyr er fra 1894 og er et rundt hvidt tårn, der er 16 meter højt.

Fyret er tegnet af Theodor Wedén, som også har tegnet to fyrtårne på nordstranden i Dragør, Skjoldnæs Fyr på Ærø og Ore Fyr ved Masnedsund på Sydsjælland.

I fyrmesterhuset finder du en udstilling med et marinenavigationstema, hvor du kan se udstyr og navigationsprincipper.

Der er også en geologi-orienteret udstilling. Her kan du få indblik i, hvordan istiden dannede Mols Bjerge.

 

Oplevelser i området

 
 

5. Nakkehoved Fyr

Gilleleje, Nordsjælland

Nakkehoved Fyr er i virkelig to fyr, som ligger på den 30 meter høje klint Fyrbakkerne øst for Gilleleje.

I de seneste mange år bruges navnet dog om det vestlige af de to fyr, som nu er det eneste aktive. Fyret markerer indsejlingen til Øresund fra Kattegat.

Fyrtårnet er 21 meter højt og ligger cirka 54 meter over havet.

 

Oplevelser i området

 
 

6. Hirtshals Fyr

Hirtshals, Nordjylland

Hirtshals Fyr ligger ikke langt fra centrum, så det er en fin tur på gåben op til fyret, der ligger med udsigt over Skagerrak.

Har du meget energi i benene, kan du tage turen til toppen af fyret, hvis lys kan ses 25 sømil fra land.

I sommerperioden er der kaffe på kanden og hjemmebagt kage, der kan købes for en skilling hos fyrmesteren, som også gerne fortæller om fyrets lange historie.

Fyret blev indviet i 1863 og er bygget i Kong Frederiks den VII’s tid. Kongens monogram pryder tårnet lige over indgangsdøren.

 

Oplevelser i området

 
 

7. Det Grå Fyr

Skagen, Nordjylland

Det Grå Fyr er et af flere fyr i Skagen. Fyret er 46 meter højt og er Danmarks næsthøjeste kun overgået af Dueodde Fyr på Bornholm, som er blot én meter højere.

Langt op i 1800-tallet var Skagen Odde et af de steder med flest strandinger, og der har derfor været god grund til at bygge fyrtårne på Odden imellem de to farvande Skagerrak og Kattegat.

I fyret kan du opleve en interaktiv udstilling om trækfugle og fuglestation i samarbejde med Naturstyrelse, Dansk Ornitologisk Forening, Frederikshavn Kommune og Toppen af Danmark.

 

Oplevelser i området

 
 

8. Lodbjerg Fyr

Vestervig, Vestjylland

En af perlerne i Nationalpark Thy er Lodbjerg Fyr, som ligger ensomt midt ude i et stort hede- og plantageområde.

Fyret blev bygget i 1883 og tændt første gang 28. november 1884. Fyrtårnet er 35 meter højt.

Tæt ved fyrtårnet er der en ny og virkelig god shelterplads med pæne toiletfaciliteter, et lille hus med pejs og bord-bænkesæt, som man kan bruge, når vejret ikke helt er med en. Du finder ovenikøbet gratis brænde.

Du kan læse mere om shelterpladsen her.

 
 
 

Læs også

Aktiviteter & oplevelser i Nordjylland

Læsetid: 11 min.

Sjove ting I kan lave i sommerferien

Læsetid: 10 min.

Mangler du sommerferie idéer?

Læsetid: 5 min.