Er du på udkig efter et wellness ophold?

Der findes mange gode tilbud, når det gælder wellness, men det kan være svært at afgøre, hvor man skal slå til, når udbuddet er så stort.

Skal man søge mod Tyskland, Sverige eller tage på et wellness ophold i Danmark?

Vi kan godt forstå, hvis du har svært ved at afgøre, hvor du skal starte med at lede, så derfor har vi brugt tid på at lave en række anmeldelser af vores favoritter, når det kommer til wellness ophold.

Nu skal du så bare vurdere, hvilket ophold, der passer bedst til dig – men det kan selvfølgelig også være svært nok.

 
 
 

Tag på wellness ophold i Danmark

Lad os begynde med at se nærmere på wellness ophold i Danmark før, vi tager videre ud i verden og kigger på ophold uden for landets grænser. Danmark har nemlig meget at byde på, når det kommer til wellness, også selvom vi ikke nødvendigvis er kendte for at have en egentlig ”wellnesskultur” på samme måde, som for eksempel i Tyskland, hvor kurbadene indtager en central plads i historien.

Herunder får du inspiration til, hvor du kommer på de bedste wellness ophold og hoteller i Danmark.

 

1. Wellness ophold på Marienlyst Strandhotel

Når du tager på et wellness ophold på Marienlyst Strandhotel, mærker du hurtigt, hvordan roen sænker sig omkring dig. Lyset spiller ganske særligt gennem de store glasvinduer, der åbner sig ud mod stranden og Øresund, som ligger få meter fra indgangen.

Vidste du?

  • Der er mere end 20 forskellige faciliteter i wellnessafdelingen, og det er også muligt at modtage wellness behandlinger under dit ophold på Marienlyst Strandhotel.

Havet og vandet spiller i det hele taget en stor rolle, når du tager på et wellnessophold på Marienlyst Strandhotel. Udsigten over havet er nemlig gennemgående, og lige gyldigt om du spiser i restauranten, slapper af i spabadet på spaterrassen eller får varmen i havsaunaen, så kan du nyde de blå havblink.

Det 4-stjernede Marienlyst Strandhotel hører uden tvivl til i kategorien med luksus wellness ophold, så trænger du til en oplevelse ud over det sædvanlige, skal du besøge dette wellness hotel.

 Kan vi friste med wellness på Sjælland?

 

2. Himmerland Golf & Spa Resort

Hos Himmerland Golf & Spa Resort sættes der fokus på wellness og afslapning i Nordic Spa. Her strømmer lyset ind, og wellnessafdelingen er indrettet således, at du får følelsen af at befinde dig midt i naturen.

Hos Himmerland Golf & Spa Resort kan du slappe af i det store saltkar, der giver dig følelsen af at være vægtløs, når du sænker dig ned i det varme, saltholdige vand.

Du kan gå på opdagelse i de mange bade, blive gennemvarmet i saunaen eller læne dig tilbage i afslapningsområderne med en god bog eller et magasin. Du kan selvfølgelig også modtage wellness behandlinger, hvis du har et særligt ønske om det.

 

3. Wellness ophold på Hotel Thinggaard

Går turen til Jylland må du ikke snyde sig selv for et wellness ophold i Nordjylland, nærmere bestemt Hotel Thinggaard i Thy. Midt i Nationalparkens barske natur finder du Sydthy Kurbad, som er en lille oase, hvor du kan dykke ned i massagebassinet med stjernehimlen over dig, eller lade dig varme igennem i dampbadet eller saunaen.

Særligt er saunaen en af vores favoritter, hvor man virkelig føler, at man kan slappe af og lade varmen kravle helt ind i knoglerne, så man skal passe på ikke at få sig en lille lur i varmen. Det er også værd at nævne kurbadshaven, der midt i den nordjyske natur står grønt og fint med vildmarksbadet i midten.

Én ting er, at wellnessfaciliteterne er lækre, men efter en hel dag med varme og kolde bade i alle afskygninger, er det dejligt, hvis opholdet er all inclusive, så du ikke skal til at tænke på, hvordan aftensmaden skal nå at komme på bordet til tiden. Heldigvis er aftensmaden – og morgenmaden – inkluderet i et wellnessophold på Hotel Thinggaard. Kokken henter sine råvarer i Limfjordslandet, så menuen på Hotel Thinggaard består udelukkende af gode, lokale råvarer.

 

4. Wellness ophold på Kurhotel Skodsborg

Leder du efter et luksus wellness ophold? Det får du på Kurhotel Skodsborg.

Der er mange forskellige bade, der venter på dig, når du ankommer til Kurhotel Skodsborg. Hele 16 forskellige varme og kølende spaoplevelser for at være helt præcis, så det er bare med at beslutte, hvor du vil begynde. Skal det være i saltgrotten eller den udendørs jacuzzi? Eller, hvad med soft sauna eller en omgang rasul?

Da spaafdelingen på Skodsborg blev åbnet i 2012, skrev pressen blandt andet, at man her fik en ”spaoplevelse i verdensklasse.”

Vi ved det. Det er ikke nemt at vælge, men heldigvis har du tid nok, og finder du en favorit på Skodsborg, får du sikkert tid til at prøve den mere end én gang. En god spataktik er at lade dig guide af lige præcis det, du har lyst til nu og her. Nogle gange er det massagedyserne, der trækker først, andre gange er det dampbadet. Men én ting er i hvert fald sikker: Kurhotel Skodsborg kan man godt blive afhængig af.

Trænger du til et wellness ophold med anmelderrost spa?

 

5. Ruths Hotel

Vi kan godt forstå, hvis du synes, at der er langt til toppen af Danmark, hvor Ruths Hotel ligger og især, når der nu ikke er nogen motorvej, der kan sætte fut i de sidste kilometer, inden du står foran din endedestination. Til gengæld er turen derop virkelig smuk, og når først du stiger ud af bilen og snuser duften af salt havvand ind, så tør vi godt love, at tiden på landevejen hurtigt er glemt.

Begynd dit besøg på Ruths Hotel med en tur i spaafdelingen, hvor du kan slappe af i saunaen, dampbadet og terapibassinet eller begynd dit wellness ophold med at gå direkte til den massage, der også venter dig.

Efter wellness behandlingen kan du køre en tur ind til Skagen for at opleve byen. Er du til kunst, må du forbi kunstmuseet, hvor de berømte skagensmalere Krøyer og Ancher har udstillet deres malerier, som viser motiver fra Skagen og omegn. Kunstnerne var – og er – anerkendte for deres måde at indfange lyset på, et lys som også er et særligt kendetegn for Skagen.

Efter dit besøg på museet vil vi anbefale, at du slentrer ned på havnen for at se de røde Fiskepakhuse og måske spiser en rejemad, inden du sætter kursen tilbage mod Ruths Hotel.

Besøger du Ruths Hotel i sommerperioden, er der tradition for, at hotellets gæster mødes med de andre beboere i byen og klapper solen ned, når den sænker sig i havet om aftenen. Efter klappesessionen kan du trække dig tilbage på hotellet for at få et glas vin til at slutte dagen på eller tage videre ud i sommernatten.

 

6. Comwell Hotel Kellers Park

Det lyder næsten som ren idyl, og det er da heller ikke helt ved siden af, synes vi. For når du ligger i spaen på Kellers Park, er det med udsigt over Vejle Fjord, der omkranses af den smukkeste, gamle skov. Spaen byder på udendørs hot tubs til vikingerne og dampbad eller relaxsauna til dem, der er lidt mindre hårdføre og hellere holder sig indendørs.

Trænger du til at strække benene under dit ophold med wellness i Vejle, er der kun 10 minutters gang til lystbådehavnen. Her får du vuet over Vejle Fjord helt tæt på, og det er bestemt gåturen værd, inden turen går tilbage til hotellet gennem parken med udsigten til de smukke, historiske bygninger, som udgør Kellers Park.

Vidste du?

  • Der er blevet set både kaskelothval og flere finhvaler i Vejle Fjord ud for Kellers Park – og det er ikke en lystfiskerhistorie.

Efter aftensmaden synes vi, at du skal tage dig en drink, for der findes nemlig en mandlig tjener på Kellers Park, som laver den bedste Espresso Martini nogensinde. Så med mindre du selv kan mikse kahlua, vodka og espresso til en drømmedrink, så sæt jagten ind her på Kellers Park.

 

7. Hotel Vejlefjord

Står du og mangler et wellness ophold i Vejle eller bare et lækkert spaophold i Danmark, så må vi give Vejle Fjord vores bedste anmeldelser. Du må love, at du sætter god tid af til din spaoplevelse her, så du kan nyde det hele, for dine sanser bliver virkelig sat på arbejde.

Hotel Vejlefjord bliver kaldt ”slottet i skoven”, men bygningerne blev ikke rejst af en konge, men derimod af læge Chr. Saugman, der gav brystsyge Danmarks første sanatorium i 1895.

Start med de termiske bade og prøv sansebruserne eller de forskellige bade. Hvordan lyder en tur i ildbadet, hvor vandet er 42 grader varmt? Herligt i vores ører og særligt, hvis det bliver efterfulgt af et hurtigt dyk i isbadet, der kun er 8 grader varmt.

Efter de termiske bade kan du bevæge dig over i Thalasso Spa – det eneste af sin slags i Danmark. Her kan du udforske saltvandsbassinet og saltsaunaen og samtidig nyde udsigten over parken. Der er no turning back – du må pakke tasken og af sted igen. På Hotel Vejlefjord kan du booke dit wellness ophold med massage, hvis du vil forkæle dig selv lidt ekstra.

 

Tag på wellness ophold i Sverige

Sverige er kendt for at kunne tilbyde wellnessophold på nogle af de bedste wellness hoteller i Norden, så det kan godt være fristende at pakke tasken og køre over Øresundsbroen til et par dage med wellness. I langt de fleste tilfælde kan du nå frem til din destination på mellem 1 og 2 timer fra København, og sætter du kursen mod et wellness ophold i Sydsverige, kan du nå frem på under 1 time.

Lyder det som noget for dig? Så har vi samlet nogle af de mest populære ophold i Sverige herunder, som du kan lade dig inspirere af.

 

8. Falkenberg Strandbad

På Skrea Strand ligger Falkenberg Strandbad, og lyden af havet skyller imod dig i takt med, at bølgerne ruller ind mod bredden. I sommermånederne når solen varmer, er det oplagt at begynde dagen med en dukkert i havet, for det tager ikke mange minutter at gå fra hotellet til stranden, hvor sandet kildrer fødderne og mågerne står for morgenmusikken.

Til gengæld er det kun de vildeste vikinger, der tager turen til stranden for at morgenbade i vintermånederne men for dem, som ikke har lyst til at begynde dagen med et koldt gys, er den nybyggede spaafdeling nok bedre. Her kan du svømme i poolen, mens ilden knitrer i pejsen, og du kan gå på opdagelse i de mange wellnessfaciliter eller tage en drink i Orangeriet.

På Falkenberg Strandbad er det nemlig sommer året rundt, også selvom det rusker udenfor, og kalenderen siger noget andet.

Er et luksus wellness ophold på Falkenberg Strandbad noget for dig?

 

9. Wellness ophold på Ystad Saltsjöbad

Hvis du vil på et wellness ophold i Sverige, er det svært at komme uden om Ystad Saltsjöbad, der må siges at være en af sværvægterne i den kategori. Siden 1897 har Ystad Saltsjöbad ligget kun 20 meter fra havet og været omdrejningspunktet for gæster, som har haft brug for et wellness ophold, der kunne tage dem væk fra hverdagens gøremål. Og når vejret er helt klart, kan du se til Bornholm fra stranden foran Ystad Saltsjöbad.

Siden Ystad Saltsjöbad blev opført, er der sket meget, og i dag har hotellet en wellness- og spaafdeling, der har vundet mange priser. Her kan du gå på opdagelse i pools og bade – både ude og inde – eller du kan læne dig tilbage i relaxområdet og nyde udsigten over Øresund. Det er selvfølgelig også muligt at modtage wellness behandlinger på Ystad Saltsjöbad, og ønsker du det, skal du huske at booke din behandling i god tid.

Turen til Ystad Saltsjöbad kan fra København tilbagelægges på under 1 time, og turen dertil tager dig forbi Malmø, hvor du kan gøre et pitstop for at opleve kultur, shopping og caféliv.

 

10. Hotel Skansen

Når kursen er sat mod Sverige, må vi anbefale, at du svinger forbi Hotel Skansen. Her finder du nemlig Kallbadhuset – eller Koldbadehuset som det hedder på dansk – og selvom navnet giver anledning til kuldegysninger, der løber ned langs rygsøjlen, så er det langt fra tilfældet.

Kallbadhuset er bygget ude på vandet og med sine store panoramavinduer, der gør det muligt at få et perfekt vue ud over Kattegat, må man sige, at den populære nordiske stemning er allestedsnærværende.

Vidste du?

  • Hotel Skansen ligger kun få minutters kørsel fra Vallåsen, som er et skisportssted for danskere uden skierfaring.

Kallbadhuset er en lille ø i vandet og efter noget tid i saunaen eller den opvarmede, japanske pool, kan du hoppe en tur i havet. Er vejret lunt og lækkert, kan du slå dig ned på trædækket foran Kallbadehuset, men er vejret til den kølige sige, vil jeg anbefale, at du slår dig ned foran pejsen i loungen med en varm kop te, når du ikke orker mere wellness.

 

11. Fjällnäs - wellness ophold fra 1882

Fjällnäs er et af Sveriges ældste bjerghoteller, og hotellet er placeret i det smukkeste istidslandsskab, som kun kan overvælde dig – naturelsker eller ej. Naturen omkring Fjällnäs er endda så særlig, at man siger om stedet, at det har otte årstider.

Naturen ved Fjällnäs indbyder i høj grad til at blive brugt, og du kan både mountainbike over trægrænsen, tage på snescootersafari, fiske i fjeldene eller bevæge dig ud på vandreture, når du tager på wellness ophold her.

Mii Gullo Spa, som er en del af Fjällnäs, har to gange vundet prisen for Sveriges bedste wellness og som med alt andet ved Fjällnäs, er du også helt tæt på naturen, når du opholder dig i spaen. Lad dig sænke ned i boblebadet eller forkæl dig selv med wellness behandlinger.

Måske trænger du til at få løsnet musklerne i nakken eller få masseret de ømme fødder efter hiking i den omkringliggende natur – mulighederne er mange. Mi Gullo Spa har indsamlet deres viden i alle verdens afkroge, så du kan få det bedste wellness ophold, som Sverige kan tilbyde – glæd dig.

 

Tag på wellness ophold i Tyskland

I Tyskland finder du mange gode tilbud på ophold og hoteller med wellness, for tyskerne har en lang tradition bag sig, når det kommer til afslappende kurbade og wellness. Du behøver dog ikke at køre langt for at opleve ægte, tysk kurbadsstemning, for du kan bare tage på et wellness ophold i Nordtyskland.

Vi anbefaler, at du kombinerer dit ophold i Nordtyskland med at besøge nogle af de hyggelige byer, der ligger i den nordlige del af landet. Eksempelvis kan du lægge vejen forbi Flensborg, der er en gammel handels- og romby, hvor du i dag stadig kan besøge romhusene, der har haft så stor betydning for byens udvikling.

Flensborg byder desuden også på en hyggelig bymidte med fine huse, shoppingmuligheder og gode spisesteder, ligesom havneområdet med udsigten over Flensborg Fjord også er værd at opleve. Her ligger der nemlig mange ældre træskibe, som er med til at skabe en charmerende stemning.

 

12. Alter Meierhof

Alter Meierhof må siges at være en af sværvægterne i wellnesskategorien, og har du stadig til gode at krydse stedet af på din bucket list, så skal du kraftigt overveje at tage afsted. Alter Meierhof råder nemlig over et ikke mindre end 1400 m2 stort hamambad, der gerne skulle bringe dig en tur til Mellemøsten, hvor hamambadene stammer fra.

Efter hamambadet vil sulten sikkert begynde at melde sig, og da Alter Meierhof også huser en restaurant med hele to michelinstjerner, restauranten Meierei Dirk Luther, er der garanti for, at også maden er på et ganske særligt niveau.

 

13. Hotel des Nordens

Et wellness ophold i Tyskland er en lækker måde at kombinere en udlandstur med et afslappende spatreat på. Hotel des Nordens skulle efter sigende være det nordligst beliggende hotel i Tyskland, og når der ikke er mere end 15 minutters kørsel fra den dansk-tyske-grænse til wellness, er der nok noget om snakken.

Vidste du?

  • Den danske DJ Chief 1 har optaget sin første musikvideo, hvor han selv er sanger, i Hotel des Nordens’ udendørspool.

Hotel des Nordens spa byder på en opvarmet udendørspool, og det er vi ret vilde med, især når det er en smule koldt i vejret. Kontrasten mellem det varme vand og den kølige luft er nemlig en helt speciel fornemmelse, som de fleste bliver tilhængere af, når de først har prøvet det.

Skal ungerne med på et wellness ophold, så har Hotel des Nordens desuden et babybassin, hvor de helt små størrelser kan blive dyppet, indtil de er store nok til at blive sluppet løs på dybt vand.

 

14. Wellness ophold på Hotel Birke

Hotel Birke er et lille familiedrevet hotel, hvor de nordtyske traditioner bliver fremhævet på en måde, der er helt i takt med tidens ånd. Både i madlavningen og i de produkter, der bruges til wellness behandlinger, bliver de lokale råvarer brugt. Hotel Birke har nemlig fokus på de økologiske og bæredygtige valg, og de lægger mange kræfter i at give deres gæster luksus, afslapning og wellness samtidig med, at de ønsker at nedbringe deres co2-udledning.

Vidste du?

  • Grundstenen til Hotel Birke blev lagt i 1773, da en hjulmager købte et husmandssted med en tilhørende kålgård, fordi han blev træt af bylivet og ville bo på landet.

Det synes vi er et godt argument for at pakke bilen og tage en tur over grænsen for at nyde et wellness ophold i Tyskland med god samvittighed.

 

Tag på wellness ophold i Norge

Norge er meget andet end vandreture i fjeldene og en dag med langrendsski under fødderne. I storbyerne finder du nemlig et spændende og pulserende liv, hvor folk mødes på caféerne, går på kunstmuseer og slapper af på de mange wellness hoteller.

Når du er i Norge, må du derfor ikke gå glip af et wellness ophold, for selv om nordmændene ikke er kendte for wellness her i Danmark, tilbyder de alligevel ophold af så høj kvalitet, at de må betegnes som luksus ophold med spa og velvære.

 

15. The Thief – Et af de bedste wellness hoteller i Oslo ​

Når det kommer til wellness, har The Thief taget det bedste fra spakulturer rundt omkring i verden. Fra Marokko har de hentet rasul. Fra Tyrkiet har de hentet hamam. Tilsæt så en snert af Norge og så står du tilbage med spaoplevelsen på The Thief.

The Thief siger om sig selv, at de vil skabe en verden af vand og velvære, ro og hvile, så du kan få et afbræk fra din travle hverdag, og den beskrivelse er meget præcis. Når sulten melder sig, kan du spise på en af hotellets restauranter, for eksempel tagterrassen ThiefRoof, der har udsigt over Holmenkollen.

Du kan selvfølgelig også vælge at gå på oplevelse i Oslos travle gader for at finde en restaurant eller en spændende oplevelse, hvis du da ellers kan løsrive dig fra spaafdelingen på hotellet. The Thief ligger lige ned til Oslofjord, så i løbet af et par minutter kan du slentre langs havnepromenaden.

 

Er du klar til wellness ophold?

Spaophold – Find de bedste ophold med spa her

Læsetid: 7 min.

Spaophold på Sjælland

Læsetid: 5 min.

Spaophold i Jylland

Læsetid: 6 min.