Du har måske allerede stiftet bekendtskab med naturvin. Det er nemlig blevet mere og mere populært at hælde naturvin i glasset. Derfor finder du selvfølgelig også nogle gode vinbarer i København, hvor du kan finde god naturvin.
Inden du får 3 bud på, hvor du skal på vinbar i København, kan du lige få styr på, hvad naturvin egentlig er for noget.
Hvad er naturvin?
Der er ikke nogen officiel definition på, hvad naturvin er. Der findes heller ikke et bestemt regelsæt for, hvordan den skal laves, for at man må kalde den naturvin.
Dog er filosofien bag, at man skal blande sig så lidt som muligt i naturens gang. Naturvin er vildgæret druesaft. Det vil sige, at naturvin er lavet uden tilsætningsstoffer. Det betyder også, at naturvin ikke holder lige så lang tid som ‘traditionel’ vin.
Derudover får du en vin, hvor produktionen er foregået fuldstændig uden brug af maskiner. Alt er altså gjort manuelt, ifølge Kjær Sommerfeldt.
3 vinbarer med naturvin i København
1. Pompette
Pompette er en lille og hyggelig vinbar på Nørrebro. Pompette er fransk for ‘bedugget’ – og det er der rig mulighed for at blive med barens udvalg af naturvine på glas og flasker til overkommelige priser.
Baren har også en online butik, hvor du kan købe flasker til en aften med naturvin hjemme.
Pompette byder på småretter som charcuterie, hvis sulten skulle melde sig.
2. Sydhavnens Vinbar
I det gamle arbejderkvarter, Sydhavnen, finder du Sydhavnens Vinbar.
Lars, som står bag, importerer selv vinene, som hovedsageligt er økologiske, biodynamiske og naturlige. Her er der fokus på indholdet i flasken og personen bag vinen.
Der er både mulighed for at komme forbi til et glas eller booke en vinsmagning med tapas, hvor du kan lære flere vine at kende.
Hvis du har mod på udforske tapas noget mere og eksperimentere med, hvad der drikkes til? Se vores 6 bud på, hvad der kan drikkes til tapas og find lækre tapasrestauranter!
3. Rødder & Vin
Rødder & Vin er en lokal butik og vinbar på Nørrebro. Baren ligger lige ved siden af butikken. Stedet beskriver sig selv som et lille speak-easy, hvor man kan nyde vinene fra butikken på glas.
Du kan nyde vinen udenfor, hvor baren deler terrasse med bodegaen Det Ny Scala.
Rødder & Vin nyder at forkæle deres kunder. Derfor kan du få gratis flaskelevering – selvfølgelig på cykel, for det er jo København.