De 5 vildeste brunch i verden
Du har haft en langsom morgen, og det er weekend: Det er blevet tid til brunch.
Vi tager turen ud i verden for at finde de 5 vildeste brunch i verden, så du kan blive inspireret.
Du får selvfølgelig også masser af tips til, hvor du kan finde brunch lige her i Danmark, så du kan få stillet sulten.
Er du klar til brunch?
1. Brunch i London: London Sky Bar
London Sky Bar, 21-24 Millbank Tower, Westminster, England
Der serveres Sky Bar Waffles, Bloody Mary og Mimosa til udsigten over London.
Millbank Tower er en af de mest ikoniske bygninger på Londons skyline, der siden 1963 har strakt sine 118 meter højt over byen.
Skyskraberen er et tydeligt landemærke, og tager du turen helt til tops, lander du i London Sky Bar, hvor du får serveret din brunch med byens bedste udsigt.
Her anrettes brunchen som 3 serveringer: forret, hovedret og en dessert, der består af Sky Bar Waffles med bær og sødet flødeskum, mens London Eye snurrer i udkanten af panoramaudsigten.
Mimosa og Bloody Mary flyder, så læn dig roligt tilbage og nyd serveringerne med udsigt over Themsen og Londons berømte broer.
2. Brunch i New York: The River Café
The River Café, One Water Street, Brooklyn, New York
Brooklyn Bridge, en af de mest berømte bygninger i New York, strækker sig over East River og lige her finder du The River Café, som ligger i vandkanten.
Her serveres en første klasses brunch, for stedet har nemlig 1 Michelinstjerne i scrapbogen.
Når du spiser brunch her, bliver du præsenteret for noget helt andet end den sædvanlige morgenmad, for på The River Café er pandekagerne drysset med guld og serveres side om side med hummer, caviar og foie gras.
Er du overvældet? Så vent til du ser udsigten, for The River Café har den fineste udsigt mod Manhatten, hvis gyldne lys spejler sig i vandet.
Har du planer om at spise din brunch her, så tag det pæne tøj på for ”too casual is never allowed”, og de udtrådte sko hører nok heller ind under ”appropriate footwear”.
3. Brunch i Berlin: Feinkost Käfer
Feinkost Käfer, Deutschen Bundestag, Platz der Republik, Berlin
Feinkost Käfer finder du i glaskuplen på Rigsdagsbygningen, hvor du har den vildeste udsigt over Berlin med floden Spree løbende gennem bybilledet og Brandenburger Tor kun 600 meter fra derfra.
Du får nemlig serveret en 360 graders panoramaudsigt sammen med din brunch og foruden viewet over Berlin, kan du også se ned i selve Rigsdagsbygningen, for glaskuplen er nemlig transparent på flere niveauer.
Så mens de tyske politikere går på arbejde under dig, kan du spise en moderne tysk brunch, der udelukkende består af regionale produkter.
Skinner solen? Så få serveret brunchen på den udendørs terrasse, mens byen vågner omkring dig.
4. Brunch i Paris: Un Dimanche à Paris
Un Dimanche à Paris, 4-8 cour du Commerce Saint-André, 6. arrondissement, Paris
Hos Un Dimanche à Paris får du serveret en gourmetbrunch ud over det sædvanlige.
Her er juicen skiftet ud med champagne, og de klassiske kendinge på brunchbuffeten må vige pladsen for iberisk sortfodsskinke og foie gras.
Det søde indslag i brunchen er de klassiske franske kager madeleine og eclair, for Un Dimanche à Paris er også en chokoladebutik, hvilket tydeligt ses i brunchen.
Stedet er hyggeligt og klassisk fransk med en moderne indretning, der sender storbyvibes gennem lokalet med sine rå murstensvægge og små borde, hvor du uforstyrret kan tage en pause fra mylderet i Paris.
Un Dimanche à Paris finder du i en sidegade til Boulevard Sain-Germain, så det er et perfekt sted at tage en pause, før du fortsætter ud i Latinerkvarteret eller slår dig ned i Jardin du Luxemburg i det centrale Paris.
5. Brunch i Sydney: The Theatre Bar at the End of the Wharf
The Theatre Bar at the End of the Wharf, Pier 4 Hickson Rd, Dawes Point NSW 2000, Australien
Når varmen trykker, er det dejligt med en kølig brise, og den finder du på The Theatre Bar at the End of the Wharf, hvor du kan spise din brunch på den underdørs balkon, mens Sidney bliver klar til en ny dag rundt omkring dig.
Udsigten over havneområdet og Sydney inkluderer også et kig til den ikoniske Sydney Harbour Bridge og Luna Park, lige som den berømte Opera heller ikke ligger langt fra The Theatre bar at the End of the Wharf.
Skulle det ske, at vejret ikke viser sig fra solsiden, er den rå indretning med en fritlagt konstruktion indenfor bestemt også værd at lade sig opsluge af, og de store vinduespartier sørger for, at du stadig har et perfekt vue til byen udenfor.