Ungerne sidder klar på bagsædet, trafikradioen brummer og GPS’en er kørt i stilling. Der er snacks i handskerummet og billege og små quizzer i håndtasken, så turen kommer til at gå hurtigt og nemt. Det er nemlig tid til en miniferie med børn i Danmark, så nu triller familiebilen ud på de små, kringlede landeveje på jagt efter sjove oplevelser og spændende udfordringer, som kan sættes ind i mindebanken og få jer til at grine igen og igen.

Vi fundet oplevelser fra nær og fjern, fra det sydligste Sjælland til det nordligste Jylland og med en tur over Fyn så dækker vi hele landet. Så lad os endelig komme af sted på den miniferie i Danmark med børn for der er mange ting, der skal prøves.

Miniferie på Sjælland med børn

Det er altid hyggeligt med kortspil og hyggelæsning, men en miniferie med børn kalder altså også på andre oplevelser så der lige som sker et eller andet. Har I tunet ind på en miniferie på Sjælland med børn, så kommer der her er par idéer til, hvad I kan få tiden til at gå med. Her finder I både forslag til oplevelser på miniferien med små børn men også til dem, der er lidt større.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få 10% på første oplevelse

Få inspiration til oplevelser direkte i indbakken ca. 2 gange i måneden.

Tak for tilmeldingen. Tjek nu din indbakke.

Gå i køkkenet med Karoline Trier

Det kræver stor koncentration at lave pølser og brød til hotdogs.

Det bobler i gryderne og steger på panderne, så duften spreder sig i lokalet, og får tænderne til at løbe i vand. I ovnen er bollerne ved at blive gyldne og på et af de lange borde, gøres der klar til hotdogs. Pølser, ristede løg og hjemmelavet ketchup! Hos Karoline Trier bliver der lavet god mad, og børnene kan tages med i køkkenet til både madklub, bagekursus og hotdogkursus – her er det nemlig de mindste, der er køkkenchefer.

Til tops i trækronerne

Er du klar til klatring?

Der lyder latter og hvin fra trækronerne for deroppe mellem træernes knortede grene, klatrer både børn og voksne rundt i de gamle trækroner, der gror omkring Kragerup Gods. Go High var Danmarks første aktivitetsbane i 2009, og den 6 kilometer lange klatrebane fordeler sig over 6 forskellige klatrebaner, hvor både små og store klatrere kan blive udfordret.

Miniferie i København med børn

Skal du på miniferie med børn i København? Herunder kan du finde inspiration til, hvad I skal opleve på jeres ferie. Der venter nemlig mange gode oplevelser i hovedstaden.

Duften af nykogte karameller

På Karamelleriet er karamellerne inspireret af naturen på Bornholm.

Hos karamelkogeren dufter der sødt og varmt. Men her bobler karamelmassen altså også lystigt i kobberkarrene, og karamelkogeren står klar med fortællinger om, hvordan de fine, gyldne karameller bliver til. Der bliver selvfølgelig også tid til smagsprøver for, hvad er næsten bedre end en friskkogt karamel?

Indendørs klatring i København

Det er ikke svært at klatre, når først der er styr på teknikken.

Hos Blocs & Walls er der ømme armmuskler – i hvert fald dagen efter. Men det betyder ikke noget, for stemningen er god og rundt omkring, bliver der delt high fives ud, når en svær forhindring besejres. Børn og voksne klatrer på de samme vægge, for det er farven på stenene, der bestemmer, hvor svær udfordringen skal være, og netop derfor er det en god oplevelse for hele familien. Prøv klatring i København her.

Friskbagt pizza hos Meyers Madhus

Hvem vil have friskbagt pizza?

Pizza er en favorit hos de fleste – både for børn og voksne! Det er jo ikke svært at forstå, hvorfor, for en knasende sprød bund og lange tråde med smeltet ost er jo bare en god kombination. Lær hemmeligheden bag en god pizzaopskrift hos Meyers Madhus så I kan give pizzamanden baghjul, når I kommer hjem fra jeres miniferie.

Miniferie i Jylland med børn

Jylland deler sig i mange afkroge og afstikkere, så derfor har vi inddelt aktiviteterne til en miniferie i Jylland med børn i landsdele. Krydser I flere landsdele på jeres miniferie, kan I jo kombinere flere oplevelser på jeres vej til eller fra det sted, hvor I skal overnatte.

Miniferie med børn i Nordjylland

Mød de spættede sæler i Limfjorden

Sælerne kigger jævnligt frem for at se, hvad der sker.

Der lever omkring 2.500 spættede sæler i Limfjorden, og når solen titter frem, kravler de op på land for at bade i solen og tage en lille lur i varmen. På en sælsafari kommer I helt tæt på sælerne, faktisk helt op til 50 meter fra dem, og på turen ud til sælerne kan I også være heldige at se dem svømme i vandet sammen med marsvin og småfisk.

Hvem er dagens kaptajn?

Hvor skal turen gå hen?

Når du tager du på miniferie med små børn, er det hyggeligt at pakke en madkurv og tage ud på eventyr i en goboat. I bestemmer selv, hvor turen skal gå hen og hvad der skal ske. Er vandet varmt? Så læg til land og svøm en tur. Har I fiskenet med? Så fang et par småfisk og sæt dem fri igen inden I tager tilbage til fastlandet.

En hyggelig dag i kano

Der venter naturoplevelser på en kanotur.

I kan også vælge at udforske åer og vandløb med en pagaj i hånden til en hyggelig dag i kano. Inde på land glider landskabet forbi med skovene, hvor træernes grene rækker ned og kysser vandspejlet og markerne, hvor traktorerne brummer forbi. Måske løfter dyrene derinde deres hoveder et øjeblik for at kigge ud på kanoflokken, der sejler forbi.

Miniferie med børn i Vestjylland

Find rav på den jyske vestkyst

En gammel myte fortæller, at rav er den nordiske gudinde Frejas tårer, der er størknet.

Stormen har rusket i kysterne og kastet store, mørke bølger ind over land. Med bølgerne følger tang, sten, plastic fra skibene, garnrester fra fiskerne og små, gule klumper. Ravklumper. Men de kan være svære at finde. Jyllandsakvariet tager jer med på ravsafari, og prisen ligger på små 40 kroner for at deltage, så er I på udkig efter aktiviteter til en billig miniferie med børn, så er ravsafari et god bud.

Windsurfing i Cold Hawaii

Klar, parat, surf-start!

Det er svært ikke at lægge mærke til vinden, når I er på vestkysten. For her jager den over land og vand, hvor den hvirvler sandet op, så det sætter sig som isolering alle vegne. Der er ikke mange, der er glade for blæsten – ikke med mindre, at man surfer i hvert fald. I Cold Hawaii windsurfer både børn og voksne, og det er en perfekt måde at udnytte vinden på.

Miniferie med børn i Midtjylland

Rovfugle og bisonokser på den jyske hede

Det er imponerende at se de store dyr tæt på.

I Silkeborg løber bisonokserne hen over den midtjyske hede, og rovfuglene kredser i cirklende bevægelser på himlen over landskabet. Prærievognen skramler derud af for at tage jer med helt tæt på de 400 kg. tunge bisonokser på bisonsafarien. Bagefter kan I opleve et rovfugleshow, hvor falkoneren viser, hvad de store fugle kan. Priserne begynder ved 65 kroner, så det er en god aktivitet til jer, der vil holde en billig miniferie med børn.

 

Sov med hajerne i Kattegatcentret

Tør I sove med hajerne?

Hajerne glider lydløst forbi over jer, og blotter deres store tænder, som stritter i alle retninger. Lidt derfra lurer moræneålen i sin mørke grotte, og den store rokke blafrer forbi med sine lette vinger. Der er liv under vandet, og I kan få lov til at sove med hajerne i Kattegatcentret, hvis I tør.

Hotdogs og pizza hos Birks Køkken

Hos Birks Køkken kan I lave både hotdog, pizza og hverdagsmad.

Birks Køkken fyrer op i pizzaovnen og liner ingredienserne til hjemmelavede hotdogs op. Der skal stoppes pølser, bages brød og røres i gryderne til pizzakursus og hotdogkursus. I madklubben bliver forældrene sendt hjem, mens børnene tager forklæderne på, for her er små kokke store stjerner.

Tidsrejse i Den Gamle By i Aarhus

Hvem tager cyklen og hvem kører på miniferien?

Hvis I tager på miniferie med børn i Aarhus, må I ikke gå glip af et besøg i Den Gamle By. Her bliver historien levende, når I går på opdagelse i de historiske kvarterer fra 1400-tallet og frem til 1970’erne, hvor hippierne kræver kollektiver og hønsestrik i de små opgange. I kan også møde tjenestepiger hos herskabet, tømrere, smede og malere i baggårdene og i drivhusene plejer gartnerne urter, blomster og buske.

 

Hvem kommer først i mål?

De hurtige heats kan være nervepirrende.

Dækkene hviner, når gokarten kastes rundt i svinget, men der er ikke tid til at trykke på bremsen, for det gælder om at komme først! Hvem vil ikke gerne give forældrene baghjul i et ægte gokartrace?

Miniferie med børn i Syd- og Sønderjylland

Zoologisk have i det sønderjyske

Foruden leoparden er der også pantere og aber i Skærup Zoo.

Det pusler i hjørnerne både nat og dag, for i Skærup Zoo er der vågne dyr både om dagen og om natten. Dyrepasseren tager jer med rundt i zooen for at fortælle om dyrene, og tager I på aftentur, kan I også møde natdyrene, som vågner, når de andre dyr går i seng. Er I meget dyreglade, kan I tage med dyrepasseren på job en dag og komme med bag kulisserne for at fodre dyrene og muge ud.

En dag på vand og brød

Fængslet har vundet internationale priser for deres måde at formidle fængselshistorie på.

I Horsens ligger det tidligere statsfængsel, som er blevet omdannet til et topmoderne fængselsmuseum. I Fængslet får I et helt unikt indblik i, hvordan fængselslivet har været gennem tiden set fra både de indsattes og de ansattes side. I kan blandt andet opleve den 18 meter lange, underjordiske tunnel, som fangen Carl August Lorentzen byggede i 1949, da han ville flygte.

Miniferie på Fyn med børn

Fyn ligger i Danmarks smørhul mellem Jylland og Sjælland. Øen er bindeleddet mellem sine to store søskende men er samtidig et dejligt sted for en miniferie med børn, som man ikke må overse i sin iver efter at komme udenlands. Her får du nogle idéer til, hvad I kan lave på en miniferie på Fyn.

Hvaler i Lillebælt

Der er ikke mange, der ved det, men der lever faktisk hvaler i de danske farvande.

Aventura sætter sejl og tager jer med ud på Lillebælt. Der er fortællinger om dyrelivet og området, der skal fanges fisk og smages på tang – og så skal der spises madpakker, mens fastlandet glider forbi. I Lillebælt lever der mange marsvin, som er en af de mindste tandhvaler, der findes, men som også er den eneste hvalart, der yngler i de indre farvande i Danmark. Aventura tager jer med på hvalsafari for at komme helt tæt på marsvinene.

Naturpark Lillebælt byder på mange oplevelser for jer, som nyder at udforske naturen. I kan klatre og overnatte i trætoppene, sejle til en øde ø med picnickurven under armen eller få en guidet tur under havets overflade.
I kan læse meget mere i vores guide: Mellem bølger og bøge – Visit Lillebælt

Lav de lækreste flødeboller

Hvordan skal jeres flødeboller smage?

Først bevæger tænderne sig igennem chokoladens hårde skal, så møder de det fluffy skum og til sidst en knasende bund. Er I klar til at give fredagsslikket kamp til stregen? Så står de hjemmelavede flødeboller klar til at tage kampen op mod sismofytter, salte fisk og vingummibamser. Et flødebollekursus vil være et populært indslag på jeres miniferie med børn, for selv de mindste kan være med her.

Få styr på balancen med SUP-surfing

Stand Up Paddle-surfing udfordrer balancen.

Hvordan står det til med balancen? Er den ok? Fint, så kan I jo prøve at udfordre den lidt med Stand Up Paddle-surfing. Her gælder det om at padle sig frem, stående på et surfboard og med bølgerne under som en vippende udfordring.

Nyd udsigten fra 60 meters højde

Udsigten fra toppen af Lillebæltsbroen er noget helt særligt.

Bridgewalking er ikke for dem med højdeskræk, for her skal Lillebælt krydses fra Fyn mod Jylland i 60 meters højde! Under jer buldrer togene forbi, og vibrationerne forplanter sig op igennem den gamle bro, så det kan mærkes som en sitren i kroppen. Men det er ikke kun derfor, at bridgewalking er en succes på miniferien, for udsigten er det store trumfkort: der er nemlig et fantastisk view ud over byerne, skovene og havet.

Tag på miniferie i Danmark med børn

Der er mange gode grunde til at tage på miniferie i Danmark med børn, selvom udlandet lokker med spændende oplevelser, storslået natur og eksotisk mad. Det er alt sammen meget godt, men der er også noget fint ved at kigge ind ad en gang i mellem for at opdage, hvad ens hjemland kan byde på. Det er nemlig ikke ofte, at danskerne er turister i deres eget land.

En miniferie med børn kan være en god mulighed for at lave om på det og faktisk få oplevet nogle af de ting, som Danmark kan byde på. Et lille afbræk i hverdagen eller måske en smagsprøve på en længere ferie. En miniferie med børn i Danmark har bestemt sine fordele, og så kan I altid tage turen til udlandet, når der er flere sammenhængende feriedage i kalenderen.