I den lille landsby Bovense udenfor Nyborg på Fyn ligger Stokkebye Vingård.

Omgivet af grønne marker ligger vingården og hjemmet, der er basen for familien Stokkebye.

Jacob Stokkebye er sammen med sin kone Helle personerne bag. Jacob har en ægte passion for vin og dens historie.

“Jeg arbejdede engang som vintjener om aftenen i Frankrig, og så cyklede jeg ud på et vinslot om dagen. Jeg må erkende, at indimellem så slingrede jeg tilbage, men jeg var jo heldigvis vintjener,” fortæller Jacob.

 

Vin som for 70 år siden

For Jacob betyder tradition og historie meget for hans liv og virke.

På Stokkebye laver de vin, som man gjorde for 60-70 år siden på franske trætønder.

“Vi gør tingene, som man gjorde dengang. Vores hoveddrue her på Stokkebye Vingård er pinot noir. Pinot noir-druen er en klassisk drue, som man jo har brugt i flere 100 år i champagne,” fortæller Jacob og fortsætter:

“Det danske klima i dag, det er som en champagne i 1970.”

Det danske klima i dag er som en champagne i 1970.

Jacob, Stokkebye Vingård

Historien er vigtig

Historie er vigtigt for Jacob, hans vin og liv generelt.

“En vinflaske, som måske er produceret i et nyt år, kan være med til at fortælle en gammel historie. Det synes jeg, er så fascinerende,” siger Jacob.

Hans drøm er, at et eller flere af hans børn vil tage historien videre.

“Vores drøm her på stedet er, at når folk kommer her om, lad os sige 50 år, så håber vi rigtig meget, at nogle af børnene kunne fortælle vores historie og deres historie og føre det videre i samme ånd;

De gode år, de dårlige år. Så det både er en fortælling og en smagsoplevelse man besøger, når man besøger Stokkebye Vingård,” siger Jacob.