Er der noget mere hyggeligt end at mærke, at julen er nær til et julemarked? Kulden, der bider i kinderne, den varme glögg i hænderne og nogle af julegaverne i poserne.

Selvom Tyskland for mange er hjem for de ‘ægte’ julemarkeder, så kan Skandinavien sagtens være med, når det kommer til julemarkeder. Her finder du nemlig masser af hyggelige julemarkeder i Danmark, Norge og Sverige.

Vi guider til vores 5 favoritter i hvert land af de mange julemarkeder, du kan tage på i år.

 

5 julemarkeder i Danmark

Skal du til julemarked i Danmark? Vi har 5 bud på, hvor du kan komme i ægte julestemning.

1. Tivoli i København

Julemarked i Tivoli er en ren klassiker – men ting bliver til klassikere af en grund!

Her er der fuld gang i hyggen, når den gamle park bliver pyntet op. Det er altid hyggeligt at tage på julemarked i Tivoli, men du skal næsten sørge for, at du kommer afsted, så du ser alle de glimtende lys i mørket. Der er nemlig pyntet op med masser af lys over hele parken.

Du finder en lang række boder med julegodter som æbleskiver, kandiserede æbler, glögg og hvad du ellers har lyst til at sætte tænderne i, når kalenderen siger december.

Julemarkedet er åbent fra 19. november til 2. januar, og der er hele tiden ekstra underholdning at opleve. Hold øje med Tivolis hjemmeside eller sociale medier, når du ved, hvornår du skal en tur i Tivoli.

Læs mere på Tivolis egen side her.

📍Vesterbrogade 3, 1620 København V

 

2. Peters Jul i Danmarks ældste by, Ribe

Jul i Danmarks Ældste By, Ribe, er baseret på juleklassikeren ‘Peters Jul’.

Peters Jul i Ribe byder hvert år i julemåneden på unikke oplevelser for både børn og voksne.

Du finder en bred vifte af arrangementer, hvor kvalitet, det autentiske, det historiske og det levende er i fokus. Du kan blandt andet opleve koncerter, musik og et julemarked med fødevarer og håndværk.

I år løber det hele af stablen fra 26. november til og med 19. december.

Hold øje med programmet på den officielle hjemmeside.

📍Torvet 19, 6760 Ribe

 

3. Den Gamle By i Aarhus

I Den Gamle By i Aarhus kan du opleve julen som i gamle dage – og det er både ‘gamle dage’ som 1800-tallet, 1920erne og 1970erne.

Her kan du opleve de små huse og hjem fra fortiden pyntet op til jul, som man gjorde dengang. Derudover er der julemarked på torvet, hvor du kan få æbleskiver, glögg, varm kakao og mange andre lækkerier.

Der er en række arrangementer hvert år, som for eksempel at se med over skulderen, når museets brygger er i gang med juleøllet. Du har selvfølgelig også mulighed for at smage selv.

I år kan du opleve Jul i Den Gamle By fra 20. november til og med 2. januar.

I år kan du også opleve Aftenjul i Den Gamle By 10. og 11 december og få en eksklusiv aftenoplevelse. I kan også nyde en lækker julefrokost med julefortællinger i restaurant Gæstgivergården 26. november eller 3. december.

Læs mere om programmet og museets kalender her.

📍Viborgvej 2, 8000 Aarhus C

 

4. Julebyen i Tønder

Når julen står for døren bliver Tønder opdannet til stedét at komme i julestemning.

Julelysene spreder hygge, og hvert år kommer der et stort julemandsoptog. Det er ikke det eneste tidspunkt med julemænd i gaderne – dem kan du også opleve til det årlige Santa Run (!).

Det Gamle Apotek fra 1671 har klassisk julestemning, og her kan du få juleposten stemplet på julemandens postkontor.

I gaderne er der julemusik og en duft af julegodter som brændte mandler. På torvet er byens juletræ omgivet af boder med juledekorationer og gaver til hjerternes fest.

Tønder er virkelig en ægte juleby. Du kan læse mere om alle løjerne på Visit Rømø & Tønder.

📍Torvet 11, 6270 Tønder

 

5. Eventyrligt julemarked i Odense

Det eventyrlige julemarked i Odense finder sted i den gamle bydel i Odense, hvor H.C. Andersen himself voksede op.
 
Her finder du julehygge med alt, du skal bruge for at komme i julestemning: gran, glögg og lanterner.
 
Til det odensianske julemarked fylder du lokale specialiteter og kvalitetsprodukter som pølser, specialøl, kopper, håndlavede smykker og meget mere.
 

Markedet er de første to weekender i december og er for hele familien. Læs mere på Visit Odenses hjemmeside.

📍Sortebrødre Torv 1, 5000 Odense C

 

Norge

Skal du nordpå i den søde juletid? I Norge finder du smukke julemarkeder i hele landet, så julehyggen er sikret.

 

1. Jul i Vinterland, Oslo

Fra 13. november til 2. januar kan du komme til Jul i Vinterland i Oslo.

Her er der julemagi i Oslo, når du kan opleve den 33 meter høje julestjerne, julemusik og andre juleaktiviteter.

Du finder selvfølgelig også masser af juleguf i boder som Candy Apples, Julenissens Gløgghus, og Nissemors Kjøkken.

Du kan læse meget mere om julemarkedet Jul i Vinterland lige her.

📍Spikersuppa, 0162 Oslo, Norge

 

2. Julemarked på Hadeland Glassverk

Hadeland Glassverk er Norges ældste håndværksdestination grundlagt 1762. Her specialiseres der i glasproduktion og hvert år kan du opleve et hyggeligt julemarked.

Her kan du kombinere juleshopping, julehygge, traditioner og gode madoplevelser op til julen.

Hver weekend i perioden 30. oktober til 19. december er der besøg af julemanden og julemandens hjælpere.

Der er også en række aktiviteter for både børn og voksne, som for eksempel at blæse din egen julekugle i Glasshytta, lytte til musik køre en tur med hest og slæde.
 
Du finder 10 butikker, 5 spisesteder, kunstgalleri, indendørs julemarked, glasmuseum og ‘Glasshytta’.
 
Du kan læse mere på Hadeland Glassverks Facebook-side her.
 
📍Glassverksvegen 9, Jevnaker, Norge
 

3. Julemarked i Røros

Sydøst for Tronheim ligger den lille by Røros, hvor der hvert år er julemarked. I år er markedet udvidet fra 4 til 12 dage og finder sted 1. til 12. december.

Røros er en del af UNESCOs verdensarvsliste og er kendetegnet ved sine charmerende træhuse, små hyggelige handelsgader, sne og nostalgi. Det er virkelig den perfekte ramme for et julemarked.

Til julemarkedet finder du alverdens boder med juleguf og -gaver.

Læs mere om det hyggelige marked og planlæg din tur her.

📍Peder Hiortgata 2, 7374 Røros, Norge

 

4. Norsk Folkemuseum

Norsk Folkemuseum er et frilandsmuseum i Oslo, som viser hverdagen fra år 1500 til i dag.

Det årlige julemarked byder på over 100 markedsboder med julegaver, julepynt, juledekorationer, godter, kager og meget andet.

I værkstederne i Gamlebyen kan du finde keramik, sølvsmykker, lys og meget mere.

På friluftsmuseet får du et pyntet og hyggeligt marked, og de juledekorerede stuer viser, hvordan man fejrede jul i Norge før i tiden.

Hele museet er julepyntet i stil med forskellige skikke og perioder, så du kan opleve alt lige fra juleaften i et velhavende købmandshjem fra 1769 til en landbofamilies hus i en norsk bygd i 1959.

📍Museumsveien 10, Bygdøy 0287 Oslo, Norge

 

5. Julemarkedet i Trondheim

Fra den 1. til og med 19. december kan du komme til julemarked på torvet i Trondheim.

Her er der marked alle dage fra 11 til 19 og længe åbent til klokken 22 nogle aftener.

Markedet byder i år på 90 forskellige udstillere, som byder på håndværk og lokale madprodukter. Her kan du finde noget helt unikt at lægge under træet eller godter til julens hyggelige aftener og fester.

Midt på Torvet kan du træde indenfor én af de 10 tipier med sideplads til over 500 mennesker. Her brænder bålene hele dagen, og der er bænke dækket med rensdyrskind og trubadurer, der spiller musik fra scenen. På menuen finder du et helt særligt udvalg af lokale drikkevarer og retter som for eksempel nystegt rensdyrburger og bacalao, som er tørret og saltet torsk.

📍Kongens gate, 7013 Trondheim, Norge

 

Sverige

Hvis den står på en tur til Sverige i juletiden, har vi 5 forslag til, hvor du skal tage til julemarked.

 

1. Skansens julemarked

Skansen er et frilandsmuseum, hvor du selv kan opleve historien.

Til Skansens julemarked kan du opleve en historisk jul, når det traditionelle marked åbner op for boder med mad, godter og juledekorationer.

Julen er overalt i det gamle frilandsmuseum, som blev grundlagt helt tilbage i 1891. De historiske huse og gårde er pyntet op til højtiden, og julebordene er dækkede. I byen kan du møde dygtige håndværkere, og du kan endda være med til at danse rundt om juletræet på Bollnäs Torv eller lave dine egne juledekorationer i juleværkstedet.

📍Djurgårdsslätten 49-51, 15 21 Stockholm, Sverige

 

2. Stortorgets julemarked, Stockholm

Julemarkedet på Stortorget i Gamla stan i hjertet af Stockholm er julehygge for alle pengene.

Julemarkedet åbner lørdag den 20. november og har holder åbent til og med 23. december.

På julemarkedet finder du 41 boder som sælger alt fra karameller, kunsthåndværk, vildtkød, glögg, keramik og meget mere.

Stortorgets julemarked er inspireret af markederne i Middelalderen i Stockholm og har eksisteret siden 1837. Det gør det til det ældste julemarked i Sverige – og et af de hyggeligste.

📍Stockholms-Gillet, Trångsund 2B, 11 29 Stockholm, Norge

 

3. Jul i Liseberg, Göteborg

Liseberg er en populær forlystelsespark i Sveriges anden største by Göteborg. Her bliver parken hvert år pyntet op til jul, når der er julemarked i Liseberg.

I det varme lys fra millioner af julelys forvandles Liseberg til en hyggelig julehistorie. Her finder du juleboder, og du kan få varmen i en af de mange forlystelser eller give din ønskeseddel til selveste julemanden.

📍Örgrytevägen 5, 402 22 Gothenburg, Sverige

 

4. Tjolöholms Slott, Göteborg

Fra 4. til 19. december kan du besøge det gamle Tjolöholms Slott udenfor Göteborg, hvor du kan få en helt særlig juleoplevelse. Det er ikke et decideret julemarked, men er alligevel så julet, at den skulle med på listen.

Her kan du opleve Tjolöholm som det var omkring 1900-tallet. Lyt til julesange blandet med historier fra fortiden i slotskirken og nyd en julemiddag i den hyggelige store sal.

Juleoplevelsen er en aften med varme, mad, musik og alt, hvad der hører julen til på Tjolöholm.

Først kan du opleve en koncert og historier i slotskirken med levende lys sammen med nogle af dem, der boede i landsbyen i begyndelsen af det 20. århundrede.

Bagefter fortsætter aftenen i den store sal ved siden af slotskirken. Her har godsets arbejdere fejret jul i næsten 100 år. Her serveres et julebord inspireret af julens gode smage og tilberedt med ingredienser fra områdets gårde, imens pejsen knitrer.

📍Tjolöholms Slott, 439 74 Fjärås, Sverige

 

5. Jul i Skåne

Det er svært at fremhæve bare ét julemarked i Skåne, for hele området er fyldt med julehygge og -stemning.

Selv i Skåne Zoo (Djurpark) bliver der pyntet op til jul med julemandens værksted, boder med håndværk, unikke oplevelser med dyr og tusindvis af julelys.

Læs meget mere om hele regionens julehygge lige her.

📍Skåne, Sverige

 

Læs også

Guide: Giv en oplevelse i julegave

Læsetid: 5 min.

Tag på et juleophold

Læsetid: 7 min.

Hvad kan man ønske sig i julegave?

Læsetid: 2 min.