Forestil dig, at du er ankommet til en by, du aldrig før har besøgt. Hvordan er den bedste måde at få et overblik over byen? Svaret er gennem byvandringer og rundvisninger. På den måde kommer du ud i byens kroge, forbi de største seværdigheder og undervejs kan det være, at du finder en god restaurant eller en hyggelig café.

Længere nede på siden har vi samlet et overblik over byvandringer og rundvisninger, som er populære i Danmark. Her kan du finde inspiration til, hvilken type byvandring eller rundvisning, der er noget for dig.

Fra Kødbyen til Christiansborg

Der er mange muligheder for byvandringer i København

Arkitektur og god mad

En byvandring i Aarhus byder både på moderne arkitektur og god mad.

Fra street art til street food

En byvandring i Aalborg kan have mange udgangspunkter.

Top 10 rundvisninger

Når vi kigger på de 10 mest populære rundvisninger i Danmark, er det svært at komme udenom, at rundvisninger i København suverænt overtrumfer rundvisninger andre steder i landet. Det kan jo selvfølgelig godt være, at der ligger en forsmået købstad et sted derude og tænker, at det er da helt uforståeligt, men taget i betragtning af, at København er Danmarks største by og samtidig hovedstaden, så er det måske ikke så mærkeligt.

Det strømmer jo dagligt ind med både danske og udenlandske turister, der gerne vil have en bid af den dramatiske historie, se bygningerne, hvor konger og dronninger har boet, hvor landet ledes fra og så videre. Ja, listen er lang.

Men lad os nu se nærmere på den top 10 over rundvisninger, og selvom der primært er rundvisninger i København på listen, så har der alligevel sneget sig et par rundvisninger med uden for hovedstaden allernederst på listen. Vores top 10 over rundvisninger er baseret på online efterspørgsel i form af Google-søgninger, der har været på de enkelte seværdigheder.

1. Rundvisning på Christiansborg

En rundvisning på Christiansborg tager 1. pladsen blandt rundvisninger i København. Her kan du komme med om bag de tykke borgmure, hvor landet regeres fra, og på gange og i korridorer kan du møde politikere på vej til og fra møder eller debatter. I Folketingssalen debatteres der højlydt og længe, i Snapstinget spises frokosten og over alt genlyder historiens vingesus. En rundvisning i Folketinget tager dig med helt tæt på magtens centrum

 

2. Rundvisning på Nordisk Film

På Nordisk Film har de optaget mange klassikere lige fra Olsen Banden til Snurre Snups Søndagsklub. En rundvisning på Nordisk Film giver dig et indblik i, hvordan film og tv er blevet produceret og filmet siden begyndelsen. Samtidig får du også mulighed for at opleve de historiske kulisser, der er blevet brugt under optagelserne af nogle af de mest kendte, danske film.

 

3. Rundvisning i Operaen

På Holmen i København ligger Operaen med en fantastisk udsigt over kanalerne og mod Amalienborg. Operaen er tegnet af arkitekten Henning Larsen, og har siden 2005 opført operaer, balletter og koncerter for de besøgende. En rundvisning i Operaen tager dig helt tæt på den anmelderroste arkitektur og den udsmykning, som nogle af Danmarks – og verdens – største kunstnere har varetaget, blandt andet Tal R, Per Kirkeby og Olafur Eliasson. 

 

4. Rundvisning på Christiania

Der er mange meninger om Christiania, nogle er for fristaden, hvor andre mener, at den ikke har sin berettigelse. Uanet, hvilken mening man måtte have om Christiania, er det svært at komme udenom, at den er et populært besøgsmål, og tager du med på en rundvisning derude, forstår du nok, hvorfor. En rundvisning på Christiania indkapsler det mylder af liv, fristaden rummer, med skæve huse, smukt håndarbejde og frisindede indbyggere. Loppen, Månefiskeren og Kvindesmeden er bare nogle af de ting, du kommer forbi på en rundvisning på Christiania.

 

5. Rundvisning på Carlsberg

En rundvisning på Carlsberg inkluderer fortællinger om en familie, der ikke var helt som alle andre. Her var der både plads til intriger, dramaer og gnistrende spændinger, som blev skabt i kølvandet på det, der skulle blive Danmarks første bayerske ølbryggeri. I dag er Carlsberg landet største ølbryggeri, og en rundvisning på Carlsberg fortæller historien fra begyndelsen til i dag.

 

6. Rundvisning i DR Byen

Kom med bag kulisserne i DR Byen, når dørene bliver åbnet til en verden af farverige kostumer, store studier og finurlige fun facts. På en rundvisning i DR Byen kommer du omkring nogle af de ikoniske studier og rekvisitter fra Bamses hus med den drilske skorsten til nyhedsstudiet, hvor fingeren altid er på pulsen, når TV Avisen sender live med de sidste nyheder fra ind- og udland.

 

7. Rundvisning på Amalienborg

En rundvisning på Amalienborg foregår på slotspladsen, hvor Dronningen og hendes familie kommer ud på balkonen, når der sker store begivenheder. Amalienborg er et rokokoslot, der består af fire palæer, som ved første øjekast næsten er helt ens. På den ottekantede slotsplads går garderne rundt i deres røde jakker og med de store bjørneskindshuer, og hver dag kan du se vagtskiftet finde sted.

 

8. Rundvisning på Fredensborg Slot

Næst efter Amalienborg er Fredensborg Slot det slot, som den danske kongefamilie oftest bor på. Fredensborg Slot ligger i Nordsjælland ved Esrum Sø, og den tilhørende slotshave er en af Danmarks største, historiske haveanlæg – og så er det endda muligt for offentligheden at gå rundt i den historiske have. En rundvisning på Fredensborg Slot vil oplyse dig om, at slottet er et barokslot, og som ofte er det sted, kongefamilien vælger at afholde officielle statsbesøg og store familiebegivenheder.

 

9. Rundvisning på Dragsholm Slot

Dragsholm Slot er et af Danmarks ældste slotte, og der er derfor mange historier at fortælle på rundvisningen. En rundvisning på Dragsholm Slot tager udgangspunkt i slottets beliggenhed ved Lammefjorden, som har stor betydning for slottet ikke mindst gastronomisk. Undervejs bliver der også plads til en spøgelseshistorie om Dragsholm Slots hvide dame Celestine.

Læs mere om en rundvisning på Dragsholm Slot her. Det er nemlig også muligt at overnatte på slottet, hvis du har lyst til det.

 

10. Rundvisning på Gram Slot

Der er altid gang i den på Gram Slot, for her kan du ikke ”kun” få en rundvisning. Her er der også havedage, foredrag, koncerter og markeder – og et stort, sønderjysk kaffebord med 21 forskellige kager og stærk kaffe til. Efter sådan et kagebord kan det være rart at strække benene, og så er det heldigt, at du kan kombinere dit kageeventyr med en rundvisning på Gram Slot. Rundvisningen tager dig med rundt i slottets kroge, for at give dig et indblik i, hvordan stedet har udviklet sig til et moderne, økologisk landbrug og samtidig formået at være et folkeligt samlingssted for kultur og events i Sønderjylland.

Læs mere om en rundvisning på Gram Slot her.

Byvandringer i København

Et alternativ til rundvisninger er byvandringer. Til byvandringer kommer du nemlig hurtigt langt omkring, og på den måde får du et overblik over byen. Det kan være en god måde at opleve en by på, når du besøger den første gang.

Vil du på byvandring i København, er der mange forskellige tilbud. Nogle byvandringer i København tager udgangspunkt i mad, så der kommer du på en gastronomisk food walk rundt i byen for at smage på delikatesser fra byens madbarer, caféer og restauranter.

Du kan selvfølgelig også tage på en byvandring i København, hvor der er fokus på historiske fortællinger. Du kan tage med på en historiske byvandring i Københavns gader i fodsporene på Flammen og Citronen, hvis du er interesseret i 2. Verdenskrig og modstandsbevægelsen i København.

Det er også en mulighed at tage på en klassisk byvandring i København, hvor du kommer forbi nogle af de ikoniske steder og seværdigheder som Christiania og Nyhavn, men du kan også vælge et knapt så klassisk alternativ. Gadens Stemmer arrangerer nemlig en byvandring i København med hjemløse, hvor du får et indblik i, hvordan det er at leve på gaden i Danmarks største by. Rundvisningen rummer mange barske fortællinger, men under hver en fortælling gemmer der sig et håb, som heldigvis også skinner igennem. Læs vores anmeldelse af en byvandring i København med hjemløse her.

Vil du på en gratis byvandring i København, så skal du spænde skoene og komme ud på gaderne. Der er nemlig mange muligheder for, at du selv kan planlægge dine egne byvandringer i København. På den måde er du også garanteret, at du kommer til at se lige præcis de ting, du har allermest lyst til.

Byvandringer i Aarhus

Aarhus er Danmarks 2. største by, så selvfølgelig er det også muligt for dig at komme på byvandring i Aarhus. Smilets By, som Aarhus også kaldes, var Europæisk Kulturby i 2017, og derfor er der mange muligheder for at komme på byvandringer i Aarhus, som tager udgangspunkt i byens kulturelle steder. Her kommer du forbi nogle af byens ikoniske bygninger og seværdigheder, for eksempel ARoS, men også de mindre kendte steder, som ikke en gang alle aarhusianerne kender til. Du kan også komme på byvandring i Aarhus’ Gamle By med en rundvisning i Den Gamle By.

Hvis du gerne vil opleve Aarhus’ gastronomiske scene, som blomstrer livligt i disse år, kan du tage på food walk eller wine walk gennem byen og smage dig vej gennem delikatesser og gode vine, mens du får serveret fortællinger om byens liv.

I løbet af de sidste par år har det været svært at bevæge sig rundt i byen uden, at byggestøjen har ageret baggrundsmusik. I dag kan Aarhus så høste frugterne af byggearbejdet, og du kan komme med på en byvandring i Aarhus, der tager udgangspunkt i de nye byggerier, der blandt andet har omformet det gamle havneområde med anmelderrost arkitektur som Isbjerget, Navitas og DOKK1. Som et alternativ til de klassiske byvandringer i Aarhus kan du tage på byvandring med en hjemløs, der fortæller om livet på gaden i Aarhus. Det er barske fortællinger, som giver et fint billede af, hvordan livet i Aarhus også kan være.

Kører du den korte tur fra Aarhus til Moesgård, kan du få en rundvisning på Moesgård Museum. Stedet er berømt for sine spændende udstillinger om vikinger, stenalderfolk og meget andet, som inddrager både børn og voksne på alle tænkelige måder. En rundvisning på Moesgård Museum tager dig også forbi stedets hovedattraktion Grauballemanden.

Byvandring i Aalborg og Horsens

Det er ikke kun i landets 2 største byer, at du kan komme på byvandring. Aalborg har nemlig også mange spændende ting at byde på. Her kan du også komme med på en gastronomisk byvandring, der tager dig med til Aalborgs gode spisesteder. Du kan også komme på en byvandring i Aalborg, der tager udgangspunkt i byens graffitikunst. Graffitien har nemlig en særlig plads i Aalborg, og mange af byens store kunstnere startede faktisk deres karrierer på gavlene i Aalborg. Du kan også tage på en klassisk byvandring i Aalborg for eksempel, hvor turen foregår på cykel, lige som du også kan opleve Aalborg med en byvandring, der tager udgangspunkt i besættelsestiden.

Har du taget turen til Horsens, skal du næsten lægge vejen forbi Horsens Statsfængsel til en rundvisning. Her får du et særligt indblik i livet bag tremmer gennem mere end 150 år. Horsens Statsfængsel – eller Fængslet, som stedet kalder sig i dag – har vundet mange priser for sin måde at formidle fængselshistorie på, og en rundvisning på Horsens Statsfængsel tager dig da også med helt ind under huden på fortællingerne fortalt fra både tidligere indsattes og ansattes perspektiver.

Hvis du sætter kursen over broen mod Fyn og Danmarks største naturpark, Naturpark Lillebælt, kan du også komme på en spændende byvandring. Du kan få et indblik i Middelfart, som indfanger historiens storhed på en afslappet måde, der indbyder til oplevelser i naturen, fordybelse i kulturen og god mad efter en tur på farten.

Du kan læse mere om byvandringen og de andre oplevelser i Naturpark Lillebælt i vores guide: Mellem bølger og bøge – Visit Lillebælt

 

Vinterferie i Aarhus

Læsetid: 9 min.

Aktiviteter i vinterferien

Læsetid: 10 min.

Vinterferie i København

Læsetid: 12 min.