Den røde tråd - Besøg Hotel Amerika
Hvor mon den er, den røde tråd? Sådan kan man nogle gange spørge sig selv. Undres. For det er ikke altid, at den er til at få øje på. Så må man lede efter den, forsøge at finde en sammenhæng og en mening.
Det er imidlertid ikke tilfældet på Hotel Amerika, for her løber tråden karminrødt og skarpt. Ikke kun i indretningen og i det konsekvente farvevalg, men gennem hele oplevelsen af at være på hotellet. Den løber over alt på hotellet, videre i maden, omkring træerne i Østerskov og langs Mariager Fjord. Den giver følelsen af, at det hele hænger sammen.
Nærværet
I begyndelsen af 1800-tallet vendte han tilbage efter at have prøvet lykken i Amerika. Amerikaneren, kaldte de lokale ham, selvom han egentlig var pæredansk. Han havde bare forladt den jyske muld til fordel for præriestøvet i Staterne, men nu var han altså vendt tilbage med en pose guld i lommen.
Guldet omsatte han til gule mursten, og i udkanten af Hobro begyndte der at skyde huse op. Amerikanerhusene, kaldte de lokale dem ikke overraskende, og når de tog turen fra Hobro og ud til Amerikaneren, sagde de, at de besøgte Amerika.
Selvom det er mange år siden, at Amerikaneren rejste videre, hang navnet ved, og da et nyt hotel i området slog dørene op i 2003, var det derfor helt naturligt, at navnet var Hotel Amerika.
Indretningen på Hotel Amerika er noget ganske særligt. Her spejler den hvide stuk i loftet sig mod de tunge gardiner ved vinduerne. De røde tæpper på gulvene skaber en fin kontrast til de gule murstensvægge, og rundt omkring på hotellet er det muligt at slå sig ned i chesterfieldmøblerne til afslapning eller en pre-dinner drink.
På Hotel Amerika er der lagt vægt på de mange, små detaljer, og det kommer blandt andet til udtryk på værelserne, der alle er indrettet forskelligt. Det er med til at gøre et ophold på Hotel Amerika til en anderledes og autentisk oplevelse.
Det er kun 15 år siden, at Hotel Amerika åbnede med 20 værelser, men meget er sket siden. For selvom hotellet i det store restaurationsbillede kan betegnes som et forholdsvist nyt hotel, har tiden ikke stået stille.
I dag huser Hotel Amerika 68 værelser, en restaurant, lounge, konferencelokaler og en stor parkeringsplads med ladestik til elbiler – for lige at nævne nogle af de initiativer, der har set dagens lys siden begyndelsen.
Når du besøger Hotel Amerika, får du ikke bare en service, du får en oplevelse. Alle skal føle sig godt tilpas her.
På Hotel Amerika bliver gæsterne mødt med personlighed, og man mærker tydeligt, hvordan den personlige relation er vigtig både for personalet og for gæsterne. For ægteparret, der er på et romantisk ophold. For vennerne, der er på weekendophold. Og for alle andre, der har brug for afslapning og hygge enten for at fejre en særlig begivenhed eller blot fordi, at de trænger til en pause fra hverdagen.
En pause med nærvær og god mad. For den røde tråd begynder med nærværet, når man træder ind på Hotel Amerika, og langsomt trækkes den over mod den gode smag. I omgivelserne. I indretningen. I maden.
Maden
Tiden står ikke stille på Hotel Amerika. For der skal være plads til udvikling. Det er hotellets Restaurant Uafhængig et godt eksempel på.
Den røde tråd, der løber gennem restauranten, trækkes af køkkenchef Jonas Skaarup. Det er ham, der binder enderne sammen og får dem til at mødes på tallerkenen.
Navnet Restaurant Uafhængig
For at lægge sig i forlængelse af hotellets navn, Amerika, var det oplagt at lave en reference til den amerikanske uafhængighedsdag i restaurantens navn.
Samtidig markerer navnet også, at restauranten er uafhængig af hotellet. Restaurant Uafhængig er nemlig et sted, man kan komme, selvom man ikke bor på hotellet.
Inspirationen til maden finder han i de årstider, der udspiller sig i naturen omkring hotellet, for det er vigtigt at bruge de råvarer, der er i sæson. Det er nemlig med til at skabe en autentisk smagsoplevelse, hvor der bliver plads til de legende og kreative elementer, som er med til at gøre en middag på Restaurant Uafhængig til en visuel oplevelse – og til at skubbe lidt til de traditionelle forestillinger.
Hvordan det? Restaurant Uafhængig udfordrer de klassiske elementer, og gør dem til deres egne smagsoplevelser. Der vil altid være et lag af genkendelighed i serveringerne, men genkendeligheden twistes, så gæsterne bliver udfordrede. Positivt udfordrede. For alting er udført med respekt for håndværket, og smagen er altid det, der kommer i første række.
Men derfor skal der alligevel være plads til overraskende smagsoplevelser, som kan bidrage til samtalen ved bordet; for er det virkelig rødbeder og jordskokker, der er brugt i desserten? Svaret er ja. En middag i Restaurant Uafhængig udfordrer sanserne. Det er en totaloplevelse fra start til slut, som gennem 6 retter tager den spisende med på en spændende rejse.
Vores ambition er helt klart at være blandt de bedste i Nordjylland, og sætte os fast på landkortet som en seriøs spiller både for lokale og for foodies og livsnydere fra hele landet.
Når man er en ny spiller med store ambitioner på den gastronomiske scene, gælder det også om at vise kokkehuen frem uden for køkkenet. Derfor stillede Restaurant Uafhængig op i kokkekonkurrencen Bedst i Nordjylland i 2018, hvor de i selskab med Nordjyllands bedste restauranter konkurrerede om at give nordjyderne de bedste smagsoplevelser.
Konkurrencen var samtidig en mulighed for at finde ny inspiration og få testet nogle idéer af. Deltagelse i konkurrencer skaber nemlig et ekstra fokus, som kan omsættes hjemme i køkkenet – et fokus, der senere på året resulterede i 2 stjerner i Den Danske Spiseguide.
Fra køkkenet løber den røde tråd videre ud i Østerskov, hvor træerne folder grenene ud i grønne kaskader, og hvor kokkene samler urter, der bruges i maden om aftenen. For at binde det hele sammen.
Naturen
Naturen og Hotel Amerika hænger sammen. Sådan er det nu engang, når Østerskov grænser direkte op til hotellets hoveddør. Fra skoven kan man følge små grusstier, som leder gennem den grønne dyne og ned til Mariager Fjord, der blinker blåt et par minutters gang derfra. Nogle kalder fjorden for Danmarks smukkeste, og når man står foran den, kan det da også godt være svært at finde modargumenter.
Der er ingen larm. Ingen støj. Kun fuglene, der synger.
Har man brug for indre ro og god mad, så er Hotel Amerika stedet, man skal besøge. Det er som at komme i opladeren, for her bliver man fyldt op med ny energi. Et weekendophold på Hotel Amerika er derfor heller ikke et almindeligt weekendophold. Det er en skovtur.
Selvom Hotel Amerika er placeret midt i naturen, er vejen til aktiviteter ikke lang. Hotellet ligger nemlig i smørhullet mellem de store, jyske byer og på under en halv time, kan man besøge nogle af områdets kulturelle fyrtårne.
10 minutter til motorvejen
Randers 20 km. Viborg 30 km. Aalborg 50 km.
Oplev
Vikingecenter Fyrkat – 3,5 km.
Golf – 4 km.
Mariager Saltcenter – 9 km.
Rebild Bakker – 22 km.
Randers Regnskov – 23 km.
Memphis Mansion – 26 km.
Mulighederne er mange, og hvad enten man er til fredfyldte naturoplevelser, kultur eller en blanding af begge dele, er Hotel Amerika stedet, der skaber rammerne. Der skaber den røde tråd.
Hotel Amerika er nemlig den base, du kan vende tilbage til, når du trænger til en pause. Til ro og god mad. Til hygge og lange samtaler.
Besøg Hotel Amerika
Hotel Amerika binder sløjfen på den røde tråd, der løber gennem området. Med sin centrale placering er det oplagt at lægge vejen forbi Hotel Amerika, når turen går gennem Jylland. Enten til et ophold med overnatning eller som et lille stop på vejen videre. Det er nemlig også muligt kun at besøge Hotel Amerika i et par timer, hvis man trænger til en pause med god mad efter lang tid i bilen.
I begyndelsen af 2019 bliver det muligt at sætte tænderne i Hotel Amerikas nyfortolkning af det klassiske smørrebrød, når et nyt smørrebrødskoncept finder vej til menukortet.
Det er jo ikke hver gang, at man har brug for 6 retter mad i restauranten og for dem, der gerne vil have stillet den lille sult, kan man sætte sig i loungen. Her kan man få en kop kaffe, strække benene eller bestille salat og fish ’n’ chips.
Så kan roen sænke sig. Den røde tråd slår en knude på sig selv. Det hele går i ring, bindes sammen og mødes på Hotel Amerika.
Besøg Hotel Amerika