Michael Museth er manden bag Folkets Madhus og er uddannet slagter, og har arbejdet som iværksætter og kok på elite og catering-niveau de sidste 20 år. Du kender ham sikkert også, som en af de faste kokke på Go’ Morgen Danmark på TV2.
Han siger selv på Folkets Madhus‘ hjemmeside:
“Mad er relationer, minder og en social foranstaltning, der er helbredende.
Min mormor var indbegrebet af bæredygtig madkultur. Hun smed aldrig noget ud, for det havde hun ikke råd til, og det var gennem hende, at jeg blev nysgerrig på mad. Det var også hos hende, at jeg blev sulten på kød, og kød har altid været forbundet med nydelse for mig.
Jeg er jo udlært og oplært i kød, og kød er herren i min egen madkultur. Kødet er desværre blevet udnyttet og udsultet i industriens benhårde kalkyle, så det nærmest ikke længere har noget med kød at gøre. Den fremmedgørelse er ødelæggende, og det er som om, at folk har fortrængt, at dyr dør for, at vi kan spise dem.
Vi skal til at genlære, hvordan dyrene lever og dør på den gode måde, og hvordan godt kød skal behandles og smager. Det er ikke så svært. Spis mindre, men bedre kød.”