Østers er en lille delikatesse, der ofte deler vandene hos folk – enten kan man lide dem eller ej. Hvis du elsker den lille delikatesse, har du her i lockdown perioden rig mulighed for at tage på østerssafari og give din ellers kedelige hverdag en lille luksus. Her kan du samle østers, som du senere på dagen kan tilberede hjemme i dit eget køkken. 

Østerssafari

Inden du drager afsted

At samle østers er ikke noget, man bare lige gør. Der er en masse forhold, der skal overvejes forinden, man drager afsted. Det er forhold som blandt andet tidevand, vandkvalitet og tåge. Det anbefales derfor, at man som nybegynder altid tager afsted med en guide. 

Hvornår?

En gammel tommelfingerregel siger, at det er måneder med ‘r’ i, man kan samle østers, hvilket svarer til september til og med april. Dog kan man ikke altid regne med denne tommelfingerregel, da klimaforandringer gør, at vi får flere varme måneder.

Hvor?

Østers vokser flere steder ved Danmarks kyst, men ofte er de på banker, som befinder sig på 1 meters dybde. Derfor er Vadehavet det mest optimale sted at samle østers. Når tidevandet trækker sig tilbage, og Vadehavets bugt åbner sig op, er der mulighed for at samle østers på bankerne.

Pakkeliste

  • GPS

  • Varm påklædning

  • Gummistøvler

  • Rygsæk

  • Drikkedunk

  • Plastikposer

  • Handsker

  • Evt. plaster

Hvornår kan de spises?

En østers kan være ramt af giftige alger, og det kan ikke altid ses og smages på den. Hvis den ikke er ramt af alger, skal den være svær at åbne, cremefarvet i kødet og kroppen skal fylde underskallen helt ud. Og vigtigst af alt skal du lugte til den, for en østers skal dufte af frisk hav.

Opskrifter med østers

1. Gratinerede østers til 4 - 6 personer

Ingredienser

  • 8-12 østers

  • 40 g smør

  • 1 fed finthakket hvidløg

  • 2 spsk rasp eller brødkrumme

  • 2 spsk finthakket persille

  • friskkværnet peber og salt

  • 3-4 spsk fintrevet emmentaler

Source: www.alt.dk/mad/opskrift/gratinerede-osters

Fremgangsmåde: 

  1. Åbn østersene og løsn østersen fra skallen.
  2. Hæld saften fra, og sæt østersene i et ovnfast fad med salt, så de ikke tipper rundt.
  3. Kom smør og hvidløg i en lille gryde, og opvarm det stille og roligt. Tilsæt rasp eller brødkrumme, persille, friskkværnet peber og lidt salt.
  4. Kom blandingen på dine østers. Drys med lidt ekstra rasp, og godt med fintrevet emmentaler.
  5. Gratiner østersene i ovnen under grill, til de er gyldne. Servér med det samme.

2. Østers med tabasco og citron til 4 - 6 personer

Ingredienser

  • 10 østers

  • Økologisk citron

  • Lille flaske tabasco

Source: oesters.dk/oesters-paa-ti-maader/oesters-med-tabasco-og-citron/

Fremgangsmåde: 

  1. Åbn østersene og løsn østersen fra skallen.
  2. Hæld saften fra og skær din citron i skiver.
  3. Læs østersene i et serveringsfad med is.
  4. Server østersene med en skive citron og en eller to dråber tabasco

3. Carpaccio af østers til 4 personer

Ingredienser

  • 12 østers

  • ½ citron

  • 2 spsk olivenolie

  • 2,5 stk blandet salatblade

  • 0,5 dl parmesanost

  • ½ flute

Source: opskrifter.coop.dk/opskrifter/carpaccio-af-oesters-1666

Fremgangsmåde: 

  1. Åbn østers og kom væden i en skål. 
  2. Fordel østers på en tallerkenen. Dryp dine østers med lidt citronsaft og en god olivenolie. Drys med lidt peber. 
  3. Vend salaten i væden fra østers og fordel rundt med østers. 
  4. Drys til sidst lidt parmesanost over. 
  5. Server med lunt flute.

4. Rå østers til 2 personer

Ingredienser

  • 6 østers

  • 3 spsk finthakket rød peberfrugt

  • 1 spsk finthakket skalotteløg

  • 1 spsk finthakkede soltørrede abrikoser

  • 1½ spsk finthakkede hasselnøddekerner

  • 1½ tsk hakkede friske korianderblade

  • 1 spsk friskpresset appelsinsaft

  • ¼ tsk groft salt

Source: www.arla.dk/opskrifter/tre-tips-til-osters/

Fremgangsmåde: 

  1. Kom et lag salt i bunden af et fad eller bradepande, som østersene kan ligge i. Åbn dem og løsn østersene.
  2. Hæld vandet fra og anret dem i de runde skaller, i saltet. 
  3. Klargør din salsa til østersene.
  4. Hak alle dine ingredienser og bland dem sammen
  5.  Fordel salsaen på østersene lige inden serveringen. Er I nybegyndere i østers kan I komme dobbelt så meget salsa på østersene.

5. Østers med dild og æbler til 6 personer

Ingredienser

  • 12 østers

  • 3 syrlige æbler

  • Dildakvavit

  • Dildolie af: 1 bdt. dild, ½ bdt. persille og 2 ½ dl neutralsmagende olie

Source: www.euroman.dk/gastro/osters-pa-6-forskellige-mader

  1. Skyl, afdryp og hak alle krydderurterne groft.
  2. Varm herefter olien op på 70 grader, og kør krydderurter og den varme olie på en blender.
  3. Lad dildolien trække en dag.
  4. Sigt herefter olien gennem et klæde.
  5. Åbn dine østers. Skær æblerne i små tern og kom dem på de rå østers med noget dildolie.
  6. Herefter dypper du et par dråber dildakvivat på hver østers og serverer.