Folkets Madhus er et madhus i København, hvor ambitionerne for det traditionelle madhåndværk, slagteriet, er i højsædet.

Folkets Madhus vil sikre, at madglæde og sund fornuft går hånd i hånd. Derfor arbejder de med lokale råvarer, som er i sæson, fordi de mener, at sæsonens råvarer er dem, der smager bedst netop nu.

Tilsætningsstoffer og andre numre tager de også afstand fra, og formålet er, at spise mindre kød men til gengæld godt kød og slagterfaget holdes derfor i hævd hos Folkets Madhus.

I Danmark og resten af verden er slagterfaget ved at uddø. Industri og øget fokus på indtjening og effektivitet presser både håndværker og leverandør til at gå på kompromis. Med kvaliteten, med tiden og i sidste ende med forbrugeren.

 

Mad som dengang

Folkets Madhus’ hjerte banker for de gamle og traditionsrige slagtermetoder som koldrøgning, der fremmer smagen og holder spegepølsen saftig – dog uden at forsage moderne teknologi. Den kamp vil de gerne gå ind i, fordi de tror på, at kvalitet, ærlighed og relationer betaler sig.

Min mormor var indbegrebet af bæredygtig madkultur.

Morten Museth, Folkets Madhus

Michael Museth er manden bag Folkets Madhus og er uddannet slagter, og har arbejdet som iværksætter og kok på elite og catering-niveau de sidste 20 år. Du kender ham sikkert også, som en af de faste kokke på Go’ Morgen Danmark på TV2.

Han siger selv på Folkets Madhus‘ hjemmeside:
“Mad er relationer, minder og en social foranstaltning, der er helbredende.

Min mormor var indbegrebet af bæredygtig madkultur. Hun smed aldrig noget ud, for det havde hun ikke råd til, og det var gennem hende, at jeg blev nysgerrig på mad. Det var også hos hende, at jeg blev sulten på kød, og kød har altid været forbundet med nydelse for mig.

Jeg er jo udlært og oplært i kød, og kød er herren i min egen madkultur. Kødet er desværre blevet udnyttet og udsultet i industriens benhårde kalkyle, så det nærmest ikke længere har noget med kød at gøre. Den fremmedgørelse er ødelæggende, og det er som om, at folk har fortrængt, at dyr dør for, at vi kan spise dem.

Vi skal til at genlære, hvordan dyrene lever og dør på den gode måde, og hvordan godt kød skal behandles og smager. Det er ikke så svært. Spis mindre, men bedre kød.”

En drøm baseret på en irritation

Folkets Madhus blev grundlagt på en drøm og en irritation: En drøm om at lære de kommende generationer at lave mad på ordentlige råvarer, og en irritation over, at det næsten er umuligt at finde madvarer til fornuftige priser, der ikke er sminkede med konserverings- og tilsætningsstoffer, ligesom referencepunkterne forsvinder – og dermed den danske madkultur.

Du kan selv lære at lave og smage mad lavet på ordentlige råvarer på Folkets Madhus’ kurser.

 

Mad er relationer, minder og en social foranstaltning, der er helbredende.

Morten Museth, Folkets Madhus