Museumsguide
Find museet til lige præcis din interesse
Der er ikke noget mere kedeligt end et museum, der bare slet ikke interesserer dig.
Samtidig er der ikke noget mere spændende, end når et museum fanger dig fuldstændig, fordi formidlingen er god, og det lige præcis handler om det, du synes, er mest spændende.
Vi guider til nogle af de bedste museer i landet baseret på din interesse.
Kunst
Er du vild med at gå på opdagelse i kunsten? Om du er til nogle af de mere traditionelle malere, gerne vil se, hvad moderne kunst kan byde på eller du er til lidt af det hele, så finder du mange spændende kunstmuseer rundt om i landet.
Nogle af de største i Aarhus og København er kendt af de fleste, så vi har fokuseret på nogle af de mange spændende museer udenfor de to største byer.
3 af de bedste kunstmuseer
Skagen Museum
Kunsten, Aalborg
Brandts, Odense
Skagen Museum
Skagen blev i slutningen af 1800-tallet stedet for en helt særlig og – sidenhen – verdens(aner)kendt kunstnerkoloni.
Skagensmalerne bestod blandt andre af Michael og Anna Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen. Det var en skandinavisk koloni, der over flere år arbejdede i Skagen. Og Skagen er selvfølgelig stedet at opleve kunsten.
Det er ikke mange år siden, at Skagen Museum var igennem en større renovering, og det har sat kunsten i endnu flottere rammer.
Husk at besøge den hyggelige café og et af P.S. Krøyers atelierer i den hyggelige og smukke have. Lige ved siden af museet kan du også opleve Michael og Anna Anchers hus, der står som dengang.
Kunsten: Museum of Modern Art
Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg
Kunsten finder du i Aalborg, og museet er kendt for at være blandt Danmarks største museer for moderne kunst.
Selve museet er tegnet af de kendte arkitekter Alvar Aalto, Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël. Bygningen udefra er en attraktion i sig selv, mens der indenfor venter en stor samling af samtidskunst, hvor du både finder dansk og international kunst.
Museet består af selve museumsbygningen, undervisningslokaler, en butik, skulpturpark og Café Aalto.
Brandts
Kunstmuseum Brandts er 250 års kunsthistorie samlet under ét tag. Her kan du opleve klassisk, moderne og samtidig kunst.
Kunstmuseum Brandts holder til i de gamle fabrikshaller fra tiden som Brandts Klædefabrik. Ved hjælp af meget arbejde og ombygning stod Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Museet for Fotokunst officielt klar i januar 1987, hvor du stadig i dag kan opleve masser af kunst i hjertet af Odense.
Historie
Bliver du let fortabt i historier fra gamle dage? Små detaljer om livet før i tiden som pludselig giver mening helt op til i dag.
I Danmark har vi en rig historie og et rigt museumsmiljø, der viser den spændende historie.
Om du er interesseret i vikingetiden, det industrielle samfund eller historien om, da mor var barn, så er der et museum for dig.
Vi har igen bestræbt os på at fokusere på nogle af de bedste historiske museer udenfor København og Aarhus, så du – måske – kan stifte bekendtskab med nogle andre spændende museer.
3 af de bedste historiske museer
Kongernes Jelling
Hjerl Hede, Vinderup
FÆNGSLET, Horsens
Kongernes Jelling
På Kongernes Jelling, som er en del af Nationalmuseet, kan du blive klogere på vikingekongerne som Gorm og Harald, deres runesten og store skibssætning og den gigantiske palisade (en slags hegn red.), der blev rejst for mere end 1000 år siden.
Museet består både af et oplevelsescenter og området udenfor, hvor du kan se vikingehøje, runesten og kirke, som i dag kaldes ‘Momumentområdet’.
Der er gratis adgang både i oplevelsescenteret og udenfor.
Hjerl Hede
Hjerlhedevej 14, 7830 Vinderup
Hjerl Hede er et frilandsmuseum, hvor du kan komme med på rejsen, om hvordan det var at leve på landet igennem 300 år.
Museet handler om livet, som det var før industrialiseringen og er skabt af H.P. Hjerl Hansen, som ville lave en hyldest til kvindernes stille gerning og blandt andre hans egen mors hårde arbejde.
H.P. Hjerl Hansen var interesseret i at bevare de gamle håndværkstraditioner og skikke, som han så som en væsentlig del af den danske kulturarv.
Over sommeren og i julen bliver historien levende og vises af knap 80 frivillige, som mestrer de glemte håndværk fra dengang.
FÆNGSLET
FÆNGSLET finder du i Horsens Centrum, og her kan du opleve Europas største fængselsmuseum.
FÆNGSLET ligger i det tidligere Horsens Statsfængsel, og museet er et af de mest virkelighedsnære museer i Danmark, hvor du oplever en helt særlig stemning, fra du træder ind ad døren.
Gennem museet støder du på fanger og vogtere, som er indspillet med billede og stemme, så du kan høre dem fortælle om alt lige fra familieforhold til narkohandler i fængslet.
Museet slutter med en fangeflugt, og det er en af de mest spektakulære, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Du kan her opleve Carl August Lorentzens flugttunnel på 18 meter, som han gravede under fængselsgården i 1949.
Museet huser også et hotel, hvor man har mulighed for at overnatte i en fængselscelle.
Natur
Naturen behøver ikke kun at opleves ude i den fri natur. Du kan også blive klogere på verden omkring os på ét af de mange spændende museer om natur, du finder rundt omkring i Danmark.
Der er selvfølgelig de klassiske naturhistoriske museer i de større byer, men du finder også mange spændende destinationer udenfor – dér hvor du virkelig mærker naturen.
3 af de bedste museer med fokus på natur
Naturkraft, Ringkøbing
Naturama, Svendborg
GeoCenter Møns Klint
Naturkraft
Naturparken 10, 6950 Ringkøbing
Naturkraft er en oplevelsespark, hvor naturens fascinerende kræfter bliver sat i spil.
Gennem leg får du en helt ny oplevelse af den vestjyske natur. Her får du en aha-oplevelse, når du opdager, hvordan naturen består af en række sammenhænge, som man ikke nødvendigvis tænker over til daglig.
Her leger hele familien sig til en større bevidsthed om natur, bæredygtighed og klima.
Oplevelsesparken er 5 hektar og har hele 8 naturtyper. Her får du helt nye naturoplevelser – både ude og inde. I Naturkraft får du mulighed for at iagttage, prøve og forstå naturens fascinerende kræfter. Du kan udforske og lege med de vilde kræfter i parkens ekspeditioner og få alle sanser i spil.
Naturama
Dronningemaen 30, 5700 Svendborg
Naturama er et formidlings- og videnscenter med naturen i fokus. Stedets mission er at inspirere til bevarelse af naturen, og alt handler om, at man skal blive inspireret og guidet til, hvordan vi passer på naturen.
Her kan alle familiens medlemmer opleve en masse aktiviteter som kreaværksted, fællessang og dyrefortællinger.
I dag har Naturama et bredt udbud af præsentationer lige fra den kæmpestore samling af udstoppede dyr til vands, til lands og fra luften til særudstillinger, der, som stedet selv siger, “skubber grænserne for, hvad et naturhistorisk museum kan tilbyde.”
GeoCenter Møns Klint
GeoCenter Møns Klint er et moderne sciencecenter. Her kan du lege dig igennem Danmarks vilde fortid hele 70 mio. år tilbage i tiden.
Du kan komme med på jagt efter drabelige dinosaurer og lære om tertiærtiden, hvor 2/3 af alt liv uddøde på grund af meteornedslag og supervulkaner, om kvartærtiden med gigantiske isgletsjere og skabelsen af det vilde landskab – og Danmarks flotteste natur på Møns Klint.
I dag er det helt normalt at rende rundt med en smartphone i lommen eller være ude at flyve med en drone i weekenden. Men hvordan teknikken virker, og hvad den kommer fra, det er måske ikke altid noget, man tænker over.
Heldigvis kan du blive klogere på både nu- og fortidens teknik på museer rundt omkring i Danmark. Om du er til biler, fly, maskiner eller andet teknologi, så er der et museum til dig.
Vi har fundet vores 3 favoritter udenfor de største byer.
De 3 bedste museer om teknik
Danmarks Tekniske Museum, Helsingør
Industrimuseet, Horsens
Jysk Automobilmuseum, Gjern
Danmarks Tekniske Museum
På Danmarks Tekniske Museum i Helsingør kan du opleve eksempler på både gammel og ny teknik.
Her finder du transportmidler brugt til lands og i luften, som for eksempel den enestående samling af biler, der dækker det meste inden for bil-historien i Danmark.
Du finder også udstillingen “Industri: Fra håndværk til robot” om Danmarks udvikling som industrisamfund. Her oplever I overgangen fra de traditionelle håndværk til de automatiserede metoder, vi også bruger i dag.
Industrimuseet
På Industrimuseet i Horsens får du et væld af oplevelser, der handler om det danske industrisamfund.
I museets udstillinger tager du på en tidsrejse tilbage til danskernes hverdag hjemme og på arbejde. Her kan du røre, dufte og sanse historien og få en anderledes og autentisk oplevelse.
Du kan for eksempel blive klogere på fortidens tekstilfabrikker, samlebåndet, se en masse gamle maskiner i maskinhallen og opleve rigtige arbejderboliger.
Du kan også gå en tur i butiksgaden, der viser en almindelig gade, som den så ud, før supermarkederne kom til Danmark. Her var der personlig betjening ved disken.
Jysk Automobilmuseum
Jysk Automobilmuseum i Gjern er et af Danmarks absolut førende bilmuseer med en enestående nostalgisk kvalitetssamling.
Der er i alt 160 udstillede køretøjer, som repræsenterer 85 bilmærker fra perioden 1900 til 1987.
På museet afholdes forskellige arrangementer som stumpemarked og veteranlastbiltræf.
Museet blev startet i 1967 af mekanikermester Aage Louring.