Den gamle mand og hans ballonfart
En oplevelse for livet
Jørgen Carlsen var den 18. juli 2016, ude at flyve i luftballon. Det var det eneste, han ønskede sig til sin 80 års fødselsdag. Vi har været på et lille visit hos Jørgen for at høre lidt om hans oplevelse.
Jørgen Carlsen er 80 år, og han svæver – men lige nu sidder han med sin formiddagskaffe inde i stuen. Han har smilende øjne, og en atmosfære af aldrende ro omgiver ham, som han sidder der med den ene hånd hvilende på sin kaffekop, og den anden knyttet om sin ene selestrop.
Der er stille i det lille hjem, men pludselig rejser Jørgen sig og trisser hen til kommoden. Her ligger en mappe fyldt med papirer. Han tager den med tilbage og lægger den på bordet. Det er alle de papirer, han har om ballonfarten. Han har selv samlet det hele. En artikel fra Vesthimmerlands Avis, der har skrevet om hans ballonfart, lidt praktiske oplysninger og andre forskellige informationer om turen. Jørgen Carlsen gemmer alt om sin oplevelse.
Når han taler om det, rykker han en smule frem på stolen, og det milde ansigt lyser op. Men ord alene, kan ikke bekrive det hele, så han sætter en scene. Hænderne fører han op over hovedet, så ud til siderne, han griber fat i kaffekoppen, løfter et stykke papir op i luften og lader det dale ned igen. Jørgen tager alt i brug, når han fortæller om sin ballonfart. Hans smilende øjne er fast fokuseret på, hvad de gamle hænder beretter. Som kom det bag på ham, at han i virkeligheden selv har oplevet det.
Det er altså vanskeligt for mig at sætte ord på det her, for det var simpelthen så stort…. Jeg ville ønske for alle, at de kom derop at sidde i ballonen og fik sig det dejlige syn
Det hele begyndte, da han skulle skrive ønskeseddel til sin 80 års fødselsdag. I år ville han prøve noget usædvanligt. Slut med at ønske sig strømper, underbukser og bøger, der alligevel bare ender med at stå og samle støv i reolen. I år ville han ønske sig at få en drøm opfyldt. Han skriver kun én ting på sin liste; Ballonfart.
Ingen vovehals
Det er ikke, fordi Jørgen er nogen særlig vovehals – for det har han aldrig været. Han ville bare gerne se tingene lidt oppefra. Se det hele blive mindre og mindre, mens luftballonen langsomt stiger op og svæver hen over by, skov og vand.
”Jeg kan huske at ballonskipper på et tidspunkt sagde; ’kig ned’, og det gjorde jeg, og så så jeg den store skygge, som vores luftballon lavede nede på landjorden. Det var næsten ubeskriveligt.”
Beviset hænger inde i stuen. Lige der, midt på væggen, sammen med de indrammede fotografier af børnebørnene. Det, der har en særlig betydning for Jørgen, hænger han op. Livets store glæder skal ikke gemmes væk, de skal deles. Det er derfor, han har hængt sit diplom op ved siden af sine børnebørn.
Forsigtigt tager han diplomet ned fra væggen og viser det frem. Nærmest triumferende, som var det et trofæ. Han kigger også lige selv på det en ekstra gang og læser højt; ”udnævnt til Ballongreve af Silkeborg efter ballonfarernes skik,” lyder det.
”Den her oplevelse, har jeg her inde på terminalen,” siger Jørgen og fører pegefingeren op til sin pande.
”…og her vil den være for altid. Den går ikke i stykker. Der går ikke hul på den, som der gør på et par strømper. Den her oplevelse har jeg, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Jeg har den med mig overalt.”