Skal menuen stå på sushi ad libitum næste gang, du skal spise ude i Aalborg? Eller er du måske mere til stegt flæsk? Er du træt af ikke at få så meget, som du overhovedet kan spise?

Vi guider dig til restauranter i Aalborg, hvor du kan få stegt flæsk og sushi ad libitum, hvor du kan blive ved og ved.

 

Stegt flæsk

Kan man sige ad libitum uden at sige stegt flæsk? Nej, vel? Heldigvis er der flere steder i Nordjylland, hvor der er stegt flæsk ad libitum på kortet. Vi giver 3 bud på, hvor du kan få stegt flæsk med persillesovs ad libitum.

Stegt flæsk på Egholm

Restaurant Kronborg-Egholm, Egholm 1, 9000 Aalborg

Restauranten på Egholm er et klassisk sted med en klassisk ret. Her får du nemlig stegt flæsk ad libitum.

Hos Restaurant Kronborg-Egholm får du onsdagsflæsk ad libitum.

Hver onsdag i sæsonen får du stegt flæsk ad libitum samt isbar. Voksne koster 188 kroner, mens du kun skal slippe 108 kroner for børn under 12 år.

Husk at bestille bord på forhånd lige her. Du kan tage færgen på tidspunktet, hvor du har bestilt bord – så ankommer du til Egholm til stegt flæsk fem minutter efter.

Husk, at restauranten har sæsonåbnet. Du kan besøge stedet fra 1/4 til 30/9.

Historien om stegt flæsk

  • Stegt flæsk med persillesovs har været kendt i Danmark siden cirka 1890.

  • I 2014 vandt retten titlen som Danmarks nationalret. Smørrebrød kom på andenpladsen, mens hakkebøf tog bronze.

  • Stegt flæsk serveres typisk med kogte kartofler, persillesovs, som er en bechamelsovs tilsat hakket persille, og surt, som for eksempel agurkesalat... og helst ad libitum!

Ad libitum på Den Bette Kro

Den Bette Kro, Vingårdsgade 5, 9000 Aalborg

Den Bette Kro i centrum af Aalborg byder på ægte traditionel dansk mad.

Hver onsdag står menuen på stegt flæsk ad libitum.

Onsdagsflæsk hos Den Bette Kro består af paneret og tørstegt letsaltet flæsk, løvstikke kogte kartofler og persillesauce serveret med hjemmesyltede rødbeder.

På kortet finder du selvfølgelig også andre traditionelle retter som klassiske lune retter og smørrebrød.

Onsdagsflæsk står til 159 kroner, og det anbefales, at du bestiller bord dagen før via restaurantens hjemmeside.

Stegt flæsk på Biersted Kro

Biersted Kro, Borgergade 5, 9440 Aabybro

Okay, vi er altså kommet udenfor Aalborg her, men vi kan ikke tale om stegt flæsk ad libitum uden at nævne Biersted Kro.

Her får du et ægte onsdagstilbud med stegt flæsk med persillesovs ad libitum for kun 135 kroner. Du kan også vælge at få stegt flæsk take away til 95 kroner.

Biersted Kro ligger i Aabybro og har foruden onsdagsflæsk klassiske retter som koteletter, dansk bøf og bøf bearnaise. Du kan også få grillretter eller kroens tilbud, hvor du får to retter for 170 kroner.

Velbekomme!

 

Sushi ad libitum

Er du også vild med running sushi, sushi buffet – ja, sushi ad libitum? Her får du så meget af den japanske spise, som du har lyst til. Dét er der ingen ben i.

Sushi ad libitum på Catch

Catch, Vesterå 14, 9000 Aalborg

Hos Catch på Vesterå kan du blandt andet få sushi ad libitum.

Der er forskellige priser, alt efter hvornår du er sushi-sulten, men én ting gælder for alle tidspunkterne: Du får så meget sushi, som du har lyst til.

Priserne ligger mellem 199-249 kroner.

Smut for eksempel forbi til frokost mellem 12-15 for kun 199 kroner eller kom til sushi ad libitum fredag eller lørdag til 249 kroner.

Udover sushi serverer Catch lækre cocktails som for eksempel en Rhubarbalicious med rabarber, citron og sparkling sake eller en Yuzu Meringue Pie med Yuzu sake, Tanqueray gin, sukker, citron, æggehvide og marengs. Mmmm!

Sanya Aalborg med sushi buffet

Sanya, Rendsburggade 18, 9000 Aalborg

Hos Sanya Aalborg er der buffet til de rigtig sultne.

På buffeten er der blandt andet sushi ad libitum, men du finder også andre retter som suppe, stor salatbar, Mongolian barbecue og 24 andre varme retter, frisk frugt, kaffe og the ad libitum.

Mandag til torsdag koster din buffet 148 kroner, mens du skal af med kun 20 kroner mere fredag til søndag.

Du kan også vælge at bestille fra stedets sushimenu, som byder på en masse retter inden for det japanske køkken. Under alle omstændigheder er du sikret ikke at gå hjem med en tom mave.

 

Vil du selv i gang med madlavningen?

 

Læs mere om Aalborg

Smagen af Danmark

Læsetid: 11 min.

12 steder med brunch i Aalborg

Læsetid: 8 min.

Spisesteder i Aalborg

Læsetid: 6 min.