Leder du efter et anbefalet gourmetophold? Det kan nogle gange være lidt svært at vælge mellem de mange flotte slotte og hoteller, der tilbyder gourmetophold. Og i øvrigt også at finde et sted, hvor omgivelserne og værelserne er af lige så høj kvalitet som maden.
Derfor får du her vores bud på de 7 bedste gourmetophold i Danmark, så du kan tage din partner eller ven under armen og nyde en skøn weekend i den kulinariske verden.
Velbekomme!
1. Hotel Fakkelgaarden
På toppen af en bakke med udsigt over Flensborg Fjord ligger de lange, gule bygninger, der udgør Hotel Fakkelgaarden.
Der har den faktisk ligget siden 1936, hvor den hed Grænsehjemmet og var en slags kombineret vandrehjem og kulturhus for unge.
For 23 år siden åbnede så Hotel Fakkelgaarden med flotte, lyse værelser indrettet i den helt perfekte romantiske, skandinaviske stil som med det samme får dig til at føle dig hjemme – eller ønske, at det var dit hjem!
2. Hotel Thinggaard
Hotel Thinggaard har Nationalpark Thy i baghaven, og inspirationen til aftenens middag er derfor hentet her, lige som alle råvarerne er dyrket i lokalområdet. Middagen, der serveres i restauranten, er en 5-retters gourmetmiddag, og næste morgen venter der en stor morgenbuffet, som får dagen til at begynde på den helt rigtige måde.
Netop det lokale og de gode råvarer betyder meget for Hotel Thinggaard, og netop derfor er de også medlem af Regional Madkultur Thy-Mors, der er et samarbejde, som sætter fokus på at fremhæve de regionale råvarer fra Thy og Mors. Samarbejdet styrker samtidig bæredygtige initiativer, der sikrer, at råvarerne er af høj kvalitet.
Mellem måltiderne kan du bruge tiden i Sydthy Kurbad, der ligger lige ved siden af Hotel Thinggaard. Kurbadet er kendt for sin sauna med glasbund, sit store massagebassin med stjernehimlen over og mange andre spafaciliteter.
Oplevelser hos Hotel Thinggaard
3. Hotel Amerika
På Hotel Amerika er det nye dufte og smage, der sendes fra køkkenet ud i restauranten, for hotellets nye køkkenchef har ambitioner om at komme helt i top blandt landets bedste gourmetrestauranter.
Derfor arbejdes der med en kreativ tilgang til råvarerne, for at skabe en gastronomisk oplevelse, der både overrasker og udfordrer øjne og mund.
Hotel Amerika ligger i Østerskoven ved Hobro og meget tæt på Mariager Fjord. Naturen i området er smuk, og vi anbefaler, at du tager et par gåsko med, hvis du vil på tur i skoven.
Middagen er en 6-retters menu, der bestemmes ud fra sæsonen, og middagen rundes af med kaffe, the og petit fours. Næste morgen serveres en stor morgenbuffet, så du ikke skal forlade Hotel Amerika på tom mave.
Oplevelser på Hotel Amerika
4. Kragerup Gods
En af Danmarks mest berømte forfatterinder storytelleren Karen Blixen kom på Kragerup Gods i sine unge dage. Det skyldtes, at Blixen var beslægtet med familien Dinesen, der ejede godset, og i dag er det stadig Dinesen-slægten, der driver godset i 8. generation.
Blixen har naturligvis sat sine spor i Kragerups historie, og derfor serveres middagen i Restaurant Blixen. Her begynder aftenen med en aperitif, før der serveres en 3-retters eller 5-retters menu. Middagen afsluttes med kaffe, te og noget sødt til ganen, der sørger for at afrunde måltidet.
Dit gourmetophold på Kragerup Gods inkluderer gratis adgang til wellnessafdelingen, hvor du kan slappe af i den opvarmede pool, i jacuzzien og i saunaen. Her kan du samle appetit til aftenens middag eller genoplade batterierne efter en gåtur i godsets store park.
Oplevelser på Kragerup Gods
5. Marienlyst Strandhotel
På Marienlyst Strandhotel får I et gourmet- og spaophold i ét.
Her får I et ophold på det berømte strandhotel, der har vundet og stadigt vinder utallige priser for deres store spa-afdeling.
Det ses tydeligt, hvorfor de er vinder af Oplevelsesprisen 2022 – landets bedste velværeoplevelse samt genvandt titlen “Årets Spa” ved Danish Beauty Award 2020.
Her er der tale om et forkælelse i særklasse med godt selskab, spa og 5-retters gourmet lige i vandkanten til Øresund.
Oplevelser på Marienlyst Strandhotel
6. Lyng Dal
Lyng Dal er et hyggeligt familiedrevet hotel og restaurant, der midt i den smukke, midtjyske natur har gjort det til deres passion at skabe gourmetoplevelser af de bedste råvarer, lokalområdet kan tilbyde. Således kommer kødet fra den nærliggende går og grøntsagerne er høstet i Lyng Dals egen urtehave.
En samlet anmelderskare er enige om, at et gourmetophold på Lyng Dal er noget ud over det sædvanlige, og selv White Guide har flere gange fremhævet stedet. Din aften på Lyng Dal begynder med champagne og snacks, før du får serveret en 6- retters sæsonmenu, der afslutningsvis afrundes med kaffe og petit fours. Morgenmaden er hjemmelavede specialiteter, så det er ikke bare den sædvanlige morgenmadsbuffet, du står op til her.
Oplevelser hos Lyng Dal Hotel
7. Hvalpsund Færgekro
Med udsigt over havet ligger den gamle færgekro midt i den vesthimmerlandske natur. Kroen er en af de ældste i Danmark, men selvom Hvalpsund Færgekros historie går helt tilbage til 1532, er det ikke fortiden de hænger fast i, når det kommer til gourmet.
I restauranten serveres en 5-retters gourmetmenu, der spises med udsigten over havet, og det tilfører kun oplevelsen en særlig stemning at se solen synke i havet, efterhånden som aftenen skrider frem. Et gourmetophold på Hvalpsund Færgekro kombinerer det bedste inden for naturoplevelser og gastronomi så når der ikke spises i resturanten, er det oplagt at gå på opdagelse i de mange muligheder, som området byder på.
Du kan læse vores guide til oplevelser i Vesthimmerland her.
Oplevelser på Hvalpsund Færgekro
Flere gourmetoplevelser
Når der kommer til gourmetophold, kan det være svært at begrænse sig til kun 7 favoritter. Der er jo simpelthen så mange gode steder derude, som vi gerne vil dele med dig. Derfor har vi lige samlet 7 ekstra favoritter, som du også lige kan tjekke ud, når du er i gang.
Broholm Slot
Hvis du trænger til lidt ekstra afslapning og romantik, så tag på Broholm Slot. Slottet er så fyldt med historie og respekt for den, at du ikke kan undgå at blive en lille smule forelsket – og nostalgisk. Alle værelser er indrettet forskelligt, alt efter hvem der tidligere har boet på værelset og er endda opkaldt efter de tidligere beboere.
Alt er gennemført ned til mindste detalje og giver et indblik i slottets historie og arv. Jeg har personligt kastet min kærlighed på Birgitte-suiten, som er indrettet med lyse, romantiske møbler og bare ser helt vidunderlig ud.
Vidste du? Broholm Slot har lagt navn til både Broholmerhunden og Broholmæblet, som stadig dyrkes på slottet.
Læs også Slotsophold i Danmark
Slottet er omgivet af den smukkeste natur, med søer, slotsparker og stier – kan du tage din mand eller kone med en tur i Kærlighedsparken hvor I kan nyde hinandens selskab på en af kyssebænkene eller gå en tur på Eventyrstien og beundre den smukke natur. Om aftenen sætter I jer til rette i den smukke restaurant og bliver forkælet med en 5-retters gourmetmenu, som er sammensat af lækre råvarer efter sæsonen.
Bandholm Hotel
Bandholm Hotel har været kongeligt privilegeret siden 1682, og når man ser, hvor hotellet ligger, er det heller ikke svært at forstå, hvorfor kongen har givet Bandholm det stempel. Hotellet ligger lige ned til Smålandshavet, så tillader vejret det, kan du samle appetit til middagen med en gåtur langs stranden efter din ankomst.
Bandholm Hotel har længe ligget i toppen blandt de bedste gourmetophold i Danmark, og det er en begejstret anmelderskare, der deler stjerner ud til hotellet. Et gourmetophold på Bandholm Hotel inkluderer mellem 5 og 7 serveringer og vinmenuen, der serveres til, er naturligvis afstemt efter retterne, så den komplimenterer smagsoplevelserne på bedste vis.
Ruths Hotel
Ruths Hotel ligger i de helt igennem idylliske omgivelser i Gl. Skagen. Med de smukke, røde og hvide bygninger blandt de karakteristiske Skagen-gule huse og den hjemlige atmosfære føler du dig afslappet og forkælet lige så snart, du ankommer. Ligesom Dragsholm Slot har Ruths Hotel to restauranter; Ruths Brasserie og Ruths Gourmet.
I Brasseriet får du klassisk fransk mad, solidt håndværk og afslappet hygge, hvor Ruths Gourmet er den mere eksklusive del. Fælles for dem begge to er, at det er virkelig lækker mad med kæmpe respekt for råvarerne.
De super hyggelige værelser er indrettet i en smuk, skandinavisk stil og det minder lidt om et luksuriøst badehotel – hvis I er flere af sted, er der endda huse og lejligheder, man kan leje. Så selvom det ikke lige er uge 29, er Ruths Hotel helt bestemt et besøg værd. Hvis du bestiller deres gourmetophold, får du adgang til Ruths Wellness oven i hatten – som en lille sjov ting, kan du prøve deres undervands-motionscykler.
Norsminde Kro
Den bedste måde at beskrive Norsminde Kro på er, at det er ren idyl. Du er tæt på både søer og havet og lige uden for døren ligger en lille, hyggelig lystbådehavn.
Du får en følelse af at slippe helt væk fra hverdagen og ind i et lille drømmeunivers, hvor du kan slappe af, være dig selv og uforstyrret nyde din ledsagers selskab. Jeg er især vild med deres hyggelige vinkælder, hvor du kan smutte ned og udvælge vin eller nyde din middag – det føles næsten som at være på et fransk vinslot! Det er hyggeligt og super lækker mad – og samtidig helt nede på jorden. Du kan virkelig mærke kokkenes passion for at skabe og sammensætte gourmetmad og –menuer. Der bliver leget med smagsindtryk og præsentationer, så du hele tiden bliver overrasket.
Molskroen ligger lige ud til den idylliske Ebeltoft Vig. Faktisk er der direkte adgang fra hotellet til stranden, så du og din udkårne kan gå en tur langs vandkanten og opbygge en god appetit. Restauranten her er nemlig virkelig noget at se frem til! Det er fransk inspireret gourmetmad, med kæmpe fokus på at skaffe de allerbedste råvarer, som løfter retterne til et helt andet niveau.
Menuen er en blanding af nye, innovative retter og de klassiske, franske specialiteter, så selvom du måske ikke lige er til frølår og snegle, kan du stadig få virkelig lækker, fransk mad. Og som en ekstra bonus, er prisen også til at overkomme – og meget rimelig for et gourmetophold af den her kvalitet! Så tag et smut forbi Molskroen og nyd en lille flig af Frankrig på en lille kro i Ebeltoft – det vil du garanteret ikke fortryde!
Dragsholm Slot
Hvis du kun skal på ét gourmetophold i dit liv så vælg Dragsholm Slot.
Manden bag det hele er Claus Henriksen, som i øvrigt tidligere har været souschef på Michelin-restauranterne Noma og Formel B. Han har siden 2008 fremtryllet fantastiske retter af lækre, lokale råvarer i Slotskøkkenet på Dragsholm Slot. Det medførte i øvrigt en meget velfortjent plads på Condé Nast-magasinet Bon Appétit’s eksklusive liste ”Food Lovers Hotel 2014”.
Slotskøkkenet i den smukke kælder giver dig en helt særlig oplevelse med deres innovative og overraskende måder at sammensætte og tilberede råvarer på. Og så har de i øvrigt en af Danmarks bedste sommelierer, Peter Fagerland, som finder lige netop den vin fra vinkælderen, som passer allerbedst til din menu og fuldender hele oplevelsen.
Slottets anden restaurant, Lammefjordens Spisehus er uformelt og nede på jorden og indrettet i smuk, skandinavisk stil. Du kan virkelig mærke kærligheden til mad og vin, både i Slotskøkkenet og Spisehuset – faktisk vil jeg sige, du skylder dig selv denne oplevelse mindst én gang i livet. Det er virkelig noget helt særligt – luksus, forkælelse og gastronomi på højeste plan.
Munkebjerg Hotel
Umiddelbart ser Munkebjerg Hotel ikke synderlig imponerende ud udefra med de mørkerøde mursten og det flade tag, men indenfor sker der noget magisk. Her ligger nemlig restaurant Tree Top, som i øvrigt har en af Danmarks måske smukkeste udsigter over Vejlefjord. Et besøg i Restaurant Tree Top starter i vinkælderen, hvor du nyder et glas champagne og en snack inden eventyret starter i restauranten.
De unge kokke fremtryller virkelig imponerende retter, som overrasker og pirrer dine sanser og smagsløg. Det er kreativitet på højt plan og du er garanteret en kulinarisk oplevelse, du aldrig glemmer. Du kan endda bo i et af Tree Top værelserne, hvor du og din partner helt uforstyrret kan nyde den smukke udsigt og hinanden.
Bryd hverdagen med et gourmetophold
Et gourmetophold er den perfekte måde at komme lidt væk fra hverdagen, koble helt af og nyde hinandens selskab. Det er en oplevelse, du aldrig vil glemme og er den perfekte gave til ham eller hende, du elsker. Måske kan de dygtige kokke og lækre, kreative retter endda give dig lidt inspiration til aftensmaden derhjemme?