Begynder dagen først rigtigt, når du har fået din morgenkaffe? Sådan er der mange, der har det. Men selvom morgenerne kan være hæsblæsende, må kaffen godt smage af andet end svedne bønner. På et kaffekursus lærer du, hvordan du brygger en god kop kaffe.

Der findes et væld af forskellige kurser, om du vil til kaffesmagning, på baristakursus eller noget helt tredje.

Men først og fremmest vil vi gerne gøre dig klogere på kaffe og bryggemetoder lige nu og her.

Længere nede på siden har vi fundet inspiration til dig, der efterfølgende gerne vil på kaffekursus og vi har selvfølgelig fundet nogle konkrete eksempler på, hvor du kan tage på kaffekursus rundt omkring i landet.

 
 

Hvordan smager en god kop kaffe?

Ingredienserne er selvfølgelig noget af det vigtigste, når du skal have en god kop kaffe. Først og fremmest er der bønnerne, som jo på mange måder nærmest er det vigtigste for kaffen, da det er dem, der giver den afgørende smag. Bønnernes type, oprindelsessted og ikke mindst ristningen af dem er alt sammen afgørende for den kop kaffe, du skal drikke.

Det er dog ikke kun bønnerne, der er afgørende for en god kop kaffe, for vandet har faktisk også stor betydning for, hvordan den færdige kop kaffe kommer til at smage. Det er måske ikke noget, du tænker over i det daglige, når du står og brygger morgenkaffen derhjemme, men en helt almindelige kop filterkaffe består faktisk af 98,5 % vand.

Kemisammensætningen i vandet har altså en ret stor betydning for det, du får i koppen, og en kop kaffe brygget i København smager nødvendigvis ikke som en kop kaffe brygget i Silkeborg, selvom både bryggemetoder og bønner er ens.

I København er kalkindholdet nemlig meget højt i vandet, og det har en direkte effekt på kaffen, for kalken neutraliserer nemlig smagen i kaffen. Det er også værd at huske, når du brygger derhjemme, for både din kogekedel og dine bryggeapparater kan også kalke til.

 

På et kaffekursus lærer du meget mere om, hvad der kendetegner en god kop kaffe, og hvordan du smager på kaffen.

På et kaffekursus vil du også komme omkring forskellige bryggemetoder. Bryggemetoden har nemlig også betydning for, hvordan din kaffe kommer til at smage.

Bare rolig – vi har samlet 4 bryggemetoder til dig, så du har lidt forhåndsviden med dig, når du skal afsted på et kaffekursus.

 
 

4 forskellige bryggemetoder

Når først du har bevæget dig ind i kaffens verden, vil du hurtigt opdage, at der findes mange andre bryggemetoder end dem, som kaffemaskinerne står bag. De forskellige bryggemetoder fremhæver alle forskellige ting i kaffen, så det er oftest en smagssag, hvilken bryggemetode man bedst kan lide.

Nogle af bryggemetoderne kan du lære på et kaffekursus, hvorimod andre bryggemetoder nok ikke er standard hos La Cabra eller The Coffee Collective. Ikke desto mindre skal vi nu se lidt nærmere på nogle af de bryggemetoder, som giver de elektriske kaffemaskiners snurren kamp til stregen.

 

1. Cowboykaffe

Der findes næppe en kop kaffe så old school og autentisk i sin bryggemetode som cowboykaffen. Har du set gamle westernfilm, kan du nok levende forestille dig de seje cowboys på prærien, der samles i skumringen omkring bålet for at spise baked beans og skylle efter med sveden kaffe fra en bulet blikkande. Cowboykaffen også kendt under navnet  Al Fresco, og det kræver ikke meget at servere en kop kaffe brygget på denne måde for gæsterne.

Du får serveret al den cowboykaffe, du kan drikke, når du besøger Karpenhøj Naturcenter på Mols. Læs mere her.

Al Fresco laves naturligvis over bål, så det første du skal gøre, er at tænde et bål. Så koger du vand i en gryde over bålet og sekunder før, at bobler bryder vandoverfladen, og vandet koger, kommer du kværnede kaffebønner ned i gryden. Fjern straks gryden fra bålet, rør rundt i herligheden en gang eller to og lad det så trække 3-4 minutter.

Er du hardcore? Så drik kaffen som den er, men vil du gerne undgå at have kaffegrums i munden, så kan det anbefales at si den først. Du kan si kaffen gennem et almindeligt kaffefilter, men befinder du dig i den vilde natur, skulle grangrene efter sigende kunne gøre de moderne kaffefiltre kunsten efter.

 

2. Ibrik

Ibrik er tyrkisk kaffe og også den første kendte brygningsmetode. Så når du drikker en kop kaffe, der er brygget som ibrik, drikker du en kop kaffe, der er meget ældre i sin oprindelse end den førnævnte cowboykaffe. Ibrik er dog ikke nær så autentisk som cowboykaffen, selvom bryggemetoden er ældre, for her bliver kaffegrumsen altså ikke tilbage i koppen. Hvis kaffegrums i koppen er et symbol på autenticitet, så er vi nok nogle stykker, der godt kan undvære en autentisk kaffeoplevelse.

En ibrik er som regel – for der er jo altid undtagelser – en kobberkasserolle med et langt håndtag. Kasserollen er bred i bunden, men snævrer ind i toppen, for på den måde koger kaffen hurtigere end i en almindelig gryde.

Når du skal brygge ibrik, kommer du en stor skefuld kaffe og en lige så stor skefuld sukker i kobberkasserollen. Så hælder du vand over, og vil du have din ibrik på ægte tyrkisk maner, kommer du også kanel eller kardemomme i. Vandet skal varmes langsomt op og lige inden, at vandet koger, tages ibriken af og du må nu røre rundt. Det skal du nu gøre 2 gange mere, så din ibrik bliver kogt op 3 gange i alt, og den 3. gang skal kaffen hældes op, for så er den drikkeklar.

 

3. Kalita

Hvis man nu skal være lidt firkantet, så kan man sige, at kalita er en helt almindelige filterbryggemetode, hvor du har en tragt med et filter i, som du så kommer din kaffe i og hælder vand udover. Det, der får kalita til at adskille sig fra en almindelig bryggemetode, er, at designet på tragten gør det muligt at ekstrahere kaffen mere jævnt, så du får en lettere kop kaffe end, hvis du var gået efter filterbryggemetoden.

Kalita er let at brygge kaffe på, og hvis du gerne vil skifte filterbryggen ud, så er det et godt sted at starte. Blandt andre The Coffee Collective brygger deres pour-over-kaffe efter denne bryggemetode.

 

4. Espressokande

Her er vi ude i en ægte, italiensk bryggemetode. Espressokanden er opdelt i tre dele, hvor vandet placeres i den nederste del, bønnerne i filtret i midten og ved hjælp af varmen fra blusset skabes et tryk, som leder bønnerne op i den øverste del. Det er i virkeligheden ganske simpelt, og espressokanden placeres bare direkte på komfuret, når kaffetørsten melder sig.

Når du brygger espresso på denne metode, går du glip af cremaen, som er den skum, der lægger sig oven på en god kop kaffe. Men italienerne – der må siges at vide noget om espresso – siger god for denne bryggemetode, selvom cremaen mangler, så du kan roligt kaste dig ud i at brygge med en espressokande.

 
 

Bliv klogere på et kaffekursus

En god kop kaffe er en subjektiv ting, for det din nabo vil kendetegne som en god kop kaffe, er ikke nødvendigvis det samme som det, du vil karakterisere som en god kop. Nogle vil have en aromatisk kop, andre en sød eller syrlig og andre igen er til stærk, stærk jordemoderkaffe, der svider på vej ned gennem svælget.

På et kaffekursus kommer du omkring de forskellige ting, der karakteriserer en god kop kaffe. Både når det gælder smagsnoter og når det kommer til bønner, ristning og bryggemetoder. Er du en af dem, der tager din morgenkaffe seriøst, så vil du have stor glæde af et kaffekursus. En kop kaffe er nemlig ikke bare en kop kaffe.

 

Hvad skal jeg servere til kaffen?

Nogen vil mene, at en kop kaffe er nok i sig selv, men det er nu også meget lækkert at få lidt spiseligt til en gang imellem.

 

Læs også

Taler du baristaens sprog? Lær det til kaffesmagning

Læsetid: 7 min.

10 lækre kaffebarer i Aarhus

Læsetid: 7 min.

Efterårsferie 2024

Læsetid: 8 min.